Syddjurs Award 2020 - en prisoverrækkelse i det fri

Syddjurs Award
Syddjurs Award

Syddjurs Award 2020 bliver ikke det store brag i Rønde Idrætscenter, som arrangørerne havde drømt om. Et arrangement for over 500 mennesker bliver for usikkert i 2020, er vurderingen. Men priserne skal uddeles alligevel! Vinderne af de 11 priser offentliggøres derfor løbende over de næste 6 uger. I denne uge overrækkes Billedkunstrådets Pris og Nationalpark Mols Bjerges Pris.

Billedkunstrådets Pris går til glaskunstner Tobias Møhl

Billedkunstrådets pris går til "en kunstner, et initiativ, et arkitektur-, landskabs- eller andet visuelt udviklingsprojekt med et højt kunstnerisk niveau, som har styrket kunstlivet, den kunstneriske dialog og sat Syddjurs Kommune på landkortet". Denne hæder går i år til glaskunstner Tobias Møhl, der er valgt for sit mangeårige arbejde for at forfine de håndværksmæssige færdigheder og traditioner inden for glaskunsten. Gennem årene har han opbygget et rigt katalog over mønstre og raffinerede teknikker, der driver glasset til det yderste. Der er klare referencer til nordisk natur, ja måske endda til Syddjursk natur i hans værker, som kan opleves på de store udstillinger rundt omkring i verden.

De øvrige nominerede til Billedkunstrådets Pris var kunstgruppen OXER, der har bruger det gamle skib Svartlöga i Ebeltoft Fregathavn som udstillingsplatform for eksperimenterende samtidskunst, og keramiker Jørgen Hansen, hvis personlige og helt unikke formsprog kan ses i spektakulære installationer i ind- og udland.

Nationalpark Mols Bjerges Pris går til landsbypedellen på Mols

Nationalpark Mols Bjerges Pris tildeles en person, en gruppe eller en forening, der i årets løb har ydet en særlig indsats for naturen, kulturen eller friluftslivet i Nationalpark Mols Bjerge. Denne person er i år landsbypedel, skolehavegartner, brobygger og ildsjæl Knud Georg Schmidt, for en hel vifte af aktiviteter til glæde for børn, voksne, ældre, gamle og dyr på Mols. Knud får prisen, fordi han er vedholdende, grundig, modig, trodsig, opfindsom og kreativ, og dertil uselvisk, ydmyg og glad for liv i alle afskygninger.

De øvrige nominerede var formand for handelstandsforeningen i Rønde, René Povlsen for sit utrættelige arbejde for at skabe dynamik og liv i Rønde og omegn, og Helle Hallberg for sit store arbejde for Stafet for Livet og i Rønde Kunstforening.

Tak for indsatsen
Formand for Syddjurs Kommunes politiske Udvalg for plan, udvikling og kultur, Riber Hog Anthonsen (V), takker prismodtagerne for deres indsats. "Syddjurs Award er en festaften for alle deltagere, og jeg ville da ønske for årets prismodtagere, at de kunne have oplevet det. Desværre er mange ting i denne tid ikke som vi kunne have ønsket, og jeg håber at vinderne mærker vores anerkendelse og vores tak for indsatsen alligevel", siger han.

I næste uge uddeles Frivilligrådets Pris og Demorådets Pris.

Opdateret: 20-05-2020 14:37
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.
Du kan læse mere om hvordan kommunen behandler dine personoplysninger og om dine rettigheder på https://www.syddjurs.dk/databeskyttelse Her finder du også kontaktoplysninger på kommunens databeskyttelsesrådgiver.

Kontakt