Syddjurs indkøb skal være bæredygtige

Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb

Syddjurs Kommunes indmeldelse i Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb blev i dag markeret ved et møde mellem borgmester Ole Bollesen og formanden for partnerskabet Anette Juhl Winther. Som medlem af indkøbsfællesskabet forpligter man sig til at fremme bæredygtige løsninger og grønne indkøb til den kommunale drift.

Rengøringsmidler, papir, møbler, mad og meget mere - listen over varegrupperne som kommunens administration og institutioner køber ind er lang og mange af produkterne er ikke lige bæredygtige. Det bliver der nu lavet om på gennem kommunens nye grønne fokus i indkøbspolitikken, der blev vedtaget på byrådsmødet i januar. Som en del af det nye grønne fokus besluttede byrådet at melde sig ind i Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI).

Med det nye partnerskab vil der blive sat en række grønne indkøbsmål, som vil få betydning for vareudbuddet i kommunens indkøbssystem. De 11 indkøbsmål omhandler alle dele af kommunens indkøb, lige fra fødevarer over transport til rengøring. Med partnerskabet følger adgang til viden om hvordan man i praksis køber grønnest muligt på de konkrete varegrupper.

Borgmester Ole Bollesen – og nu ambassadør for POGI – udtaler om det nye partnerskab:

- Det er afgørende, at vores indsats for bæredygtighed i Syddjurs Kommune får konkrete og tydelige effekter i vores daglige drift. Derfor er det stort et skridt, at vi nu vil forpligte os til at finde de grønne løsninger også i vores indkøb. Det dækker over en bred vifte af vores aktiviteter, fra svanemærkede rengøringsmidler til energieffektivt IT udstyr – og det væsentlige er, at vores lokale indkøbere nu vil få hjælp til at købe grønnere, når vi med partnerskabets indkøbsmål får justeret vareudbuddet i vores indkøbssystem.

Formand for Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb Anette Juhl Winther udtaler:

- Med POGI kan kommunerne dele kravspecifikationer, guidelines  og mål på tværs, sådan at vi sammen kan udvikle vores indkøb i en bæredygtig retning. Det giver rigtig god mening at udvikle disse løsninger i fællesskab, da mange af områderne kræver stort markedskendskab og særlig viden indenfor bæredygtighed. På partnerskabets vegne vil jeg byde Syddjurs Kommune velkommen, og jeg ser frem til samarbejdet og høre hvad Syddjurs kan bidrage med.

Syddjurs Kommune har i 2018 og 2019 iværksat en række aktiviteter med fokus på at fremme beæredygtighed. Der er blevet ansat en bæredygtighedskoordinator, der skal fremme bæredygtighed på tværs af fagområder i kommunen. Der er blevet nedsat et rådgivende bæredygtighedsudvalg med deltagelse af både borgere og politikere. Og som noget af det seneste har kommunen meldt sig ind i Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb.

Opdateret: 28-03-2019 14:15
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.

Kontakt

Feedback