Aflastningstilbuddet Skovly

Randersvej 85B - Termestrup , 8544 Mørke

Aflastningshuset Skovly

Aflastningshuset Skovly er et aflastningstilbud for børn og unge med handicap

Huset ligger lige op ad skoven, og lige udenfor døren har vi en hyggelig indhegnet sø, heste, grise, får, kaniner og en kat. Vi har i huset 5 værelser og dermed plads til 5 børn og unge ad gangen.

Vi bor på samme matrikel som aktivitetstilbuddet Skovly og STU (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.)

Hos Aflastningshuset Skovly har vi vores egen bus. Personalet henter og bringer barnet/den unge til og fra dagtilbud/ skole. Det giver os mulighed for et tæt samarbejde med vores samarbejdspartnere.

Aflastningshuset Skovly tilbyder aflastningsforløb af kortere og længere varighed. Der tilbydes aflastning på hverdage og i weekender og i den konstruktion, der er mulighed for.

Et aflastningsdøgn går fra kl. 15.00 til kl. 15.00 næste dag. Er der skiftedag på dage, hvor dagtilbud/ skole er lukket, skal barnet være afhentet senest kl. 11.00. Ankomst sker efter kl. 15.00.

Den professionelle tilgang

Skovly er et tilbud, hvor der bliver anvendt relations pædagogik med udgangspunkt i et trygt, varmt, roligt, omsorgsfuldt, struktureret og forudsigeligt miljø med omsorgsfulde professonelle personale. 

Vi fokuserer på de positive relationer der opstår i hverdagen, og vi kigger på de forskellige samspil der opstår mellem de enkelte børn/ unge mennesker.

Vi arbejder ressourcefokuseret og anerkendende med udgangspunkt i den enkelte unge / det enkelte barn.
(KRAP – Kognitiv Ressourcefokuseret Anderkendende Pædagogik).

Tæt forældresamarbejde

Personalet på Skovly vægter en tæt kontakt til forældrene. En tæt kontakt med forældrene er afgørende for barnets trivsel i aflastningen, samt en forudsætning for et godt samarbejde.

Vi er med til at skabe rammerne omkring at bygge bro mellem hjem og aflastning. Forud for aflastningen på Skovly, vil der være en tæt dialog mellem forældre og personalet hvis der er behov for dette, så vi hele tiden er opmærksom på hvor den unge/barnet er. Samme overlevering vil ske efter ophold enten via kommunikationsbogen eller mundtlig overlevering.

Opstarten på Skovly

Når barnet/den unge er visiteret til Skovly, laves der en individuel indkøringsplan. Vi tager gerne på hjemmebesøg/ skolebesøg for at få den bedst mulige overlevering af barnet/ den unge inden opstart.

Rammerne på Skovly

Barnet/den unge får sit eget værelse med badeværelse.
Værelset indrettes efter barnet/den unge der er i aflastning, så det bliver et værelse med genkendelige rammer og med et interessefokus. Der

sikres til dagligt en sund og varieret kost ud fra organisationens kostpolitik.

Eventuel medicin vil blive opbevaret i aflåst skab. Nogle har brug for at få deres medicin i køleskab, her vil der være et separat køleskab til dette.

Barnet/den unge vil så vidt muligt møde det samme personale og børn/unge når han eller hun er i aflastning på Skovly.
Skovly er placeret i et naturskønt område med højt til loftet og som indbyder til leg i naturen. Aktiviteterne følger den enkle børnegruppes interesser og behov.

Derudover er der mulighed for at benytte træværksted, legeplads, skov, læringshave, drivhus og meget andet.

Aflastningshuset Skovly

Randersvej 85B - 8544 Mørke