Djurslands UdviklingsRåd er et samarbejde mellem Syddjurs og Norddjurs Kommune om erhvervsudvikling og erhvervsfremme. I samarbejdet deltager også Region Midtjylland, Djurslands Landboforening og arbejdsmarkedets parter. Formand for DUR er borgmester Vilfred Friborg Hansen, Syddjurs Kommune.
Grundlaget for samarbejdet er Djurslands UdviklingsProgram, DUP, der rækker frem til 2015. Udviklingsprogrammet indeholder en udviklingsstrategi for erhvervsudviklingen på Djursland og beskriver indsatsen indenfor fire vækstdrivere: rammebetingelser, uddannelse og kompetence-udvikling, iværksætter samt innovation. Til udviklingsprogrammet hører en handlingsplan, der rummer en række mere konkrete initiativer inden for indsatsområderne. Handlingsplanen er under løbende revision.
DUR er sammensat af 4 repræsentanter for Syddjurs Kommune, 4 for Norddjurs Kommune, 1 repræsentant for arbejdsgiverorganisationerne, 1 repræsentant for lønmodtagerorganisationerne og 1 repræsentant for Djurslands Landboforening.