18.11.2022

Det mobile borgmesterkontor kom til Tirstrup

Eksotisk brugskunst, efterskoleliv og kreative fællesskaber. Borgmester Michael Stegger Jensen rykkede sit kontor til Tirstrup den 16. november og oplevede nye sider af en by, som er meget mere end ..

For mange er Tirstrup på Djursland en mindre by, bedst kendt for en lufthavn og ellers mest et punkt på vejen til Aarhus/Grenaa alt efter, hvilken retning man transporterer sig i. Men som mange andre lignende steder bobler det under overfladen. Det oplevede Borgmester Michael Stegger Jensen onsdag den 16. november, hvor han med det mobile borgmesterkontor tilbragte dagen i lokalområdet.

 

Man lagde ud om morgenen med besøg hos virksomheden we.supply/Bongusta på Ebeltoftvej 4, som har ligget på adressen siden 2020. Her driver mor, søn, datter og svigerbørn i fællesskab en spændende forretning med import af eksotiske produkter, f.eks. foldekasser (fra Tyrkiet), termoflasker (fra Japan) og sandaler (fra Israel).

 

Bongusta er virksomhedens eget mærke, hvor de selv udvikler, designer og får produceret varer i Indien, med stærk inspiration fra den indiske kultur og farverige stil. Bongustas produkter omfatter tæpper, sengetæpper, håndklæder og puder.Udover ejerne tæller virksomheden 5 medarbejdere. Borgmesteren fik en rundtur på lageret og oplevede også Bongustas showroom. 

 

Kig ind på Idrætsefterskole

Herefter trillede det mobile borgmesterkontor mod Tirstrup Idrætsefterskole. Her viste tre af eleverne Borgmesteren rundt og fortalte om efterskolelivet og deres hverdag på skolen. Der blev lejlighed til et kig ind på værelserne, undervisningslokalerne, gamer-rummet og de mange sportsfaciliteter (padelbane, beachvolley-baner, crossfit, multibane mm.).

 

Skolens elever kommer fra hele Østjylland. Mange fra Aarhus, Randers og Skanderborg, og der er også unge fra Syddjurs og Norddjurs. Skolen har 136 elever (10. klasse) og der er pt. venteliste. 

 

Kreative sysler på træværksted

Herefter var det tid til et sceneskift. Turen gik til "Tanken" på Aarhusvej - et kreativt værksted særligt for pensionister, efterlønnere og fleksjobbere (men alle er velkomne). Her arbejdes med træ, glaskunst og andre kreative sysler. Samtidig er det sociale i højsædet og mange af brugerne kommer for at koble af, hygge med hinanden og udfolde deres kreative sider i et fællesskab. De cirka 20 medlemmer bruger værkstedet på forskellig vis: Nogle 1 dag om ugen, andre mere.

 

Michael Stegger Jensen siger: "Det var en rigtig god dag i Tirstrup. Når det mobile borgmesterkontor rykker ud, glæder jeg mig altid over det store engagement og liv i Syddjurs' mange forskellige egne. Det er en fornøjelse, og jeg lærer nyt om lokalområderne hver eneste gang". 

 

Udover besøgene var der også åbent kontor i cafeen i Sundhedshuset om formiddagen og igen om eftermiddagen. Til åbent kontor var "Mødestedet" og trafikforhold blandt temaerne. 

Dagen i Tirstrup sluttede med walk and talk kl. 17.00 med de lokale. Walk and talk er åbent for alle, og turen går rundt til centrale interesseområder i byen.

 

Næste gang, det mobile borgmesterkontor rykker ud, er tirsdag den 6. december 2022 i Nimtofte. Læs mere på syddjurs.dk under menupunktet "politik - borgmester".