29.11.2024

Halm-varme og hestesnak i Thorsager

Det mobile borgmesterkontor tilbragte dagen i Thorsager tirsdag den 26. november. Her blev det både til et besøg på det lokale varmeværk og en snak om springridning. Dagen sluttede som altid med wa ..

Dagen begyndte med virksomhedsbesøg hos Thorsager Fjernvarme på Nørregade 26. Her tog driftsleder Svend Eide Arvensen imod og viste rundt. 

 

Thorsager Fjernvarmeværk blev etableret i efteråret 1988 og leverer fjernvarme til knap 500 husstande i området. Anlægget kører blandt andet på halm, og de store baller vejer omkring 400 kilo hver. Værket blev i sin tid etableret som et "barmarksværk". Det vil sige, at det er opført helt fra bunden med ledningsnet, bygning af varmeværk og nytegning af andelshavere.

 

Brændselskilden er halm, og Borgmesteren kom helt tæt på arbejdsgangen med at flytte de store halmballer videre i systemet. Skulle behovet opstå, er der en akkumuleringstank og en oliefyret kedel klar som sikkerhed.

 

Bofællesskaber er (måske) fremtiden

Formiddagen bød på dialog om et bofællesskabsprojekt ved den Gamle Købmandsgård i byen. Tendensen er, at flere og flere borgere er interesserede i anderledes måder at bo og indrette sig på. Mange vil gerne have fællesområder og dele køkkenhaver, redskaber, gæstebolig og vaskeri.

 

Alette Lena Skov-Hansen er landdistriktskonsulent i Syddjurs Kommune. Hun fortalte om de mange dialoger om nye og anderledes boformer, som hun har med lokale i Thorsager og flere andre steder.

 

Kommunen kan blandt andet hjælpe med rådgivning og skabe rammer for, at de interesserede borgere kan møde hinanden og skabe noget sammen.

 

Dyr sport på fire ben

Herefter var det tid til et sceneskifte. Det mobile borgmesterkontor trillede ud til Kongsvad Rideklub på Stationsvej 46. En række personer tog imod, heriblandt bestyrelsesformand Kristine Villadsen. 

 

Der er i alt 140 medlemmer i foreningen, og de kommer mange steder fra: Selvfølgelig Thorsager, men også Rønde, Kolind, Pindstrup, Ryomgård, Uggelhuse, Mørke og Skødstrup. Dem, det hele handler om, nemlig hestene, er der 35 af. Hertil kommer de privatejede heste, hvis ejere betaler for at have dem opstaldede i rideklubben. 


En af klubbens allerdygtigste ryttere, Line Busk Heltborg, kiggede forbi undervejs og fortalte.

Hun er blandt andet nordisk mester i springning for ungryttere, både individuelt og for hold.

 

Line har modtaget tilskud fra Syddjurs Kommunes Talentpulje til unge, opadstræbende talenter ikke mindre end fire gange. Ridning er en kostbar sport, og det har betydet meget for Line at få hjælp til de utallige udgifter til træning, deltagelse i stævner, privatundervisning og meget andet.

 

Solceller, klimasikring og et særligt badekar

I forbindelse med Åbent kontor var der 16 borgere forbi (fordelt på formiddag og eftermiddag) for at tale med borgmesteren. Der blev blandt andet drøftet sagsbehandlingen på familieområdet og i Jobcenteret, den mulige solcellepark ved Sophie-Amaliegård, vandmængderne i Thorsager og vedligeholdelse af forsamlingshuset og dammen.

 

Også klimatilpasning og vandmængder fyldte en del. 

 

Nogen vil gerne vende en konkret problematik, andre tale om kommunens udvikling eller om helt nære, lokale emner. Og så er der de dialoger, som ikke passer ind i andre kategorier: I Thorsager fortalte en lokal mand om sit projekt. Han er tilflytter til byen og har "stået fadder" til et særligt badekar beregnet til fødsler i vand, som der nu er over 200.000 af. 

 

Derudover var der også en del snak om lokalplanen på den tidligere brugsgrund. I forbindelse med Åbent kontor var der også besøg af Filmefterskolen, der gerne ville drøfte den videre proces ifm. placering af efterskolen.

 

December-besøg i Ryomgård

Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet. Ruten var arrangeret af det lokale distriktsråd og gik til forskellige interesseområder i byen. 

 

Michael Stegger Jensen siger om besøget i Thorsager:

 

"Det var en virkelig fin dag. Jeg får altid ny viden og inspiration, og det er en fornøjelse at møde de lokale og høre, hvad de er optaget af netop nu. Også i Thorsager er det frivillige engagement stærkt. Det var interessant at høre om, hvordan forældre og andre omkring rideklubben gør et kæmpe arbejde for at støtte de unge ryttere". 

 

Det næste besøg i rækken er tirsdag den 10. december i Ryomgård.