18.09.2024

Nord og Syd går sammen for at fejre litteraturen

Lørdag d. 5. oktober inviterer bibliotekerne i Syddjurs og Norddjurs for første gang sammen til litteraturdag på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. Her kan publikum møde litteraturen i histor ..

Det sker under overskriften LitteraDjurs, som er et forsøg på at skabe en fælles fejring af litteraturen på Djursland.

 

Biblioteksleder Lars Lerche fra Norddjurs Biblioteker forklarer:

 

"Tanken har været at skabe en litteraturdag på Djursland med både et nationalt og et internationalt perspektiv. Det er klart, at vi to biblioteker sammen kan realisere et event med større format end de arrangementer, vi normalt afholder hver især". 

 

Det nationale og det internationale perspektiv på litteraturen repræsenteres af hhv. Mich Vraa, som gæster LitteraDjurs for at fortælle om sin seneste roman, "Under en anden himmel", og af den tyske forfatter Judith Hermann, som især er kendt for sine noveller, og som senest har udgivet den selvbiografiske bog "Vi ville have fortalt hinanden alt".

 

Temaet for dagen er "Livshistorier", som den gamle herregård jo er så rig på. Temaet vil dog blive tolket i bred forstand, så det også gælder litteraturens fiktive fortællinger om menneskers udfordringer, glæder og sorger.

 

Udover de to stjerneforfattere kan besøgende på dagen møde litteraturen på forskellige måder i Gammel Estrups historiske lokaler. Højtlæsning, ordbanko og interaktive læseoplevelser er nogle af de aktiviteter, man kan give sig i kast med, og som formidlere fra både de to biblioteker og Gammel Estrup står for.

 

Om samarbejdet med herregårdsmuseet siger Ole Wolf, leder hos Syddjurs Bibliotek:

 

"Vi er virkelig glade for, at Gammel Estrup var med på idéen med LitteraDjurs. Det giver os et unikt bagtæppe, hvor nogle af de livshistorier, der har udfoldet sig på herregården, kan flettes sammen med de livshistorier, man møder i litteraturen. Forhåbentlig vil det give publikum en helt særlig oplevelse". 

 

LitteraDjurs arrangeres af Norddjurs Biblioteker og Syddjurs Bibliotek i samarbejde med Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. Arrangementet er støttet af Norddjurs Kommunes kulturpulje.

 

Program:

10.30-12.00: Velkomst og forfattermøde med Mich Vraa

12.00-13.30: Frokostpause

13.30-15.00: Livshistorier i historiske rammer

15.00-15.30: Kaffepause

15.30-17.00: Forfattermøde med Judith Hermann

 

Lørdag d. 5. oktober

Gammel Estrup, Randersvej 2, 8963 Auning

Entré: 145-170 kr.

 

Man kan læse nærmere om LitteraDjurs og købe billetter via norddjursbib.dk, syddjursbibliotek.dk og gammelestrup.dk.