Børnebidrag Hvis du har børn, og du og den anden forælder er gået fra hinanden, kan du have mulighed for at få børnebidrag fra den anden forælder til de af jeres børn, som er under 18 år, og som bor hos dig.
Hvor meget der skal betales og hvor ofte, er som regel noget der afgøres af statsforvaltningen i forbindelse med, at I bliver separeret/skilt eller går fra hinanden, og det vil så stå på det bidragsdokument, statsforvaltningen laver. Det er statsforvaltningen der, hvor den, der skal betale bidraget, bor, som behandler sagen.
I kan også lave en aftale selv. I behøver altså ikke at involvere statsforvaltningen. Det er dog kun, hvis statsforvaltningen har afgjort bidraget, at kommunen kan lægge noget af det ud, hvis den anden forælder ikke betaler som han/hun skal.