Forlænget motorvej på bordet ved ministerbesøg på Djursland

Ministerbesøg

Både borgmester i Syddjurs Kommune Kirstine Bille og formand for Aarhus Lufthavn Ango Winther fremlagde ønsket om en forlængelse af motorvejen til lufthavnen ved transportminister Pia Olsens Dyhrs besøg torsdag den 7. november.

Transportminister Pia Olsen Dyhr besøgte torsdag den 7. november Syddjurs Kommune og mødtes med borgmester Kirstine Bille og formand for Aarhus Lufthavn Ango Winther i Destination Djurslands lokaler ved Aarhus Lufthavn.

På dagsordenen var forlængelse af Djurslandsmotorvejen helt til lufthavnen, et stærkt ønske fra begge Djurslands kommuner og lufthavnen. Vejdirektoratet har i samarbejde med Syddjurs Kommune og Naturstyrelsen udarbejdet en forundersøgelse af en mulig udbygning, men der foreligger endnu ikke nogen tidsplan for projektet.

Borgmester Kirstine Bille udtalte efter mødet:

- Jeg er glad for, at vi fra Syddjurs Kommune og lufthavnen nu har gjort det fuldstændig klart for ministeren, at en forlængelse af motorvejen er afgørende for erhvervsudviklingen på Djursland og for lufthavnen. Det er på tide, at Vejdirektoratet får lavet en tidsplan og jeg har tiltro til, at ministeren nu vil gå videre med netop det, så vi kan komme i gang med planlægningen.

På mødet blev Grenåbanen og den kommende letbane også drøftet. Kirstine Bille understregede, at det er afgørende for Djurslands ophæng på Århus, at den nuværende Grenaa-bane nu elektrificeres og dermed integreres i den nye letbane i Århus. Forudsætningen for succes ligger i hastighedsopgraderingen fra Ryomgård til Grenaa, som åbner op for udbygning af service herunder 1/2 times drift og flere standsningssteder.

Som det sidste blev Rute 21 fra Randers til Ebeltoft Færgehavn og Molsliniens udvikling også drøftet. Syddjurs Kommune ønsker en nem adgang til lufthavn og færge - ikke blot fra syd men også fra nord. Det betyder, at der skal mere fokus på en udbygning af Rute 21 omkring Mørke og Ebeltoft. Omkring Molslinien er Syddjurs Kommune bekymret for den nuværende udvikling med kun en daglig afgang fra Ebeltoft. Hvis færgeruten skal spille den tiltænkte rolle i Djurslands og Østjyllands infrastruktur er det afgørende med flere og mere stabile afgange fra Ebeltoft.

Ved mødet deltog udover borgmester Kirstine Bille og formand for lufthavnen Ango Winther også viceborgmester Claus Wistoft, formand for udvalget for natur, teknik og miljø Carsten Bech og formand for udvalget for plan, udvikling og kultur Jesper Mathiesen.

Opdateret: 08-11-2013 10:00
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.

Kontakt

Feedback