Dødsfald

Begravelseshjælp

Du kan som pårørende få begravelseshjælp, hvis det er dig, der står for begravelsen, og den afdøde havde ret til dansk sygesikring. Det har ingen betydning for begravelseshjælpen, om afdøde bliver begravet eller bisat.
Hvor meget du kan få i begravelseshjælp afhænger af afdødes alder, familieforhold, formue og evt. ægtefælles formue.

Du kan selv søge om begravelseshjælp, ligesom nogle bedemænd tilbyder at søge for dig.

Det er Udbetaling Danmark, der udbetaler begravelseshjælp. Har du spørgsmål om begravelseshjælp, kan du finde svar på borger.dk/begravelseshjaelp.

Her kan du:

  • søge om begravelseshjælp.
  • læse om regler og satser.
  • få svar på de oftest stillede spørgsmål om begravelseshjælp.

Du kan også kontakte Udbetaling Danmark:

 

Offentlig / Social Begravelse

Borgere, som ikke efterlader sig familie eller pårørende, som vil stå for begravelsen, kan begraves med hjælp fra det offentlige.

Ved en social begravelse får afdøde en enkel, men værdig bisættelse. Afdøde kremeres medmindre der foreligger et dokumenteret ønske om begravelse. Afdødes aske eller legeme nedsættes i de ukendtes grav på kirkegården i det sogn afdøde var bosidende.

Syddjurs Kommune, har indgået aftale med Bedemand Per Wraa, Ebeltoft Begravelse, Nørrealle 7, 8400 Ebeltoft og Rosenholm Begravelse, Løgtenvej 18, 8543 Hornslet. Alle sociale begravelser skal foretages af dette begravelsesfirma.

Syddjurs Kommune afholder udgifterne til bedemand og kirkegård. Når der foreligger skifteretsattest, hvori boet er udlagt til Syddjurs kommune, vil boet blive ryddet.

Familie og pårørende har således ikke råderet over boet, når der er taget stilling til, at de ikke vil stå for begravelsen. Der må ikke fjernes indbo, og nøgler skal afleveres til Borgerservice.

Har du spørgsmål vedørende sociale begravelser, kan du rette henvendelse til Borgerservice på tlf. 87 53 50 00. eller på syddjurs@syddjurs.dk

 

Efterlevelseshjælp

Du kan søge om efterlevelseshjælp, hvis din ægtefælle eller samlever dør. Efterlevelseshjælpen er et engangsbeløb, der afhænger af din indkomst og formue.

Det er Udbetaling Danmark, der udbetaler efterlevelseshjælp. Har du spørgsmål om efterlevelseshjælp, kan du finde svar på borger.dk/efterlevelseshjaelp. Her kan du:

  • søge om efterlevelseshjælp.
  • få svar på de oftest stillede spørgsmål om efterlevelseshjælp.

Du kan også kontakte Udbetaling Danmark:


Efterlevelsespension
Når ægtefællen eller samleveren dør fortsætter pensionsudbetalingen i tre måneder efter dødsfaldet, hvis begge parter er pensionister.

Efterlevelsespensionen består af parternes sammenlagte pensioner. Udbetaling af efterlevelsespension sker uden ansøgning, men det er en betingelse, at parterne boede sammen på tidspunktet for dødsfaldet. 

Læs mere om dødsfald og begravelse på Borger.dk

 

 

 

 

Opdateret: 30-03-2020 11:31

Kontakt