19.09.2024

Nimtofte tog kegler

Det mobile borgmesterkontor tilbragte dagen i Nimtofte tirsdag den 17. september. Det blev blandt andet til en snak om byudvikling i bålhytten, walk and talk med de lokale og besøg i billardklub.

Dagen startede tidligt med virksomhedsbesøg hos Djurs Møbler på Ramtenvej 7. Her tog ejer Martin Møller-Laursen imod og fortalte om forretningen, som har dybe rødder i lokalområdet.

Det nuværende selskab blev etableret i 2003, men Djurs Møbler startede helt tilbage i 1962 i den gamle skole i Nimtofte, hvor virksomheden stadigvæk har til huse. Her breder de sig over cirka 1700 kvadratmeter og sælger sofaer, reoler, senge, havemøbler og meget mere.

Mange kunder er glade for at prøve de potentielle nyindkøb af i praksis, inden de beslutter sig, og det er der gode muligheder for på adressen. Virksomheden har derudover en webshop. 

Regn presser Nimtofte

Herefter var det tid til åbent kontor på Projektkontoret på Stationsvej 6. Omkring 20 borgere ialt kiggede forbi til de to runder i løbet af dagen. Her blev blandt andet talt om klimatilpasning og håndtering af de stigende regnmængder, hvor Nimtofte med sin lave placering er udsat, når himlen åbner sluserne. 

Der blev også talt om trafik, den måske kommende solcellepark ved Sofie Amaliegård samt ønsker om genåbning af Randersvej, Kolindsund og Mølledammen. Aarhus Kommunes projekt om opstilling af vindmøller ved Vosnæs blev der også talt om. 

Drømme om fælleshus

Efter frokost fulgte besøg vedr. byfornyelsens arbejde med et nyt mødested i Nimtofte til fællesaktiviteter. Det fandt sted i den nye bålhytte på sportspladsen ved skolen, og her fortalte de lokale om ønsket om et fælleshus, som skal styrke sammenhængskraften i området. Der er sket meget i Nimtofte de senere år, og et nyt kulturhus bruges blandt andet til store fester og arrangementer, men man savner et mindre fælleshus til mindre aktiviteter.

Projektkontoret er foreløbig rammen om ideerne, og her forestiller man sig blandt andet et køkken, cafe, et areal ude bagved, hvor lokale unge kan rode med knallerter, et sted til pileflet og håndarbejde og meget andet. Nu handler det om at skaffe lokal opbakning at formidle ideerne og selvfølgelig økonomi.

Brand og corona slog ikke billard-klub ud

Herefter var det tid til et sceneskifte, for turen gik til Nimtofte Billardklub - NB88 - på Stationsvej 6. Billard er et kompliceret spil, hvor keglerne skal væltes enten direkte eller inddirekte og giver forskelligt antal point alt efter, hvilken type billard man spiller.

Et spil kan tage lang tid, og de engagerede klubmedlemmer mødes ofte, ligesom de deltager i turneringer både "hjemme" og i andre klubber. Der er pt. omkring 40 medlemmer, og corona-tiden var hård for klubben, som ovenikøbet måtte opleve, at lokalerne brændte for et par år siden. Man er dog kommet stærkt igen siden, og økonomisk løber det lige akkurat rundt via kontingenter og lidt kiosksalg til medlemmerne.

Et nyt billardbord koster ca. 100.000 kr., og så skal bordene varmes op, for det får kuglerne til at glide bedre. Temperaturen på det grønne klæde er derfor omkring 20/22 grader. Store skiferplader under bordene fanger varmen og leder den op i bordet. Klubben har med frivillig arbejdskraft indrettet og istandsat lokalerne og har et godt fællesskab, som de håber, at flere har lyst til at være en del af, særligt områdets unge.

Dagen sluttede med walk and talk i lokalområdet.

Michael Stegger Jensen siger om dagen i Nimtofte: 

"Det er altid en kæmpe glæde at komme ud i vores lokalsamfund og opleve alt det, der sker, som man måske ikke lægger mærke til, hvis man bare kører forbi. At være frivillig i et lille samfund kræver stort engagement og vedholdenhed. Heldigvis får de også meget igen, ikke mindst tilfredsstillelsen ved at gøre noget godt for lokalområdet". 

Han tilføjer: 

"Endnu engang udviklede åbent kontor sig til en snak mellem lokale, der ikke kendte hinanden i forvejen. Det er en fornøjelse at være med til at facilitere disse lokale dialoger, som jeg har indtryk af også styrker fællesskabet i områderne". 

Det næste besøg i rækken er den 8. oktober i Pindstrup.