13.10.2023

Grønfeld: Lille by - masser af energi

Det mobile borgmesterkontor var i Grønfeld tirsdag den 10. oktober. Her bor ca. 215 indbyggere, men byens størrelse forhindrer hverken sommerfester, kræmmermarkeder eller et stærkt lokalt sammenhold.

Det mobile borgmesterkontor startede dagen med virksomhedsbesøg hos Grønfeld Byggecenter på Smedebakken. 

 

Her er der trælast, og man handler med betonvarer, sand og grus, værktøj og maskinudlejning til både private og professionelle. Virksomheden blev etableret i 1997 af Karl Johan Christensen under navnet Grønfeld Cement og Byggeshop. I 2003 overtog sønnen Torben Christensen. Borgmesteren fik en rundvisning og hørte blandt andet om salget af bæredygtigt byggemateriale. 

 

Grønfeld ligger på Mols, med cirka otte kilometer til Rønde og 12 til Ebeltoft. Områdets børn er fordelt på en del forskellige skoler, og det betyder, at de ikke nødvendigvis kender hinanden fra klasseværelset og frikvartererne. Derfor er det gennem lokale arrangementer, at børnene skal få et sammehold. Dén opgave taget bylauget gerne på sig, og det fortalte de om, da det mobile borgmesterkontor kiggede forbi efter formiddagens åbne kontor. 

 

I Grønfeld finder man løsninger, også når noget ser svært ud. En lokal landmands lade bruges til bylaugets grej (som tæller alt fra et stort telt over stole, skilte, værktøj, møbler og meget andet). Samme landmand lægger mark til den årlige sommerfest med hoppeborg og fællesspisning, Sankt Hans Bål og meget mere. Strøm og vand trækker man fra venlige naboer eller betaler sig til via den lokale lygtepæl. 

 

Bylauget har eksisteret i 50 år. Dens bestyrelse er dynamo bag en stor del af aktiviteterne i Grønfeld. Sommerfesten er gennemført 30 år i træk (bortset fra corona-årene), og cirka halvdelen af byens indbyggere deltager. Forberedelserne tager mindst en uge, for ikke at tale om de mindst 120 frivillige timer med at indhente tilladelser til hoppeborg, servering af alkohol og så videre. Borgmesteren fik set nærmere på laden og laugets pølsevogn, som man kan leje til arrangementer. 

 

Krudt og benzin i Mols Bjerge

Det mobile borgmesterkontor trillede videre i retning af Mols Bjerge, nærmere bestemt Mols Cross Club. I det smukke, bakkede terræn er der i sæsonen masser af aktivitet fra de mange brugere, som kommer både fra lokalområdet og resten af Danmark for at køre på den specielle bane.

 

Som noget ret unikt kan man også køre på den om vinteren. Den bliver nemlig ikke så våd som andre baner, formentlig pga. den sandede jordbund, vurderer formand Thomas Hansen, som viste rundt og fortalte.  

 

Han har selv tre børn, som er "vokset op på en motorcrosser", som han udtrykte det, og familien bruger mange timer på banen. Klubbens areal er et populært udflugtsmål og udgangspunkt for ture i Mols Bjerge, og særligt om foråret er der livlig aktivitet. For unge, som ikke føler, at de passer ind i de traditionelle sportsgrene som fodbold og håndbold, er motocross et fristed og mulighed for at brændt krudt (og benzin) af og være en del af et fællesskab. De kan bruge kroppen og få succesoplevelser, og det har mange brug for. 

 

"Den største smittefare, jeg blev udsat for under corona, var de mange krammere fra fædre, som var glade for at slippe deres teenagere løs på banen igen, da restriktionerne blev ophævet", som Thomas formulerede det. Et kig indenfor i klubhuset blev det også til. Her kiggede Borgmesteren nærmere på de forskellige pokaler, og et gulnet fotografi på opslagstavlen dokumenterede, at også Kronprins Frederik i sine unge data havde overskydende energi at brænde af på banen på Mols. 

 

Herefter var det tid til endnu en runde åbent kontor i forsamlingshuset. Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet.

 

Med i Grønfeld var erhvervspraktikant David Kejser Sørensen fra 9. klasse på Marienhoffskolen, som i uge 41 var i praktik på borgmesterkontoret og derfor selvfølgelig skulle med "i marken". 

 

Michael Stegger Jensen siger: 

 

"Det var en rigtig god dag i Grønfeld og en fornøjelse at opleve de lokales store engagement. Skal man have noget til at ske, tager de selv initiativ og lægger en masse frivillige timer til gavn for fællesskabet. Det er meget imponerende. Jeg noterede mig også, at der kom borgere fra andre dele af kommunen til åbent kontor. Det er godt at se, at det benyttes til at tage aktuelle sager op med betydning for hele Syddjurs Kommune". 

 

Har du ideer til, hvad Borgmesteren skal besøge, når han rykker ud med kontoret til dit område? Så send en mail til lokalborgmester@syddjurs.dk. 

 

Det næste besøg i rækken er den 14. november i Rodskov. Læs mere på syddjurs.dk/mobiltkontor.

 

Besøg i 2023 

17. januar: Feldballe

21. februar: Pindstrup

21. marts: Thorsager

25. april: Kongsgårde

23. maj: Rosmus

13. juni: Femmøller

29. august: Lime

19. september: Dråby

10. oktober: Grønfeld

14. november: Rodskov

12. december: Skørring