19.01.2023
Det mobile borgmesterkontor kom til Feldballe
Årets første besøg med det mobile borgmesterkontor gik til Feldballe tirsdag den 17. januar. Her besøgte Michael Stegger Jensen blandt andet Kooperativet, økolandsbyen Friland, idrætsforeningen og ..
En kold vinter-regn var ingen hindring for fart over feltet og kilometer i benene, da det mobile borgmesterkontor rykkede til Feldballe den 17. januar.
Dagen begyndte med virksomhedsbesøg om morgenen hos Feldballe Købmandsgård på Ebeltoftvej, hvor Borgmesteren blandt andet hørte mere om Kalø Whisky og Vin og Simons Brød. Begge er en del af Kooperativet, den lokalt- og andelsejede købmandsforretning.
Her kan man købe Coop-varer og lokaltproducerede ditto med fokus på bæredygtighed.
Der blev også tid til at afsløre et fint, historisk skilt over bygningen, som efter en tilbagetrukket tilværelse hos lokalarkivet nu kommer til ære og værdighed igen på facaden.
Hvem bestemmer, hvad vi skal have til aftensmad?
Herefter var det tid til åbent kontor på friskolen, hvor flere borgere kiggede forbi i løbet af formiddagen. Borgmesteren benyttede også lejligheden til at hilse på skolens 7. klasse, som var i "snusepraktik" og i gang med at lave en venskabsbænk med hjælp fra en lokal håndværker.
Med mellemrum kiggede flere af de yngre elever forsigtigt indenfor og hilste på. Flere bad om en autograf og selfies. Der blev talt om, hvad et Byråd og en Borgmester egentlig er for noget, hvem der sagde, at alle skulle have mundbind på under corona, og at Byrådsmedlemmer ikke kan bestemme, hvad man skal have til aftensmad. Således beroliget gik eleverne videre i dagens program.
Det samme gjorde Borgmesteren, som efter frokost besøgte idrætsforeningen lige ved siden af skolen. Her viste medlemmer af bestyrelsen rundt ved den fine, nye padelbane, skaterbanen, multibanen og de øvrige anlæg ved siden af hallen. De er alle flittigt benyttet af de lokale og til stor glæde og aktivitet for alle aldersgrupper. Det blev også til en god dialog om hallens betydning for Feldballe, og hvordan bevægelse, idræt og samvær er noget af det, som knytter et lokalsamfund sammen.
Bæredygtighed i fokus
Herefter gik det i rask trav henover marken til økolandsbyen Friland. Her tog Steen Møller og Jens-Peter Mølgaard imod, og den næste times tid viste de rundt og fortalte om stedet.
Friland er en andelsforening stiftet i 2002 og udvidet flere gange siden, så den i dag rummer omkring 75 voksne og 35 børn. I økolandsbyen bor mennesker, som er optaget af at finde og videreudvikle en anderledes hverdag, hvor bæredygtighed, gældsfrihed, natur og selvforsørgelse er i centrum. Der er blandt andet fokus på ikke at skabe affald, at genanvende og tænke cirkulært og leve i samhørighed og samarbejde med naturen, så man hjælper biodiversiteten på vej og efterlader så få aftryk som muligt.
Det kommer blandt andet til udtryk i beboernes huse, hvor man isolerer med blandt andet halm og muslingeskaller, i køkkenhaver og drivhuse og i den lokale "byttebiks", hvor tøj, bøger, legetøj og meget andet skifter hænder.
Den kendte restaurant Moment holder også til hos Friland. Det grøntsagsbaserede spisested hviler på et fundament af lokaltproducerede, økologiske råvarer.
Borgmesteren siger om dagen i Feldballe:
"Det var en supergod start på 2023 at rykke kontoret til Feldballe. Jeg oplever et stort engagement, iderigdom og evne til at tænke "ud af boksen" her i lokalsamfundet. Det er meget inspirerende og viser, hvordan mindre landsbysamfund kan udvikle sig gennem nye, anderledes løsninger. Jeg er også meget imponeret over det stærke fællesskab i byen".
Næste gang, det mobile borgmesterkontor rykker ud, er tirsdag den 21. februar i Pindstrup.
