Vederlagsfri fysioterapi

Hvem får vederlagsfri fysioterapi?

Denne form for fysioterapi tilbydes dig, der enten har et svært fysisk handicap eller en funktionsnedsættelse som følge af fremadskridende sygdom. Formålet er at forbedre/vedligeholde dine fysiske funktioner eller at udskyde funktionsnedsættelsen.

 

Lægehenvisning

Forudsætningerne for at få vederlagsfri fysioterapi er, at du skal have en henvisning fra en praktiserende læge samt, at du opfylder nogle kriterier om diagnoser fastsat af Sundhedsstyrelsen.

 

Frit valg

Når du er henvist til vederlagsfri fysioterapi, kan du vælge at få fysioterapi hos en privatpraktiserende fysioterapeut eller hos de kommunale fysioterapeuter.

 

Hvor?

Fysioterapi hos de kommunale fysioterapeuter foregår

  • på Ambulant Genoptræning Syddjurs i Tirstrup
  • på Rosengården i Hornslet
  • i kommunens plejeboliger

 

Forundersøgelse

Vi vil gerne gøre det godt og grundigt. Derfor vil du indledningsvis blive interviewet af din fysioterapeut vedrørende din situation, sygdomsforløb samt dine forventninger til behandlings- og træningsforløb. Du vil ligeledes blive undersøgt af en fysioterapeut.

 

Trænings- og behandlingstilbud

Tilbuddet består primært af træning. Din træning vil blive tilrettelagt på baggrund af forundersøgelsen. Som udgangspunkt består tilbuddet af træning på hold og individuel træning.

Al træning vil være tilpasset dig og din situation og tage højde for de begrænsninger, der måtte være for dig. I nogle situationer vil der være behov for at supplere træningen med individuel opfølgning, hvor du kan blive behandlet med f.eks. udspænding. Din fysioterapeut vil aftale nærmere med dig.

 

Hjemmebehandling

Hvis dit helbred udelukker, at du kan transportere dig til fysioterapi ved privatpraktiserende eller kommunal fysioterapeut, kan lægen ordinere fysioterapeutisk behandling i hjemmet.

 

Fysioterapeutstuderende

Syddjurs Kommune er uddannelsessted for fysioterapeutstuderende. Du kan derfor komme ud for, at det vil være en fysioterapeutstuderende, der står for træningen, men altid med tilstedeværelse af en uddannet fysioterapeut.

 

Kontakt

Hvis du ønsker Syddjurs Kommunes tilbud om vederlagsfri fysioterapi, skal du kontakte

visitation for træning og aktivitet - se kontaktoplysninger i højre side øverst.
 

Vil du vide mere om det kommunale tilbud, skal du kontakte

AGS - Arbejde-Genoptræning-Sundhed - se kontaktoplysninger i højre side øverst.

 

Ønsker du vederlagsfri fysioterapi hos en privatpraktiserende fysioterapeut, kan du kontakte den ønskede klinik direkte. En oversigt findes på www.sundhed.dk.

 

 

Opdateret: 25-10-2018 14:53

Kontakt

Relaterede links

Feedback