Tirsdag den 17. november 2009 afholdes der valg til ældrerådet i Syddjurs Kommune.
Ældrerådsvalget afholdes på de samme afstemningssteder som kommunevalg og regionsvalg. Afstemningsstederne er åbne i tidsrummet fra kl. 9.00 - kl. 20.00.
Der skal vælges 11 medlemmer samt op til 11 suppleanter.
Medlemmerne fordeles således, at der skal vælges 2 medlemmer fra hvert af de fire distrikter, som ældreområdet er inddelt i, og som er lokaliseret til områdecentrene Lillerup, Ringparken, Rosengården og Søhusparken. Yderligere tre medlemmer fordeles efter højeste stemmetal. Der udpeges op til 11 suppleanter blandt samtlige øvrige kandidater efter højeste stemmetal.
Stemmeberettiget og valgbar er personer, der den 17. november 2009 er fyldt 60 år og som denne dag har fast bopæl og er tilmeldt folkeregistret i Syddjurs Kommune.
Vælgere der er forhindret i at møde frem på afstemningsstedet i det tidsrum, hvor afstemningen finder sted, kan afgive stemme ved at møde personligt op i Borgerservice Rønde eller Borgerservicesatellitterne i Ebeltoft, Hornslet og Kolind i normal åbningstid.
Du skal vise legitimation i form af kørekort, pas eller lignende.
Du kan afgive brevstemme fra og med tirsdag d. 20. oktober 2009 til og med lørdag d. 14. november 2009.
Afstemning i hjemmet:
Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan møde frem på afstemningsstedet, kan du søge om at brevstemme i hjemmet.
Modtager du praktisk hjælp i hjemmet fra hjemmeplejen, vil du kunne få ansøgningsskemaet af hjemme-hjælperen eller hjemmesygeplejersken. Endvidere kan ansøgningsskemaet rekvireres i Borgerservice, folkeregisteret på telefon 8753 5365 eller mail borgerservice@syddjurs.dk
Ansøgning om afgivelse af stemme i hjemmet kan indleveres til folkeregistret fra tirsdag d. 20. oktober 2009, og skal være indgivet senest torsdag d. 5. november 2009.