2.13. Instruks for fysisk fastholdelse og føring til et andet rum, servicelovens § 126 og § 126 a

Følgende betingelser skal være opfyldt, og senere kunne dokumenteres, førend fastholdelse eller føring til andet rum lovligt vil kunne anvendes som magtanvendelse overfor en borger:

  • Borgeren har en dokumenteret betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, og han/hun er visiteret til hjælp (§§ 83-87 eller §§ 101-104).
  • Hvis borgeren er i stand til at give samtykke, skal alt hvad der er muligt, forinden være foretaget for at opnå borgerens frivillige medvirken.
  • Alle andre muligheder end fastholdelse og føring til andet rum skal være forgæves afprøvet eller overvejet, herunder om risikoen for personskade kan forhindres på anden måde, eksempelvis ved beroligelse af borgeren, afledning mm.

 

Formålet med brug af fastholdelse eller føring til andet rum skal være at afværge en nærliggende risiko for væsentlig personskade. Der må ikke anvendes fastholdelse eller føring til andet rum med henblik på at begrænse borgerens mulighed for at færdes frit. Fastholdelse eller føring til andet rum skal være absolut påkrævet for at afværge en nærliggende risiko for at borgeren eller andre vil lide væsentlig personskade, dvs. mere end knubs og blå mærker. Væsentlig personskade er eksempelvis brækkede lemmer, hjernerystelse, kraniebrud, løse tænder, snitsår fra knive og lign., grov fysisk vold, bid, forbrændinger, forgiftning m.m. Verbale trusler, tjatten, skrigen, nappen, spytten og lignende er ikke tilstrækkeligt.

 

Fastholdelse og føring kan kun ske akut

Behovet for at fastholde en borger eller føre ham/hende til et andet opholdsrum vil altid opstå pludseligt – eller i hvert fald så hurtigt, at det er utopi at skulle afvente en tilladelse fra en myndighed udenfor plejehjemmet/botilbuddet. Derfor forudsætter lovgivningen også, at fastholdelse eller føring til andet rum kun kan ske på baggrund af en akut opstået situation.

 

Det vil derfor i sig selv være ulovlig magtanvendelse at udføre forud planlagt fastholdelse eller føring til andet rum, og derfor kan der heller ikke lovligt gives tilladelse til en sådan magtanvendelse. Beslutningen om fastholdelse skal træffes på stedet af personalet på plejehjemmet/botilbuddet, når f.eks. en beboer helt uvarslet begynder at slå med knytnæver på medbeboerne eller, hvor en beboer relativt hurtigt går fra at være støjende til at være truende til at være voldelig.

 

Omsorgsmidler, herunder tryghedsskabende foranstaltninger

Foranstaltninger, som udelukkende iværksættes med henblik på at skabe øget tryghed eller forhindre skader og som ikke samtidig mod borgerens vilje forhindrer denne i at bevæge sig, er ikke magtanvendelse, men er varetagelse af omsorgspligten.

 

Eksempler kan være brug af afledning, beroligelsesteknikker, afværge-teknikker mv., som sikrer, at anvendelsen af fastholdelse eller føring til andet rum afværges eller minimeres mest muligt.

 

Tryghedsskabende foranstaltninger må dog ikke bruges mod borgerens vilje, da det vil være magtanvendelse, og under alle omstændigheder vil være ulovligt.

 

 

Registrering og indberetning

Registrering skal ske straks og senest dagen efter indgrebet.

 

Lederen har pligt til at sørge for opfølgning og refleksion, og at indsende indberetningsskemaerne (Socialstyrelsens skema 2) senest på 3. dagen efter indgrebet.

 

Skema 2 findes her.

 

Indsendelse på Sundhed- og Ældreområdet skal ske til demensteamet via advis i journalsystemet.

 

Indsendelse på Social- og Handicapområdet skal ske

  • til Social- og Voksen-handicap v/Inger Bach Nielsen
  • digitalt til Socialcentret,
  • til Socialtilsyn Midt, sikkerpost.socialtilsynmidt@silkeborg.dk, hvis borgeren har ophold i et tilbud, som er underlagt tilsyn fra Socialtilsyn Midt og
  • til Borgerens egen handlekommune (via sikker post), hvis denne er en anden end Syddjurs Kommune eller til Regionen, hvis borgeren har ophold i et regionalt botilbud. Se kontaktinfo i borgerens sag.

 

Udarbejdelse af handleplan

Servicelovens § 136 stk. 2, pålægger kommunen at udarbejde en handleplan for alle personer, overfor hvem der er truffet beslutning om magtanvendelse.

 

Sundhed- og Ældreområdet: Handleplanen udarbejdes af den nærmeste leder på bo- og aktivitetsstedet - så vidt muligt i samarbejde med borgeren.

 

Social- og Handicapområdet: Handleplanen udarbejdes af den nærmeste leder på bo- og aktivitetsstedet - så vidt muligt i samarbejde med borgeren.

 

Handleplanen jf. servicelovens § 141, skal angive:

  • formålet med indsatsen således at behovet for indgreb kan afsluttes
  • hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet
  • den forventede varighed af indsatsen

 

Dokumentationskrav

I forbindelse med magtanvendelsen skal følgende punkter dokumenteres:

  • Formålet med magtanvendelsen
  • Hvad der forgæves er gjort/overvejet for at undgå magtanvendelsen
  • Hvornår magtanvendelsen er sat i værk og at den er sket akut

 

Opdateret: 07-04-2017 10:40
Feedback