20.12.2021

Små Syddjurs-bogorme kan glæde sig

Børn og voksne i en række dagtilbud og SFO'er i Syddjurs Kommune kan se frem til flere fælles læseoplevelser. Kommunen har nemlig netop modtaget 575.000 kr. til bogindkøb af BOGglad-puljen under Sl ..

Beløbet svarer til det, der blev ansøgt om, så alle deltagende institutioner bliver tilgodeset. Der kan købes mellem 50 og 75 bøger pr. lokation, og bøgerne indkøbes i samarbejde med Syddjurs Biblioteker. Målet er, at materialerne skal afspejle de unge bogormes ønsker, interesser og behov.

 

I ansøgningen til BOGglad-puljen stod blandt andet: "Indsatsen i Syddjurs Kommune har fokus på, at bøger og læsning skal være en naturlig del af børnenes liv i vuggestue, i børnehave og i SFO-tid. Alle børn skal have umiddelbar og let adgang til lækre og tidssvarende bogsamlinger, der skaber læseglæde og lyst til samvær, samtale og fordybelse med udgangspunkt i bøger. BOGglad-indsatsen vil være en vigtig del af at understøtte det læseglædearbejde, der allerede udføres i institutionerne og af Syddjurs Bibliotek".

 

Biblioteket følger op med besøg hos alle de deltagende institutioner, hvor personalets yderligere input fra børn og kolleger møder børne-bibliotikarernes opdaterede viden om bøger.

 

Bøger skal være en del af hverdagen

Riber Hog Anthonsen, formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur, siger:

"Det er utroligt positivt, at Syddjurs Kommune har fået midler til at indkøbe bøger til de medvirkende daginstitutioner og SFO'er for at fremme børns læselyst. Bibliotekarerne har en stor viden om litteratur til børn og unge, og det er fuldt af gode perspektiver, at de stiller deres viden til rådighed i samarbejdet".

 

Kirstine Bille, formand for Udvalget for familie og institutioner, siger:

"Det er afgørende vigtigt at skabe adgang til bøger for kommunens børn og derfor er det fantastisk, at BOGglad-puljens midler er målrettet bøger i børnehøjde. Samtidig er det glædeligt at bøger - faglitteratur såvel som skønlitteratur- også i SFO-tiden i højere grad kan blive en naturlig del af børnenes hverdag".

 

Bogsamlinger, gode læsevaner og udeliv

Herunder følger nogle beskrivelser fra institutionerne, som fortæller om, hvordan man arbejder med litteratur og læsning.

 

Daginstitutionen Børnegården Hegnsholt i Rønde er en naturinstitution med en flok læseglade børn, der elsker at tage udforske-brillerne på. Børnene er også ved at lære at sætte ord på det, der sker inde i kroppen fremfor at lade impulserne styre. Derfor har institutionen konstant et stort fokus på at italesætte følelser samt læse herom.

 

Den integrerede institution Ebeltoft Børnehus er ved at blive certificeret til naturbørnehave. Derfor ønsker Ebeltoft Børnehus at opbygge en bogsamling til børnegruppen bestående af skøn- og faglitteratur om natur. Nogle af bøgerne skal med ud, andre skal være en del af institutionens læseområder. Institutionen har en gruppe flersprogede børn og har fokus på sprogstimulering og har oparbejdet viden og erfaring i forhold til arbejdet med sprog og sprogudvikling.

 

Rosmus Skoles SFO og Børnehus har fokus på at skabe rammer for, at læsning kan blive en fast aktivitet i både børnehuset og i SFO'en og samtidig inspirere og motivere børn og forældre til mere læsning og oplæsning hjemme. Endelig ønsker institutionen at skabe mulighed for, at børn og forældre let kan låne bøger med hjem. Der ønskes at opbygge en bred bogsamling, der blandt andet skal have fokus på faglitteratur målrettet børnegruppens interesser samt billedbøger, der kan understøtte samtalen med børnene.

 

Kolind Skoles SFO lægger vægt på kreativitet, bevægelse og udeliv. Bogsamlingen skal bruges på flere forskellige måder i SFO'en. Dels i forbindelse med oplæsning/fælles læsning for grupper af børn, dels i forhold til hyggestunder med enkelte børn, endelig som spontane aktiviteter, hvor børnene kan sidde sammen og kigge i eller læse i bøgerne.

 

Indskolingen på Molsskolen arbejder målrettet med, at alle børn får opbygget gode læsevaner både i skolen, SFO og derhjemme. Gode læsevaner opnås via daglige læsning, hvorved børnene kan mærke, at deres læsekompetencer vokser samtidig med, at læseglæden spirer og gror. Da det kan være svært for nogle børn at få et godt greb om denne læsevane, har indskoling og SFO besluttet at åbne Morgenlæseklubben hver dag fra 7.45 - 8.15, hvor børn i SFO-tiden kan hygge sig med at læse i et særligt indrettet rum.

 

Følgende institutioner har ønsket at deltage i ansøgningen til puljen:

Børnegården Hegnsholt

Børnehuset Bækdalen

Børnehuset Ringvejen og Poppelvejens Børnehave

Børnehuset Solbærkrogen

Børnehuset Uglen

Børnehuset Ågården

Ebeltoft Børnehus

Pindstrup Børnehus

Ådalens Børnehus.

Mørke Skoles SFO og Børnehus

Rosmus Skoles SFO og Børnehus

Thorsager Skoles SFO og Børnehus

Hornslet Skoles SFO Trekanten

Kolind Skoles SFO

Marienhoffskolens SFO

Molsskolens SFO

Rønde Skoles SFO