Inklusionsressourcer

Inklusionsressourcer

Procedure for tildeling af inklusionsressourcer i dagtilbud.

Ud fra et ønske om at gøre tildelingen af ressourcer mere fleksibel og mulighed for løbende at kunne imødekomme de behov, der opstår i dagtilbud, er proceduren for tildelingen af ressourcer ændret.

Der vil blive afholdt visitationsmøder løbende. Ansøgninger indsendes løbende.

Tildelingsperioderne bliver kortere og dermed mere fleksible. Der tilbydes forskellige former for hjælp og vejledning til fællesskaber, medarbejdere, børn og institutioner.

 

Brug for hjælp til inklusion.

Når/hvis der opstår brug for vejledning eller hjælp til inklusionen, kan der søges om hjælp til dette.

Det forventes, at institutionen har drøftet udfordringerne i institutionen og inddraget forældrene, og eventuelt har drøftet emnet på et Konsultativt møde eller Tværfaglig Forum.

Der kan søges vejledning/ressourcer til både at udvikle den pædagogiske praksis, enkelte børn, og grupper af børn, hvor man oplever, at der er hindringer for inklusion.

Inden der tildeles ressourcer, skal der som udgangspunkt have været tilknyttet en inklusionsvejleder. I en overgangsperiode vil de børn, der allerede modtager støtte, fortsætte med inklusionspædagog, såfremt tildelingen forlænges.

Der kan tilbydes en inklusionsvejleder, som sammen med institutionen arbejder på at skabe bedre rammer, ser på hvilken pædagogik/struktur, der styrker mulighederne for inklusion i forhold til ressourcer og den konkrete børnegruppe. Og hvordan det enkelte barn bedst inkluderes i gruppen, eller anden vejledning i forhold til behovet.

Ved fortsat behov for vejledning eller ressourcer kan der søges om at få vejledningsforløbet forlænget eller kan der tildeles en inklusionspædagog i en periode for at styrke fællesskabet og inklusionen. Der arbejdes ud fra konkrete mål som udarbejdes sammen med forældre og institution.

Ansøgning og evaluering

Lederen er ansvarlig for udarbejdelse af ansøgning, samt at der evalueres på forløbet. Evalueringen skrives ind i ansøgningsskemaet både ved genansøgning og afslutning af forløb.

Ansøgningen tager udgangspunkt i en SMITTE model. Ansøgningen bliver en del af den skriftlige dokumentation, der udarbejdes i forbindelse med forløbet. Ansøgningen ligger på kommunes hjemmeside, eller kan tilsendes ved henvendelse til lfb@syddjurs.dk

Visitation:

Visitationen foregår løbende. Leder af Specialpædagogisk Team vurderer ud fra ansøgningen, om ansøgningen skal drøftes tværfagligt inden tildeling.

Ad hoc kan indkaldes: Personale fra PPR, Personale fra institutionen, eller andre relevante samarbejdspartnere.

Lederen af Specialpædagogisk Team har det endelige ansvar for fordeling af ressourcer ud fra det givne budget.

Dagplejen:

Dagplejen kan søge om vejledning/inklusionsressourcer til både dagplejere og dagplejepædagoger.

Hvad kan der søges ressourcer eller hjælp til:

Ressourcegrupper

Kommunen kan gennem visitation tilbyde en plads i en ressourcegruppe Lillebjørn, eller plads i et inkluderende tilbud i Mosegården.

Ansøgning om optagelse i Lillebjørn eller Mosegården, forgår via samme skema som ansøgning om inklusionsressourcer/vejledning. Ansøgning om plads i ressourcegruppe kan indsendes af leder af et af kommunens dagtilbud. Visitation til ressourcegruppe foregår altid i samarbejde med PPR.

Beskrivelse af arbejdsopgaver for inklusionsvejleder.

Inklusionsvejlederen bevilges som første led i indsatsen.

Inklusionsvejlederen skal observere og iagttage institutionens pædagogik, kultur og det visiterede barn/gruppe. Der tages udgangspunkt i differerede fællesskaber herunder fokus på deltagelse, muligheder og hindringer for inklusion.

Observationerne skal være med til at afklare hvilken pædagogik og strategier institutionen gør brug af i arbejdet med at fremme inklusion for barnet/gruppen.

I samarbejde med institutionen arbejdes der på at skabe de bedst mulige rammer for den inkluderende pædagogiske indsats, og hvilke forebygge tiltag institutionen kan arbejde videre med for at øge inklusionen, og dermed være med til at skabe udvikling, læring og trivsel for børnene.

Der tages udgangspunkt i en ressource- og relationsorienteret tilgang for at skabe deltagelsesmuligheder for alle.

En del af det at arbejde med ressourcer og relationer er også at arbejde med anerkendelse. Inklusionsvejledningen giver øget mulighed for at reflekterer over egen praksis og rolle i samspillet med barnet, hvilket er en forudsætning for at arbejde med anerkendelse. ICDP inddrages i dette arbejde for at styrke den relationsorienterede tilgang.

Inklusionsvejlederen skal have fokus på institutionens kultur, pædagogik og personalets tilgang til arbejdet i forhold til det ansøgte og vejlede herudfra. Inklusionsvejlederen finder sammen med institutionen ud af, hvordan der konkret kan arbejdes med det videre forløb.

Vi forventer at institutionen afsætter tid til, at personalet kan modtage vejledning.

Beskrivelse af arbejdsopgaver for Inklusionspædagog:

Inklusionspædagogen bevilges til kortere intensive forløb i institutionen med henblik på, sammen med institutionen at udvikle den inkluderende praksis.

Forløbet har som udgangspunkt en begrænset periode på ca. 3 mdr. med et bestemt aftalt timetal. Herefter er det tanken, at institutionen selv skal have integreret de nye tiltag og arbejde videre med det.

Er der brug for en længerevarende indsats, kan der søges om, at forløbet forlænges ved udløbet af den bevilgede periode.

Udgangspunktet for indsatsen kan være både et enkelt barn i særlige udfordringer, en mindre gruppe af børn eller en større gruppe f.eks. ”en hel stue”.

Fælles for indsatsen er, at fokus ligger på den inkluderende pædagogik og dermed at inklusionsindsatsen omfatter alle børn.

Institutionen skal sammen med Inklusionspædagogen være med til at sikre udvikling, trivsel og læring for de visiterede børn/grupper.

Inklusionspædagogen skal i samarbejde med forældre og institution sætte konkrete mål for indsatsen. Mål skrives ind i ansøgningsskemaet.

Inklusionspædagogen skal i samarbejde med institutionen sætte de konkrete handlinger i gang.

Institutionen har hovedansvaret for, at aftalerne bliver ført ud i deres pædagogiske praksis.

Arbejdsmøde

Ved opstart af forløb med inklusionsvejleder/inklusionspædagog afholdes der i løbet af de første 14 dage et møde, hvor der foregår en forventningsafstemning. Hvad kan dagtilbuddet tilbyde, hvad forventer de, og hvad forventer inklusionsvejlederen/inklusionspædagogen, og hvad kan inklusionsvejlederen/inklusionspædagogen tilbyde. Der udarbejdes fælles aftaler for forløbet.

Afslutning af forløb

Ved afslutning af forløb tilsendes et kort evalueringsskema, her evalueres indsatsen af både Inklusionsvejleder/inklusionspædagog samt institutionens indsats. Evalueringen indsendes til lfb@syddjurs.dk

Opdateret: 25-01-2017 10:32

Kontakt

Feedback