23.06.2022

Anders Blæsbjerg Baun bliver ny direktør for sundhed og dannelse

Syddjurs Kommune har ansat Anders Blæsbjerg Baun pr. 1. august 2022 som direktør for sundhed og dannelse. Anders Blæsbjerg Baun er 40 år og kommer fra en stilling som arbejdsmarkedschef i Favrskov ..

Byrådet i Syddjurs Kommune besluttede i februar 2022 at udvide direktionen fra tre til fire direktører. Baggrunden for udvidelsen er at sikre tilstrækkelig ledelse i forbindelse med de store forandringer, der finder sted inden for flere af kommunens store serviceområder.

 

Et enigt ansættelsesudvalg har besluttet at pege på Anders Blæsbjerg Baun som ny direktør for sundhed og dannelse. Direktørområdet dækker de store områder med dagtilbud, skoler, ældrepleje og andre sundhedstilbud.

 

Formand for ansættelsesudvalget borgmester Michael Stegger Jensen udtaler om ansættelsen:

 

 - I ansættelsesudvalget har vi været helt enige om at pege på Anders Blæsbjerg Baun, som vores nye direktør for sundhed og dannelse. Ansættelsen er et udtryk for Byrådets anerkendelse af de udfordringer og forandringer, som både sundheds- og ældreområdet og skoler og dagtilbud står over for. I Anders har vi fundet en både en kompetent og inddragende leder, som kan stå i spidsen for forandringerne på de to store områder. Det er jeg meget tilfreds med.

 

Anders Blæsbjerg Baun er 40 år og kommer fra en stilling som arbejdsmarkedschef i Favrskov Kommune, hvor han har været siden 2016. Han er uddannet i statskundskab og er master i offentlig ledelse. Han har udover opgaven som arbejdsmarkedschef også fungeret som sekretariatschef for Børn og Skole og som borgerservicechef.

 

Kommunaldirektør Rasmus Møller udtaler om ansættelsen:

 

 - Det glæder mig at kunne præsentere Anders Blæsbjerg Baun, som vores nye direktør for sundhed og dannelse. Anders har stor strategisk forståelse og viden om de store opgaver, som vi står over for i de kommende år. I sit nuværende job har han vist stort overskud til at omstille og bedrive ledelse i en krisetid præget af Covid-19 og Ukrainesituationen. Med Anders på holdet er vi nu fire direktører i en samlet og styrket direktion, det tegner godt. Jeg glæder mig til samarbejdet.

 

Anders Blæsbjerg Baun er gift, har tre børn og bor i Søften.