Høring i forbindelse med opstilling af solceller ved Bjørnholm

Vi opdaterer vores systemer. Derfor kan du opleve forsinkelse på høringsportalen, når du vil se dit høringssvar.

NRGi Renewables A/S og lodsejer i området, har ansøgt om tilladelse til etablering og opstart af planlægning for et solenergianlæg. Udvalget for plan, udvikling og kultur besluttede på mødet den 30. september 2020 at starte to ugers forudgående høring og hermed planlægning for teknisk anlæg til solenergi.

Anlægget kan medvirke til den grønne omstilling ved at producere grøn strøm. Etablering af et anlæg til solenergi optager meget plads, og området får med sit omfang en indvirkning på landskabet og de nærmeste naboer. Til gengæld kan anlægget være med til at skabe muligheder og tilgængelighed i området, der ikke er der i dag. Anlægget kan bidrage til grøn omstilling og f.eks. sikre grundvandets kvalitet, mindske udvaskning til åer og søer og skabe øget biodiversitet i området.

Anvendelse og planlægning
Solenergianlægget søges opsat i et område, der i dag primært er agerbrug.

I forslag til kommuneplan 2020 - 2032 er hele eller dele af arealet blandt andet udpeget som bevaringsværdigt landskab og lavbundsareal.

Arealer, der forventes at indgå i den kommende planlægning udlægges til henholdsvis tekniske anlæg, rekreative formål og landområde. Arealet kan ses på vedhæftede kortbilag.

Projektets udformning og indretning
Solcelleanlægget ved Bjørnholm er fortsat kun på et projektstadie. I den videre planlægning er der mulighed for at justere og tilpasse på den konkrete udformning af projektet. Oplæg til indretning af arealet kan ses i den vedhæftede projektbeskrivelse.

I dette projekt kigger vi særligt efter følgende forhold:
•    Den visuelle påvirkning af nærmeste naboer
•    Anlæggets visuelle påvirkning og sammenhæng til landskabet
•    Beskyttelse af natur i området og fremme af biodiversiteten
•    Mulighederne for beplantning, indsyn og udsyn samt adgang til det åbne land via projektområdet, med for eksempel stiforbindelser.

Idéer og forslag
Hvis du har idéer og forslag der vedrører den fysiske planlægning for området, skal disse fremsendes her på høringsportalen.

Bemærkninger, idéer og forslag skal være modtaget af Syddjurs Kommune
senest tirsdag d. 1. december 2020.

Vær opmærksom på at indkomne høringssvar som udgangspunkt er offentlige.

Det videre forløb
Nærværende forslag til placering af solenergianlæg er fremlagt til offentlig debat fra den 13. november 2020 til den 1. december 2020.

Indkomne bemærkninger, ideer og forslag i foroffentlighedsfasen vil indgå i det videre planlægnings- og beslutningsarbejde. Når byrådet vedtager et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, sendes dette desuden i otte ugers offentlig høring. Planforslaget offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Berørte parter, naboer, relevante foreninger, offentlige myndigheder med flere vil blive orienteret, og der vil i denne fase igen blive lejlighed til at fremsætte bemærkninger inden den endelige vedtagelse af planerne.

Miljøvurderingsloven
Et nyt solcelleanlæg som dette er underlagt Lov om Miljøvurdering (nr.973 af 25. juni 2020 bilag 2, pkt. 3a). Formålet med loven er at sikre, at der gennemføres en vurdering af virkningerne på miljøet, som grundlag for beslutningen om at give eller afslå tilladelse til anlægstyper, der kan påvirke miljøet væsentligt.

Ifølge Miljøvurderingsloven skal et anlæg som dette screenes med henblik på at afgøre om der opstilles krav om udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport og/eller en miljørapport. Screening og efterfølgende afgørelse af dette afventer muligheden for nye informationer i forbindelse med denne høring.

Her kan du finde flere oplysninger
Du kan se offentlige dokumenter på sagen via Syddjurs Kommunes hjemmeside - www.syddjurs.dk - under Åben Indsigt, sagsnr.: 20/96125.

Baggrundsviden
•    Se video med beskrivelse af projektet
•    Læs behandling og bilag fra PUK-udvalgsmødet 30. september, punkt 662
•    Læs principielle retningslinjer for opstilling af solparker i forslag til kommuneplan 20 (bemærk kommuneplanen ikke er vedtaget endnu).

Persondata
Alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside. I forbindelse med den politiske behandling, vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Indsendte høringssvar er omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.

Opdateret: 23-11-2020 15:06
Abonner på Høringer
Vil du abonnere på Høringer? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.
Du kan læse mere om hvordan kommunen behandler dine personoplysninger og om dine rettigheder på https://www.syddjurs.dk/databeskyttelse Her finder du også kontaktoplysninger på kommunens databeskyttelsesrådgiver.

Kontakt