Produktionsarealer på husdyrbrug

Det er omfanget af produktionsareal på et husdyrbrug, der afgør, hvilken tilladelse der kræves

Produktionsarealet på et husdyrbrug omfatter alene det areal, hvorpå dyrene kan opholde sig og har mulighed for gødningsafsætning, dvs. arealer, hvor dyrene kan stå, gå, ligge m.v., i fast placerede husdyranlæg, herunder stalde og andre bygninger, indretninger m.v. med fast bund eller lign.

Servicerum, gangarealer m.v., og stiadskillelser, arealer med nakkebomme, foderautomater, krybber, foderborde, ridehaller m.v., hvor dyrene ikke kan opholde sig og/eller ikke har mulighed for gødningsafsætning, medregnes således ikke.

Det følger desuden af definitionen, at der ikke kan fastlægges produktionsareal for ikke fast placerede husdyranlæg, herunder visse mobile stalde, flytbare læskure m.v., samt folde, indhegninger m.v. med plantedække.

 

1. Typer af arealer som skal medregnes i produktionsarealet

  • Stiarealer, herunder bufferstier, sygestier m.v.

  • Boksarealer, herunder sygebokse, separationsbokse m.v.

  • Burarealer, grundarealet af hver etage bortset fra arealet af adgang mellem dobbeltbure i etager

  • Øvrige opholds-, total-, nytte- eller friarealer, herunder arealer med dybstrøelse

  • Udendørs opholdsarealer med befæstelse/fast bund, herunder verandaer, løbegårde, permanente læskure, kalvehytter m.v.

  • Arealer med malkerobotter, hvor dyrene har adgang

 

2. Typer af arealer som ikke skal medregnes i produktionsarealet

  • Service- og gangarealer m.v., hvor dyrene kun opholder sig i forbindelse med flytning og lignende

  • Ridebaner og arealer, hvor dyrene opbindes i mindre end 2 timer ad gangen (heste)

  • Udleveringsrum (svin)

  • Malkeområde og opmarch-/opsamlingsarealer, hvor der kun er adgang i forbindelse med malkning (malkekøer)

  • Læskure der flyttes mindst 1 gang om året

Opdateret: 31-01-2018 09:33
Feedback