BPA ordning

Hvem kan få en BPA ordning?

Du skal have en betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der medfører et omfattende behov for hjælp for at få en BPA-ordning, eller have et hjælpebehov, så omfattende, at det ikke kan dækkes af andre støttemuligheder fra kommunen som f.eks. hjemmehjælp og ledsageordning.

BPA-ordningen indebærer at du får tilskud til at ansætte personlige hjælpere hjemme hos dig selv. 

Du skal være over 18 år, men der er ikke fastsat en øvre aldersgrænse, så du kan fortsætte med denne form for hjælp efter du er fyldt 67 år.

 

Arbejdsgiveransvar og være arbejdsleder

For at bruge BPA-ordningen skal du være i stand til at fungere som arbejdsgiver. Hvis du overfører tilskuddet til en nærtstående, en virksomhed eller forening skal du dog alene være i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Det er dig, der vælger, om du ønsker at være arbejdsgiver for hjælperne, eller du hellere vil indgå en aftale om at overføre bevillingen til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, der vil påtage sig opgaven.

Kommunen kan rådgive dig om det ansvar, regler og de opgaver, der er forbundet med at være arbejdsgiver.

Som udgangspunkt indebærer arbejdsgiveropgaven ansvaret for at administrere ydelsen og de praktiske og juridiske opgaver, der er forbundet med at modtage en bevilling til BPA:

  • praktiske og juridiske opgaver forbundet med ansættelse og afskedigelse af hjælper
  • udarbejdelse af ansættelsesbeviser til hjælperne
  • udbetaling af løn
  • indberetning af skat, tegning af lovpligtige forsikringer, indbetaling til ferie og barselsfond og ATP
  • gennemførelse af nødvendige arbejdsmiljøforanstaltninger.

Hvis du har overført tilskuddet til en nærtstående, en forening eller en virksomhed, skal du stadig kunne fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Ved arbejdsleder forstås, at du skal tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne bl.a ved:

  • Varetage arbejdsplanlægning sammen med og for hjælperne
  • Udarbejde jobbeskrivelse og jobopslag/annonce
  • Udvælge hjælpere, herunder at varetage ansættelsessamtaler
  • varetage oplæring og daglig instruktion af hjælperne
  • Afholde personalemøder, sygefraværssamtaler
  • Kunne sætte dig ind i arbejds- og hviletidsregler, ferielov og barselsregler.
  • Sørge for et godt arbejdsmiljø

 

Nærmere oplysninger vedr. BPA ordning kan fås ved henvendelse til Socialcentret i Syddjurs Kommune.

Reglerne fremgår af § 95 og § 96 i Serviceloven - Lov om Social Service.

Spørgsmål til Borgerstyret Personlig Assistance SEL §96 skal p.t. rettes til rådgivere i Socialcenteret.

Borgerservice

Mandag-Tirsdag

08:30 - 15:00

Torsdag

08:30 - 17:00

Fredag

08:30 - 12:00

Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft