Særligt tilrettelagt uddannelse

Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) er for dig, der af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse

Hvad er STU

En STU er en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, der har til formål, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og at give unge med potentiale herfor forudsætninger for videre uddannelse og beskæftigelse.

En STU tager 3 år. Der kan holdes pause undervejs, men forløbet skal gøres færdigt inden for 5 år.

Tilbuddet kan gives efter undervisningspligtens ophør, og frem til det fyldte 25 år

STU er en ret for den unge, der er ikke pligt til at begynde på STU.

Under STU er man ikke berettiget til SU, men man vil kunne modtaget for eksempel uddannelseshjælp eller førtidspension, hvis man er tilkendt dette.

Det er også muligt at modtage tilskud til transporten fra sit hjem til uddannelsesstedet.

STU er et dagundervisningstilbud.

En STU kan sammensættes af elementer af undervisning, træning, praktiske opgaver samt sociale aktiviteter, herunder fx bo-selv-træning, arbejdstræning og praktikforløb hvis muligt.

Botilbud i tilknytning til et STU-forløb skal søges særskilt:

  • Hvis du er under 18 år, så er det Familieafdelingen der tager stilling til om du er i målgruppen for et botilbud.
  • Hvis du er over 18 år, så er der Socialafdelingen der tager stilling til om du er i målgruppen for et botilbud.

Du kan læse om to af kommunens botilbud her: Botilbud og bostøtte - Syddjurs Kommune

Formål

Formålet med STU er, at:

  • unge i målgruppen for uddannelsen opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og
  • give unge med potentiale herfor forudsætninger for pågældende eventuelt kan påbegynde videreuddannelse og beskæftigelse

Målgruppe

Målgruppen for STU er unge, der ikke er fyldt 25 år og, som på grund af en varig nedsat psykisk eller fysisk funktionsniveau ikke har mulighed for at gennemføre en anden ordinær ungdomsuddannelse selv om den unge modtager specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.

Hvad er processen mod STU

Efter dialog med den unge gør STU-vejleder sagen klar til forelæggelse for STU Visitationsudvalget. Det er muligt for den unge at have familie eller andre, som den unge har tillid til, med i dialogen.

Før sagen kan forelægges, skal følgende være belyst:

  1. Den unges skolemæssige kompetencer
  2. Vurderinger og indsatser fra PPR
  3. Udtalelser fra skoler og efterskoler
  4. Vurdering i forhold til FGU, udtalelse fra eventuelt forløb på FGU
  5. Eventuelle tiltag lavet via Jobcenteret
  6. Helbredsmæssige forhold, både fysiske og psykiske
  7. Beskrivelser af besøgspraktikker på STU-institutioner

Som udgangspunkt skal den unge have mulighed for at vælge mellem flere forskellige uddannelsessteder, inden den unge beslutter sig.

På baggrund af dialogen med den unge informerer STU-Vejleder om forskellige relevante uddannelsessteder og vil vise den unge steder, som vedkommende er interesseret i at se.

Dette er ikke tilfældet, hvis det vurderes, at den unge har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, og at kun ét uddannelsessted matcher den unges behov.

Visitationsudvalg

I Syddjurs Kommune er der nedsat et visitationsudvalg, der træffer afgørelse om, hvorvidt den unge er i målgruppen for STU, og om den unge kan optages på STU.

I Syddjurs Kommune består Visitationsudvalget af følgende:

Formand – Centerleder i Center for Unge, Uddannelse og Job

Centerleder i Socialcenteret

STU-vejlederne

En sekretær / referent

Kvalitet i uddannelsen

Forløbsplan:

Når en ung er optaget på STU, udarbejder uddannelsesvejleder efter dialog med den unge en individuel forløbsplan over uddannelsesforløbet. Efter dialogen tages der stilling til, om der skal indledes med et afklaringsforløb.

Forløbsplanen skal indeholde en specificeret beskrivelse af det planlagte forløb. Konkret skal forløbsplanen indeholde følgende:

  1. En oversigt over de aktiviteter, herunder praktikophold, som skal indgå i den unges uddannelsesforløb
  2. Progressionsmål for den unge, så forløbsplanen leder frem til ressourcepapiret, der skal laves inden afslutning af STU.
  3. Løbende dokumentation af aktiviteter, der har til formål at afklare den unges overgang til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidstilbud eller sociale aktiviteter.

Uddannelsesvejlederne anvender skabelonen for forløbsplanen, der er udarbejdet af Børne- og undervisningsministeren.

Uddannelsesvejlederen justerer forløbsplanen efter behov efter et eventuelt afklaringsforløb. Uddannelsesvejlederen følger løbende og mindst en gang årligt op på forløbsplanen og justerer denne efter behov og i dialog med den unge.

Uddannelsesbevis

STU afsluttes med et uddannelsesbevis fra kommunen, der beskriver uddannelsens indhold og de kompetencer og læringsmål, den unge har opnået.

Unge med gennemført STU har adgang til det øvrige uddannelsessystem efter de almindelige gældende regler.

Den videre proces

Senest 12 måneder før afslutning af den planlagte STU bliver der påbegyndt et ressourcepapir, som skal danne grundlag for en eventuel revision af den unges uddannelsesplan (kapitel 1 b i lov om kommunal indsats for unge under 25 år). Ressourcepapiret skal også bruges i planlægning og koordinering af, hvad den unge skal overgå til efter STU.

Når ressourcepapiret laves, anvendes skabelonen for ressourcepapir, der er udarbejdet af Børne- og undervisningsministeren.

På 3. år senest 3 måneder før afslutningen af STU holdes et møde med den unge om overgangen fra STU til videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter. På mødet kan den unge bistås af forældre eller andre personer, som den unge har tillid til. Udover den unge deltager en eller flere repræsentanter fra STU og STU-vejleder og som udgangspunkt en sagsbehandler fra Jobcenteret. Hvis det er relevant, kan kontaktpersoner og sagsbehandler fra familie- eller socialafdelingen også deltage på mødet.  

Når den unge afslutter STU udstedes et uddannelsesbevis med:

  1. en kort beskrivelse af uddannelsens indhold
  2. de kompetencer, som den unge har opnået og
  3. en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele

Når uddannelsesbeviset laves, anvendes skabelonen for uddannelsesbevis, der er udarbejdet af Børne- og undervisningsministeren.

Kvalitetsaftale

Hvis elementer i et STU-forløb bliver leveret af andre end det kommunale tilbud (STU Syddjurs) indgår kommunen en skriftlig kvalitetsaftale.

I aftalen indgår:

  1. en beskrivelse af opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsen og uddannelsesstedet,
  2. en beskrivelse af undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang,
  3. en beskrivelse af de økonomiske vilkår for uddannelsesstedets varetagelse af opgaven, herunder budget og regnskab,
  4. en angivelse af eventuelle kvalitetsparametre for institutionens udførelse af opgaven og
  5. et krav om, at institutionen giver kommunalbestyrelsen de oplysninger, som kommunalbestyrelsen skønner nødvendige, om varetagelsen af opgaven.

Der med sikre Syddjurs Kommune, at kvalitetsaftalerne tager udgangspunkt i den vejledende skabelon fra Børne- og undervisningsministeren.

Center for unge, uddannelse og job

Mandag-Tirsdag

08:30 - 15:00

Torsdag

08:30 - 17:00

Fredag

08:30 - 12:00

Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft