21.06.2022

Ådalens Børnehus bliver klogere på leg og læring

Hvordan spiller leg sammen med børns læring, trivsel og udvikling? Det lærer personalet i Ådalens Børnehus i Syddjurs meget mere om efter sommerferien. 

Her skal institutionen sammen med 11 andre dag-og fritidstilbud deltage i projektet Leg For Dig. Projektet er et samarbejde mellem de seks professionshøjskoler i Danmark og støttes af LEGO Fonden.

 

Møgbeskidte flyverdragter, tusch på fødderne og et krøllet stykke papir i rygsækken, der for alt i verden ikke må smides ud, for: "Det er jo en rumraket, Mor". Som forælder er man ofte ikke i tvivl, når der har været gang i gode lege i vuggestuen og børnehaven. Men hvad gavner det egentlig med den leg, og hvordan prioriteres og faciliteres den af personalet i en travl hverdag i daginstitutionerne?

 

Det forsøger et nyt projekt nu at gøre os klogere på. Projektet Leg For Dig undersøger legens muligheder og betydning for danske børn og unges trivsel, udvikling og læring sammen med pædagogisk praksis i udvalgte institutioner, heriblandt altså Ådalens Børnehus i Syddjurs Kommune.

 

Børnene inddrages både i selve udviklingsprocessen og i pædagogernes arbejde med at udvikle praksis. Læringsforløbene vil blive udviklet i samarbejde med undervisere fra de danske professionshøjskoler. Sammen med institutionen aftales og tilrettelægges trinvise processer- og læringsforløb med forskellige eksperimenter og tiltag, der skal udforskes og afprøves i praksis. Hvad sker der f.eks. hvis et rum en dag ser anderledes ud, end det plejer? Hvad nu, hvis de voksne gør noget andet, end de plejer at gøre? Hvad hvis det er børnene, der skal bestemme, hvad der skal ske om formiddagen og de voksne skal være med? Det er eksempler på mulige undersøgelser, hvor Ådalens Børnehus skal blive klogere på, hvad der sker med børns leg i løbet af dagen og hvad børnene får ud af det.

 

"Jeg er stolt af og glad for, at Ådalens Børnehus er en af de 12 udvalgte institutioner på landsplan, som efter sommerferien får hjælp til at være nysgerrige og understøtte leg og legende læring endnu mere i vores praksis" siger Carsten Bonde Braüner, leder af Ådalens Børnehus.

 

Projektet strækker sig over halvandet år. Efter sommerferien 2022 får Ådalens Børnehus besøg af den projektambassadør, der skal være tilknyttet institutionen under forløbet. Her bliver de også meget klogere på, præcis hvad forløbet kommer til at indeholde.

 

"Leg er noget, vi skal have et særligt fokus på, og det har vi Ådalens Børnehus. Vi bliver i hverdagen dog ofte "overhalet indenom" og derfor er mange af de gode spor og tiltag vi sætter i gang, svære at skabe rum for og holde fast i. Det får vi nu hjælp til. Ikke i et stift koncepttiltag, men i et skræddersyet forløb, som tager udgangspunkt i vores rammer, børn og medarbejdere", siger Carsten Bonde Braüner.

 

Formand for Familie-, børne- og læringsudvalget Kirstine Bille siger:  

 

"Det er et meget spændende projekt med afsæt i børnenes og medarbejdernes hverdag. Og så er det jo dejligt, at børn får lov at lege, samtidig med, at Ådalens Børnehus kan være med til at sprede ny og god viden til vores andre institutioner". 

 

Fokus på leg og læringsfællesskaber er ikke noget nyt i Syddjurs Kommunes dagtilbud - tværtimod er det et vigtigt pejlemærke i den Læring-og trivselspolitik, som Byrådet har vedtaget. Emnet er desuden ofte tema på lederkonferencer og møder.

 

Chef for Børn og læring Per Viggo Larsen udtaler:

 

"Vores dygtige medarbejdere i både dagtilbud og skoler arbejder hver dag for at skabe gode, inkluderende læringsfællesskaber for børnene. Det lykkes rigtig godt langt hen ad vejen, men det er altid spændende at få endnu mere viden og nye værktøjer til at styrke læring og trivsel. Jeg glæder mig til at følge projektet i Ådalens Børnehus og til, at inspirationen deles med vores andre dagtilbud".

 

Del siden