Generelt om magtanvendelse

Magtanvendelse er et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten, dvs. et aktivt indgreb, der sættes i værk over for en borger, som aktivt modsætter sig eller forholder sig passivt (dvs. ikke samtykker) til et konkret tilbud eller opfordring. Magtanvendelse omfatter alle tilfælde, hvor en borger ved en andens, som regel fysiske, indgriben begrænses i sin frie færden og dermed i sin selvbestemmelse.

 

Der er kun tale om magtanvendelse, hvis den foranstaltning, der iværksættes, har til formål – mod borgerens vilje - at begrænse borgerens frihed til frit at bevæge sig eller vælge opholdssted. Magtanvendelse kan også formuleres som ”fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten”.

 

Udgangspunktet er, at magtanvendelse ikke må finde sted. Men magtanvendelse kan undtagelsesvist være tilladt i en række nøje afgrænsede tilfælde, herunder over for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, når indgrebet er nødvendigt, og hvor det primære formål er at afværge risikoen for eller forhindre yderligere personskade. Hensynet til den enkeltes almene velbefindende kan dog også undtagelsesvis komme på tale i forbindelse med magtanvendelse.

 

Magtanvendelse er også fastholdelse og føring:

  • Fastholdelse skal altid ske så skånsomt og kortvarigt som muligt.
  • Fastholdelsen skal altid kombineres med tryghedsskabende initiativer.
  • Personalet må kun anvende deres hænder/arme og overkrop til fastholdelsen og må kun holde fast i/om borgerens hænder, arme og eller krop – ikke i hår eller omkring hoved eller hals, medmindre situationen er omfattet af nødværge eller nødret.
  • Udenfor de situationer, der er omfattet af nødværge/nødret, er det således ikke tilladt at bruge f.eks. hjælpemidler eller sin kropsvægt til at holde borgeren nede. Endvidere er skub, slag, spark eller førergreb ikke tilladt, medmindre der er tale om nødværge/nødret. Det samme gælder greb i borgerens hår m.v.
  • Personalet skal løbende vurdere, om der er mulighed for at iværksætte andre foranstaltninger end magtanvendelse via fastholdelse.
  • Det er ikke tilladt at føre en borger til et aflåst lokale eller til et lokale, hvor borgeren reelt ikke kan slippe ud fra, f.eks. fordi personalet totalt spærrer for udgangen.

 

Hvis man afværger eller stopper et angreb, er der dog tale om nødværge. Nødværge betyder, at fysisk magt, som ellers ville have været ulovlig at udøve, kan være straffri, hvis handlingen er foretaget i nødværge. Handlingen skal have været nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende angreb. Nødværgehandlingen skal også være afpasset til situationen i forhold til angrebets farlighed og angriberens person. Som eksempel kan nævnes, at det vil være straffrit med f.eks. sin arm eller en genstand at afparere et påbegyndt knytnæveslag eller med et kosteskaft at slå en kniv ud af hånden på en borger, som er ved at angribe med kniven. Omvendt vil det ikke kunne betragtes som (lovlig) nødværge, hvis der anvendes magt mod den pågældende borger efter, at angrebet fra vedkommende er ophørt/gennemført, medmindre borgeren gør tegn på straks at ville angribe igen.

 

Straffelovens § 14 fastlægger, at ulovlige handlinger, der er foretaget af nød (nødret), er straffrie, hvis handlingen var nødvendig til afværgelse af truende skade på person, bygninger eller ting og lovovertrædelsen (magtanvendelsen) måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning. Som eksempel kan nævnes, at det vil være straffrit at bruge magt for at flytte en borger fra afdeling A til afdeling B, hvis der er udbrudt brand i afdeling A.

 

Allerede fordi den ulovlige, men straffrie, magtanvendelse, der kan udøves via nødværge og nødret, altid vil være akut, kan der selvsagt ikke søges om tilladelse til at udøve denne form for magtanvendelse.

Opdateret: 07-04-2017 10:21
Feedback