Planloven skal sikre, at udviklingen af lokalområder foregår på et bæredygtigt grundlag med respekt for både dyr og planter og i overensstemmelse med de samfundsmæssige interesser. Samtidig sigter loven mod at inddrage offentligheden så meget som muligt i arbejdet.
Hvad omfatter planloven?
Du vil oftest komme i kontakt med planloven i byggesager, eller hvis du ændrer anvendelsen af din ejendom. Det vil typisk være i forbindelse med lokalplaner eller byplaner.
Planloven omfatter f.eks. regler om bebyggelse i kystnære områder, forebyggelse af forurening og støjgener samt bevaring af værdifulde bebyggelser og områder. Derudover fastsætter den en række regler for proceduren i plansager.
Hvis du vil klage
Alle, der har retlig interesse i en sags udfald, kan klage til Naturklagenævnet over kommunalbestyrelsens afgørelser.
Retlig interesse vil sige, at man som tredjemand i sagen har en tilstrækkelig stor interesse i sagen til at man har krav på at blive hørt. Det kan være som privatperson, f.eks. nabo eller som forening, f.eks. grundejerforeninger eller naturfredningsforeninger.
I sidste ende er det naturklagenævnet, som afgør, om man har retlig interesse.
Klager skal indgives til: Naturklagenævnet Frederiksborggade 15 1360 København K. Tlf. 33 95 57 00 » Naturklagenævnet
Hvilke sager kan nævnet behandle?
For plansager gælder, at man kun kan klage over retlige spørgsmål.
Retlige spørgsmål er først og fremmest spørgsmål om selve forløbet og behandlingen af sagen. Det er for eksempel overholdelse af procedureregler og spørgsmål om lokalplanpligt, eller spørgsmål om, hvorvidt lovens muligheder for dispensation er overtrådt.
Det er også et retligt spørgsmål om rammestyringsprincippet er overholdt – det vil sige om f.eks. en lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Derimod kan Naturklagenævnet ikke efterprøve, om kommunalbestyrelsens beslutninger efter planloven er rimelige eller hensigtsmæssige.
Naturklagenævnet afgør selv i forbindelse med sagsbehandlingen, om der er tale om et retligt spørgsmål i en klage.
Undtagelser: Ekspropriation og Landzoner Landzoneafgørelser og afgørelser om ekspropriation kan som de eneste påklages til Naturklagenævnet til fuldstændig efterprøvelse, dvs. både juridiske spørgsmål og det politiske skøn. Nævnet kan således fuldstændig omgøre amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beslutning i disse sager.
En klage har opsættende virkning med mindre Naturklagenævnet beslutter noget andet.
Hvad er tidsfristen for klager? Klager skal være fremsat skriftligt inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt eller offentliggjort.
Hvis en afgørelse ønskes prøvet ved domstolene skal dette ske inden 6 måneder fra afgørelsens modtagelse.