Stort fremmøde ved borgmester Ole Bollesens første nytårskur for erhvervslivet

Borgmester Ole Bollesen

Over 130 repræsentanter fra erhvervslivet, distriktsråd, turismeaktører og foreninger mødte op fredag den 5. januar ved kommunens traditionelle nytårskur. Her gjorde ny borgmester Ole Bollesen status, og der var korte oplæg fra LAG koordinator Helle Breindahl, salgschef Kim Bach fra Aktiv Interaktiv og direktør Mads Andersen fra Andersen Winery.

Ny borgmester Ole Bollesen bød velkommen ved nytårskuren og gjorde status over udviklingen inden for beskæftigelse, byggeri og erhvervsliv. Borgmesteren kunne fortælle, at der er en positiv udvikling i Syddjurs Kommune. Beskæftigelsen er stigende og kommunens ledighed på 3,8 % er under landsgennemsnittet. Der oprettes hele tiden nye virksomheder, i 2016 hele 117 nye, hvoraf mange overlever.

De udfordringer kommunen står overfor er blandt andet manglen på højtkvalificeret arbejdskraft og en gruppe af unge som ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse. Begge udfordringer som byrådet tager alvorligt og arbejder med. Syddjurs Kommune har blandt andet indgået en partnerskabsaftale med Dansk Industri og Dansk Byggeri samt en række uddannelsesinstitutioner.

Den tidlige morgen bød desuden på en række korte oplæg:

  • LAG koordinator (Lokale aktionsgrupper) Helle Breindahl fortalte om LAG-midler fra EU med særlig fokus på den pulje, der er rettet mod små og mellemstore virksomheder, og hvilke krav der stilles til erhvervsprojekter, for at komme i betragtning.
  • Salgschef Kim Bach fra Aktiv Interaktiv kommer fra en mindre lokal virksomhed, der i flere år har arbejdet med avanceret interaktiv hard-og software. Han fortalte, om at skabe motiverende interaktive miljøer for forskellige brugergrupper, blandt andet til skoler, børnehaver, plejehjem og genoptræningscentre.
  • Direktør Mads Andersen fra Andersen Winery fortalte om arbejdet med etablering af Andersen Winery. Det er et lokalt innovativt vineri, der på få år har formået at få afsat sine produkter til nogle af verdens bedste restauranter. De mousserende vine laves efter champagne-metoden, men på basis af danske frugter som æbler og solbær.

 

Borgmester Ole Bollesen udtaler i forbindelse med nytårskuren:

- Det er dejligt, at se så mange mennesker her ved vores nytårskur. Jeg tager det som et udtryk for, at vi i Syddjurs har skabt en positiv ånd og et godt samarbejde mellem erhverv og kommune. De korte oplæg fra erhvervslivet viser en god iværksætterånd, som jeg sætter stor pris på, og som vi skal fremme i vores erhvervsarbejde. Jeg er også glad for, at repræsentanter fra både kultur og turisme var mødt frem. Jeg ser et stort udviklingspotentiale i den gode udveksling mellem erhverv, turisme og kulturen.

 

Opdateret: 05-01-2018 12:20
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.

Kontakt

Feedback