Klima og miljøaftaler

Strategiske partnerskaber og lokale klimaaftaler.

Vi forpligter os

 

Når vi skal planlægge vores klimahandlinger, er aftaler et vigtigt værktøj for os. De viser retning ud fra anerkendte standarder og mål, så vi ikke skal genopfinde det hele. Aftalerne giver os viden, inspiration og erfaring fra partnerskabets ledelse og deltagere og forpligter os på ambitiøse mål og handlinger.

Bæredygtighedsstrategi

Bæredygtighedsudvalget har frem til 2020 arbejdet med fem centrale temaer: 

  • Naturkapital
  • Vaner og forbrug
  • Bæredygtig vækst
  • Bæredygtig bosætning
  • Fødevareproduktion og -forbrug

Bæredygtighedsudvalgets anbefalinger blev godkendt i Byrådet d. 25. november 2020

Klimapartnerskabsaftale med NRGi

Syddjurs Kommune har indgået en lokal klimapartnerskabsaftale med NRGi, Aftalen videreudvikles med nye samarbejdsprojekter i 2022.

NRGi redegørelse for Klimapartnerskabsaftale 2021 mellem Syddjurs Kommune og NRGi a.m.b.a.

Udfærdiget af NRGi november 2021

Indsatser og potentialer

Investeringer i den grønne omstilling gennem 250 ha solcelleprojekter.

I NRGi investerer vi i den grønne omstilling i Syddjurs Kommune. Vi har anmeldt tre konkrete solcelleprojekter med et samlet areal på ca. 250 hektar til kommunal behandling. Det er en væsentlig investering, som sikrer, at vi i fremtiden kan levere store mængder grøn strøm til glæde for borgere og virksomheder i kommunen.

Samtidig ønsker vi i så høj grad som muligt at afsætte vores grønt-producerede strøm i lokalområdet. På den måde sikrer vi, at borgerne i kommunen får mest mulig glæde af produktionen ved at undgå sort strømproduktion. Dette sker bl.a. gennem dialog med virksomheder og forsyningsselskaber i lokalområdet. NRGi tilbyder fastprisaftaler til virksomheder, så deres energiforbrug dækkes af grøn strøm. Samtidig arbejder vi for at kunne omsætte grøn strøm til varme, således fjernvarmen i fremtiden kan baseres på grøn, lokalproduceret strøm.

Der findes væsentlige fordele ved at kombinere sol og vind til produktion af grøn strøm. Sol leverer i Danmark først og fremmest strøm i sommermånederne, mens vinden blæser hele året. Med grøn strøm produceret via vindmølleprojekter, vil vi kunne levere bæredygtig energi til kommunens borgere og virksomheder hele året rundt, og det vil gøre den grønne omstilling til et endnu mere attraktivt valg. Dette vil også betyde, at vi frem-over kan udvikle Power-to-X-projekter, herunder sektorkoblinger til transportsektoren til lands og på vandet.

NRGi ønsker også at bidrage til øget biodiversitet, bl.a. gennem skovrejsning. Vores Bevar-Mig-El koncept giver mulighed for, i samarbejde med lodsejere og kommune, at rejse bæredygtige skovarealer til glæde for alle i kommunen. I vores projekter indtænker vi også biodiversitet bl.a. gennem single acces solcelleanlæg, hvor både dyre- og planteliv samt landbrug fortsat sikres gode betingelser i VE-områder.

Optimering af energiforbrug i kommunens bygningsmasse

I tæt samarbejde med Syddjurs Kommune arbejder vi proaktivt med energioptimering af kommunens byg-ningsmasse, bl.a. gennem energimærker, EnergyKey-platformen til driftsoptimering og energiledelse, uddan-nelse af servicepersonale i drift af bygningsmassen samt varmepumpeprojekter på skoler og plejehjem. Det bidrager konkret til optimering af kommunens energiforbrug og derigennem grøn omstilling af jeres bygninger.

Vi ser et stort potentiale i at arbejde strategisk med energiledelse i Syddjurs Kommune og derved bidrage til at indfri jeres strategiske mål for energiforbrug. Et tættere samarbejde inden for energiledelse vil hjælpe jer til at få styr på nuværende og fremtidigt energiforbrug, benchmarke jeres bygningsmasse i forhold til andre kommuner, optimal drift og vedligehold samt gennemførsel af konkrete energiforbedringer og -renoveringer. Derved kan vi sammen sikre, at jeres bygningsmasse udvikles og drives optimalt og fremtidssikret.

Infrastruktur til opladning af elbiler

NRGi bidrager også til den grønne omstilling for den enkelte borger med vores indsatser inden for ladeinfra-struktur til elbiler. Gennem vores delejerskab af Clever har vi været med til at opstille en 50 kW offentlig lade-station ved Føtex i Ebeltoft samt to mindre offentlige ladestationer ved hhv. Den Europæiske Filmhøjskole og p-pladsen ved Strandvejen. Denne udvikling fortsætter i fremtiden, og vi forventer et behov på 12 offentlige ladestationer frem mod 2025.

Vi har kompetencerne til at udbygge ladeinfrastrukturen i Syddjurs Kommune hele vejen fra elnettet til selve ladestanderen, og vi kan også levere grønne elaftaler, så bilister sikres, at de kører på grøn strøm.

Grønne varmekilder i beboelse og fritidshuse

Vi tilbyder borgerne i Syddjurs Kommune rådgivning, installation og grøn strøm til varmepumper til opvarm-ning af deres beboelses- og fritidshuse. I et samlet koncept tilbyder vi at rådgive om energitjek og muligheder for tilskud, installation og service fra vores VE-godkendte installatører, samt grøn og klimaneutral strøm fra danske vindmøller. Vi vil foreslå at dette tilbydes borgerne i samarbejde med Syddjurs Kommune. Gennem screening af varmekilder, baseret på data fra energimærker suppleret med BBR, kan vi identificere husstande med oliefyr og dermed målrette kommunikationen mod relevante borgere. Derved kan vi gøre en stor forskel for bæredygtig opvarmning i kommunen.

Fremtidssikker digital infrastruktur

NRGi bidrager til, at Syddjurs Kommune har en fremtidssikker og attraktiv digital infrastruktur. Vi har bl.a. sammen med DjursBo sikret implementering af fiber i alle DjursBos afdelinger, og vi bidrager også til at lægge fiber i jorden og dermed udbygge selve infrastrukturen.

Bæredygtigt og energioptimeret erhvervsliv

NRGi er førende inden for energirådgivning til industrien, og vi tilbyder kompetent og erfaren rådgivning til virksomheder, som specifikt er målrettet energioptimering af eksisterende bygningsmasse. Vi har bl.a. et samarbejde med ScanPan i Ryomgård, og gennem vores ydelser bidrager vi til et grønnere erhvervsliv i Syddjurs Kommune.

Fremover vil vi tilbyde virksomheder i kommunen vores ESG Basis-koncept, hvor vi kan hjælpe med at skabe overblik over energiforbrug og CO2-footprint, energiscreene produktionsprocesser og foreslå konkrete opti-meringstiltag samt udvikle en projektplan for det videre arbejde. Derved kan vi løfte virksomhederne med ombord på den grønne omstilling og nedbringe den samlede CO2-udledning fra erhvervslivet i kommunen.

Socialt og miljømæssigt bæredygtige boliger og byggeprojekter

Vi bidrager til godt og socialt bæredygtigt byggeri i kommunen, bl.a. ved vores rolle i byggeriet af Byens Hus i Lillerupparken i Rønde, hvor samhørighed indbyrdes og med de nære omgivelser er i højsædet. Vi yder bygherrerådgivning til DjursBo i en række af deres projekter, og vi er pt. med til at bygge et stort antal almene boliger. Herigennem bidrager vi til social bæredygtighed via almene lejemål i kommunen.

I fremtiden ser vi et stort potentiale i at bidrage til socialt og miljømæssigt bæredygtigt byggeri i Syddjurs Kommune. Vi har en klar ambition om at gøre bæredygtighed til en integreret del af byggeriet. Derudover tilbyder vi at rådgive om solceller og klimasikring, når der skal bygges nyt og bæredygtigt. I fremtiden bliver regnvand en udfordring, og det er væsentligt, at byggeri i kommunen sikres mod skader som konsekvens af klimaforandringer. Endelig tilbyder vi konkret at administrere elaftaler for almene boligforeninger og på den måde fjerne en besværlig og ikke-værdiskabende opgave fra det almene boligselskab. Med en grøn elaftale i hånden sikrer vi, at der altid leveres bæredygtig strøm til de almene boliger, også i overgangsperioder mellem lejere og lignende.

Landbruget

Syddjurs Kommune har indgået en lokal klimapartnerskabsaftale med Djursland Landboforening. Med aftalen forpligter partnerne sig til at samarbejde om løsninger for at mindske klimaudfordringerne på en måde, der samtidigt understøtter landbrugets udvikling som erhverv i kommunen.

Syddjurs Kommune understøtter den grønne omstilling af det lokale landbrug.

Varmeforsyning

Syddjurs Kommune har dialog med kommunens varmeforsyningsselskaber om at indgå en lokal klimapartnerskabs- og udviklingsaftale. Aftalen forventes underskrevet i 2022.

Bæredygtigt erhverv

Syddjurs Kommune arbejder for at danne en lokal klimapartnerskabs- og udviklingsaftale med erhvervslivet lokale institutioner.

Se Klimaplanen "DK2020" i linksamlingen.  

Transport

Syddjurs Kommune arbejder for at danne en lokal klimapartnerskabs- og udviklingsaftale med bl.a. erhvervslivets lokale aktører indenfor transport.

Se Klimaplanen "DK2020" i linksamlingen.  

Borgmesterpagten

Syddjurs Kommune tilsluttede sig i 2012 EU’s klimainitiativ Borgmesterpagten som den 3.724-ende kommune i Europa. De mange klimakommuner tæller mere end 157 mio. europæiske indbyggere.

”Borgmesterpagten” er et initiativ, der tager sigte på at støtte op om de kommuner i Europa, hvis målsætning er minimum 20% nedsættelse af deres CO2-udledning.

Aftalen sætter nogle mål for CO2-reduktion i kommunen, der betyder at kommunen og dets borgere og virksomheder skal inddrages i en CO2-reduktion på mere end 20% inden 2020. Borgmesterpagten er den Europæiske Unions svar på bekæmpelse af klimaændringerne.

Formålet med borgmesterpagten er mere vidtrækkende end blot en hensigtserklæring. For at opfylde de fastsatte mål om at reducere CO2-udledningen, som underskriverne selv opstiller, forpligter de sig til en række tiltag og accepterer at foretage indberetning og overvågning deraf. Inden for visse foruddefinerede rammer påtager de sig formelt at leve op til følgende:

  • At udvikle tilstrækkelige administrative strukturer, herunder allokering af tilstrækkelige menneskelige ressourcer, med henblik på at varetage de nødvendige tiltag;
  • At udarbejde et CO2-regnskab;
  • At indgive en handlingsplan for bæredygtig energi i året efter den officielle tiltrædelse af borgmesterpagten, der indeholder konkrete tiltag rettet mod at opnå en reduceret CO2-emission på mindst 20% inden 2020;
  • At indgive en implementeringsrapport mindst hvert andet år efter indgivelse af handlingsplanen for bæredygtig energi til evaluerings-, overvågnings- og verificeringsformål.

For at efterkomme det meget vigtige krav om at mobilisere lokale interessenter i udviklingen af handlingsplaner for bæredygtig energi, påtager underskriverne sig også at:

  • Dele erfaring og knowhow med øvrige lokale myndigheder;
  • Arrangere lokale energidage for at øge borgernes bevidsthed om bæredygtig udvikling og energieffektivitet;
  • Deltage i eller bidrage til borgmesterpagtens årlige ceremoni, temaworkshops og møder blandt diskussionsgrupper;
  • Sprede budskabet om pagten i de rette fora og i særdeleshed opfordre andre borgmestre til at tiltræde.

Deltagelse i Borgmesterpagten er desuden en forudsætning for at opnå andel i EU’s mange energi- og klimastøtteordninger i forbindelse med evt. fremtidig finansiering af konkrete udviklings- og demonstrationsprojekter på energi- og klimaområdet i Syddjurs Kommune.

Miljø og Klima

Mandag-Onsdag

08:30 - 15:00

Torsdag

08:30 - 17:00

Fredag

08:30 - 12:00

Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft
Del siden