Kultur- og naturformidlere søges til ”Kultur på recept”

Kultur på recept
Kultur på recept
Syddjurs Kommune søger lokale samarbejdspartnere inden for natur- og kulturområdet, der vil samarbejde om pilotprojektet ”Kultur på recept”.

Byrådet besluttede i forbindelse med budget 2021 at afsætte midler til pilotprojektet ”Kultur på recept”. Kultur på recept er baseret på viden om at gode fælles oplevelser med natur og kultur kan fremme sundhed og trivsel, og på den måde afhjælpe lettere tilfælde af både stress, angst eller depression, og i den sidste ende fremme borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ideen med kultur på recept er ikke ny, men har været afprøvet med gode resultater i fire danske kommuner fra 2016 til 2019. I pilotprojektet i Syddjurs vil der være særligt fokus på, hvordan forløbet kan øge deltagernes muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at Kultur på recept vil blive tænkt ind i den samlede plan for deltagerens vej til job. Forløbet kan for eksempel være et supplement eller en forberedelse til en virksomhedspraktik eller andre virksomhedsrettede forløb.

Udkast til forløb med kultur på recept
Forløbet varer otte uger med to ugentlige mødegange af tre timers varighed. På hvert forløb vil der være 10-12 deltagere. Aktiviteterne skal leveres af lokale kultur- og naturaktører og have fokus på kulturformidling og gode oplevelser igennem kultur- og naturaktiviteter. Aktiviteterne vil ikke have terapeutisk karakter. Forløbet kan eksempelvis bestå af aktiviteter som foredrag, rundvisninger, guidet fælleslæsning, introduktion til male- og tegneteknikker, sanketur, fællessang mm. Forløbet og de konkrete aktiviteter vil blive udviklet i samarbejde med projektets samarbejdspartnere. 

”Kultur på recept” igangsættes som et pilotprojekt med to forløb i 2021.

Kontakt og ansøgning
Fristen for ansøgning er onsdag den 27. januar 2021 kl. 12.00.

Alle lokale kultur- og naturformidlere, som vil varetage indsatsen, er velkomne til at søge. 

Læs tilbudsmaterialet (se bilag) inden du indsender din ansøgning. Ansøgning sendes ved at udfylde og sende formularen til tilbudsbeskrivelse (bilag 1) til kluja@syddjurs.dk  

Eventuelle spørgsmål sendes til:

Kathrine Lund Jacobsen
kluja@syddjurs.dk
29163694
 

Opdateret: 19-01-2021 09:26

Kontakt