25.05.2023

Et brag af en festival

9. juni fyres festivalen 'Kanoner & Dragoner' af i Rønde Bypark. Sigurd Barrett sætter alle ind i danmarkshistorien på musikalsk manér.

Allerede kl. 16 starter festivalen på pladsen foran KulturHotellet, hvor der er festtaler og fællessang inden det store optog begiver sig afsted gennem Hovedgaden og frem mod Rønde Bypark. Optoget føres an med fane og musik, og man kan opleve flotte soldater i gamle uniformer, damer i store kjoler og mænd med høje hatte og nypudsede sko. Optoget rammer Rønde Bypark kl. 17, men allerede fra kl. 16.30 er der aktiviteter på pladsen i Byparken.

 

Sigurd fyrer danmarkshistorien af

Som et ekstra blik på historien vil Sigurd Barrett rulle danmarkshistorien ud for os. På sin charmerende pædagogiske og musikalske facon, vil Sigurd Barrett med stor entusiasme synge nogle af sine kendte sange, fortælle historier og lære alle lidt mere om den tid det Danmark vi kender.

 

Kanonfotograf, rebslagning og H. C. Andersen

I Rønde Bypark bliver stemningen sat med bål, halmballer og masser af historiske aktiviteter. Her kan man blandt andet møde Thorsager og Omegns Folkedansere, der byder op til dans. Man vil også kunne besøge 'Kanonfotografen' på pladsen og se det gamle kamera i aktion. Eller man kan prøve at lave sit eget reb sammen med Fregatten Jylland. Vil man prøve kræfter med rekrutskolen, står foreningen De Jydske Landsoldater fra Fredericia klar til at undervise og fortælle en masse om tiden og krigene i 1800-tallet.

 

For det yngre publikum er der masser af aktiviteter. Man kan blandt andet få læst eventyr op af selveste H. C. Andersen, løbe kæpheste-løb, prøve en masse gamle lege sammen med Rollespillerne fra Ryomgård, eller tage del i Kulturskolens medaljeworkshop.

 

Skulle man blive sulten undervejs, er der mulighed for at købe feltgryde med flæsk og beskøjter ved Kogekonen Solveig og drikkevarer ved foreningen 'Musik i Rønde'. Til den ekstra sult kan man lave sit eget snobrød ved KFUM Spejdernes bål, hvor man også kan støbe en lille tinkanon.

Festivalen sluttes af med salutering fra de to kanoner i byparken.

 

Optakt til festival

I ugen op til 'Kanoner & Dragoner' er der en række aktiviteter i Rønde Bypark som opvarmning. Mandag 5. juni fejres Grundloven, der blev vedtaget i 1849. Her vil der være musik, fællessang og grundlovstale ved Vilfred Friborg Hansen.

 

Tirsdag 6. juni er der om formiddagen workshop for Rønde Efterskole i Rønde Bypark. Efterskolen deltager i forberedelserne af 'Kanoner & Dragoner' sammen med billedkunstlærere fra Kulturskolen Syddjurs. Om aftenen er der foredrag om Kaløstillingen og dens betydning for sejren i Fredericia i 1849 med Jacob Salvig fra foreningen "Kalø 1849".

 

9. juni kl. 10-13 inviterer Nationalpark Mols Bjerge på en cykeltur ud på Helgenæs, hvor man kører forbi Olaf Ryes Skanser og får en masse røverhistorier om den snedige General Rye og historien om slaget i 1849.

 

 

Program for festivalen og hele festivalugen kan findes på www.syddjurs.dk/kanonerogdragoner

 

Festivalen bliver til i et samarbejde mellem Syddjurs Kommune, Kalø 1849, Jyllands-Postens Lokalaviser og Rønde Handel & Erhverv.