Input fra Dansk Industri og Vilomix skal bruges på erhvervscamp

Besøg på Vilomix

Udvalget for erhverv og beskæftigelse afholdt udvalgsmøde den 7. november på virksomheden Vilomix i Lime. Her hørte udvalget Vilomix erfaringer med den kommunale dialog og Dansk Industri præsenterede deres anbefalinger til udvikling af et positivt erhvervsklima. Mødet var en optakt til den store erhvervscamp, som afvikles den 14. november.

Syddjurs Kommune afholder onsdag den 14. november en fælles Camp på Fuglsøcentret for virksomheder, politikere og ledere med fokus på udvikling af erhvervsliv og beskæftigelse de kommende år. Som optakt til campen afholdt udvalget for erhverv og beskæftigelse deres udvalgsmøde på virksomheden Vilomix i Lime – en virksomhed med over 500 ansatte, heraf ca. 100 i kommunen, eksport til 20 lande og som blandt andet producerer vitaminmix til landbruget.

Direktør Peter Iversen præsenterede virksomhedens historie, udviklingsmuligheder, og deres samarbejdserfaringer med kommunen for udvalget. Chefkonsulent Michael Jul-Nørup Pedersen fra Dansk Industri fortalte bagefter om den store årlige erhvervsklimaundersøgelse af kommunerne. Udvalget blev præsenteret for Dansk Industris anbefalinger hvorefter undersøgelsen præmisser og kommunens udviklingsmuligheder blev drøftet med udvalget.

Formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse Gunnar Sørensen udtaler:

- Fra udvalget vil vi gerne ud og møde vores lokale virksomheder. Derfor har vi for nylig besøgt og afholdt vores udvalgsmøde hos PR Electronics, og nu i går på Vilomix i Lime. Møderne har fungeret fint som en optakt til den store erhvervscamp den 14. november, hvor vi netop skal diskutere udvikling af erhverv og beskæftigelse. Tak til PR Electronics og Vilomix for lægge hus til og berette om deres erfaringer, og til Dansk Industri for at præsentere os for deres anbefalinger til et godt erhvervsklima. Jeg er sikker på, at alle i udvalget blev klogere og vil tage deres input med til debatterne i erhvervscampen.

På campen den 14. november vil Syddjurs Kommune præsentere den seneste temperaturmåling af erhvervsliv og arbejdsmarked i kommunen. Herefter vil der være gruppedrøftelser, hvor alle har mulighed for at komme med ideer og forslag til udvikling og vækst. Resultaterne fra dagen vil blive brugt til arbejdet med en samlet erhvervs- og beskæftigelsesstrategi.

Udvalget for erhverv og beskæftigelse vil også i det nye år besøge en række af de lokale virksomheder for at høre om deres erfaringer og indgå i dialog.

Læs mere om campen her:

https://erhvervsservice-syddjurs.nemtilmeld.dk/25/

Opdateret: 08-11-2018 14:54
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.

Kontakt

Feedback