Budgetanalyser 2019

Budgetanalyser
Budgetanalyser
Analyser af ”Fremtidens læringsmiljøer for børn og unge” og ”Fremtidens sundhed og omsorg”

Hvorfor analyser?

Syddjurs Kommune løser i dag en lang række serviceopgaver, hvoraf rigtig mange løses i et tæt samspil med borgere, virksomheder, civilsamfund med flere. De opgaver, som Syddjurs Kommune løfter eller indgår i løsningen af, tager alle afsæt i de politiske prioriteringer.

En af Syddjurs Kommune store udfordringer de kommende år består i forholdet mellem en svær økonomisk ramme overfor de ønsker, der er til prioritering af service og anlægsønsker.

Byrådet i Syddjurs har i de seneste år bedt administrationen om at udarbejde en række analyser af, hvordan forskellige driftsområder fortsat kan udvikles og omstilles. Analyserne skal levere input til et økonomisk råderum, som Byrådet kan anvende til investeringer og tilpasninger af kommunens drift og anlægsramme. Samtidig skal analyserne bidrage til at udvikle områderne i samarbejde med medarbejdere og borgere.

Hvad er opgaven i 2019?

Byrådet i Syddjurs besluttede i budget 2019, at der skal udarbejdes analyser på to af kommunens store velfærdsområder:

  • Fremtidens læringsmiljøer for børn og unge i kommunens dagtilbud, skoler og ungdomsskolen
  • Fremtidens sundhed og omsorg

Hvert af de to velfærdsområder har et årligt driftsbudget på 500-600 mio. kr., ligesom hvert velfærdsområde har mere end 1.000 ansatte.

Opgaven for hver analyse er at levere input til:

  • Et katalog over mulige omstillings- og udviklingsmuligheder.
  • Økonomisk råderum på 20-30 mio. kr. årligt på hvert område, der kan indgå i Byrådets budgetforhandlinger for budget 2020.

Hvordan arbejdes der med analyserne?

Mange af de opgaver, som løses på de to velfærdsområder, løses i samarbejde med borgere, virksomheder og andre aktører. For Byrådet har det derfor været væsentlig at betone vigtigheden af involvering og kvalificering af processen. Involvering og kvalificering er derfor centrale omdrejningspunkter i arbejdet.

Administrationen har organiseret arbejdet i en styregruppe med direktion og de direkte involverede chefer. Styregruppen følger og understøtter processen tæt – og samtidigt er konsulentfirmaet Implement engageret til at understøtte de enkelte chefer i arbejdet med de analyser, Byrådet har bestilt.

Konkret vil medarbejderrepræsentanter, ledere, forældreråd, handicapråd, ældreråd mv. blive inddraget og hørt i processen. Når de færdige analyser foreligger, vil de indgå som en del af budgetprocessen i efteråret 2019, hvortil der også kan afgives høringssvar.

Opgaven for alle involverede er at bidrage til en fortsat udvikling og omstilling af ”Fremtidens læringsmiljøer for børn og unge” og ”Fremtidens sundhed og omsorg” - samtidig med, at der skal peges på muligheder for at reducere de samlede omkostninger på områderne.

Resultater fra processen, høringssvar med videre vil blive publiceret på kommunens hjemmeside efterhånden, som de foreligger.

Tidsplan for arbejdet

Byrådet har ønsket afrapportering på budgetanalyserne i juni 2019. Analyserne vil derefter indgå i processen for budget 2020.

Det politiske pejlemærke i Syddjurs Kommunes budgetstrategi indebærer i øvrigt, at der årligt skal frigøres ca. 1 pct. af den samlede kommunale økonomi til nye kommunale udviklingsinitiativer. Dette svarer til akkumuleret 120 mio. kr. i 2022. Den politiske ambition er, at de økonomiske rationaler skal frigøres gennem intelligent omstilling og udvikling frem for en traditionel ”grønthøster”. Pejlemærket for omstilling på 120 mio. kr. i fjerde budgetår indebærer et årligt måltal for budgetarbejdet på ca. 1/3, hvilket svarer til ca. 30 mio. kr. årligt i perioden 2019-2022.

Kommissorier

Der er udarbejdet kommissoirier for begge analyser og der kan ses herunder i bilag.

Kommissoiriet for Fremtidens læringsmiljøer for børn og unge blev endeligt godkendt i Økonomiudvalget den 12. november 2018.

Kommissoiriet for Fremtidens sundhed og omsorg blev godkendt i økonomiudvalget den 12. september 2018.

 

Opdateret: 07-01-2019 15:36

Kontakt

Relaterede links

Feedback