Hjælp os med at passe på letbanestationerne

I en længere periode har toiletter og venterum på kommunens letbanestationer været plaget af hærværk. Syddjurs Kommune sætter nu overvågning op på alle stationer og opfordrer lokale borgere til at bistå Politi og SSP.

Letbanestationerne i Hornslet, Ryomgård, Mørke og Kolind har i en længere periode været ramt af hærværk mod toiletter og venterum. Siden nytår har der været fem grove episoder, hvor der er ødelagt for større beløb.

På grund af den gentagne hærværk bliver der nu opsat overvågning af alle letbanestationerne. Det vil også blive undersøgt, om der kan laves andre tekniske tiltag for at hindre hærværket.

Kommunen har politianmeldt episoderne og vil kræve erstatning, hvis gerningspersonerne findes. Sagen er desuden rejst i regi af SSP-samarbejdet.

Udviklingsdirektør Poul Møller udtaler om hærværket:

 - Det er naturligvis dybt frustrerende, at nogle få personer ødelægger vores nye faciliteter. Det er dyrt at udbedre, det er ikke dækket af vores forsikring, og det giver desuden alle rejsende en dårlige oplevelse, når der rejses med letbanen. Vi opsætter nu videoovervågning op og vi lægger op til en politisk drøftelse af, om der skal laves yderligere tiltag. Jeg vil også opfordre alle lokale beboere, til at hjælpe os med at passe på stationerne. Kontakt endelig Politi eller SSP hvis man ved noget om hændelserne.

Kommunens ejendomsadministration vil desuden kontakte Letbanen og de lokale distriktsråd, for at høre om de har forslag til ændringer, som kan hindre hærværket.

Opdateret: 09-02-2021 17:38
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.
Du kan læse mere om hvordan kommunen behandler dine personoplysninger og om dine rettigheder på https://www.syddjurs.dk/databeskyttelse Her finder du også kontaktoplysninger på kommunens databeskyttelsesrådgiver.

Kontakt