Sundung.dk - Nyt ungesite skal styrke unges mentale sundhed på Djursland

Sundung.dk fokuserer på unges mentale sundhed, fordi flere og flere unge plages af stress, angst og depressionssymptomer. Sundung.dk giver de unge viden og handlemuligheder i form af anvisninger til relevant hjælp. Initiativet til sundung.dk kommer fra det tværkommunale satspuljeprojekt i Syd-og Norddjurs kommune, projekt mental sundhedsfremme for unge.

Sundung.dk er udviklet af sundhedskonsulent i Syddjurs kommune Anders Rask og udviklingskonsulent i Norddjurs kommune Liv Gro Jensen. Konsulenterne har det sidste år arbejdet med projekt mental sundhed og været i tæt dialog med elever, lærere og kommunalt ansatte omkring sundung.dk. Udover sundung.dk har projektet afviklet undervisning i mental sundhed på ungdomsuddannelser, og kompetenceudviklet flere lærer i den forbindelse. Tilbagemeldingerne fra undervisningen er særdeles positive og vidner om, at mental sundhed er noget, der interesserer både lærere og elever.

Jeg fik en masse viden, som jeg selv kan bruge i min hverdag” udtaler en 1.g elev fra hhx i Rønde.

Også studievejleder på HTX i Grenå Lasse Pallesen er begejstret.

 ”Jeg synes, det har været fedt at undervise i mental sundhed. For det første har jeg lært meget selv om emnet. Og for det andet har vi fået en rigtig god feedback fra eleverne

Mentalt usunde unge             

Når man samlet betragter udviklingen, i børn og unges mentale helbred over de sidste 20 år, er der få lyspunkter”.

Sådan lyder konklusionen på rapporten om unges mentale sundhed fra 2014 fra Vidensråd for forebyggelse.  Forekomsten af stress er mere end fordoblet igennem de sidste 20 år, og antallet af unge med søvnmangel og psykiske lidelser er steget voldsomt.

Med andre ord oplever flere og flere unge, at ungelivet er svært, og den tendens vil sundung.dk gerne forsøge at foregribe. Siden er et godt værktøj, hvis man sidder hjemme på værelset og synes livet er svært og ikke kan finde ud af, hvor man skal finde hjælp, men sundung.dk er meget mere end det. 

Sundung.dk giver overblik

Sundung.dk gør det lettere at finde rundt i de mange tilbud i kommunen og klæder den unge på til at opsøge den nødvendige hjælp. Sundung.dk består af flere muligheder, herunder en telefonbog med numre og links til steder, der matcher ens problemstilling. Derudover giver sundung.dk også en masse viden om forskellige emner, der berører den mentale sundhed.   Måske er ens forældre midt i en skilsmisse, hvilket skaber usikkerhed og gør én ked af det. Sundung.dk giver i den forbindelse anbefalinger om, hvordan man kan tackle situationen, og hvem man kan søge hjælp hos.

Flere målgrupper

Sungung.dk henvender sig til alle unge mellem 15 og 25 år, uanset om man er velfungerende ung med høj mental sundhed eller føler det modsatte. Siden sætter fokus på mental sundhed i et helhedsorienteret perspektiv og forsøger at indfange mange facetter af ungelivet.

Selvom sundung.dk henvender sig til unge, kan voksne også drage nytte af den. Den er også tænkt som et redskab til fagfolk, der arbejder med unge. Fagpersoner som skolelærere eller socialrådgivere kan anvende sundung.dk til at skabe overblik over mulighederne i kommunen og kan tilmed søge rundt på siden i den unges nærvær. I fællesskab med den unge kan fagpersoner finde en passende indsats.

Projekt mental sundhed kører indtil 1. november og efterfølges af et stort evalueringsforløb.

Opdateret: 02-02-2016 08:47
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.

Kontakt

Feedback