Varmepumper er godt for klimaet – men pas på støjen

Varmepumpe

Varmepumper er en vigtig del af omstillingen til en mere klimavenlig varmeproduktion i de områder, hvor der ikke er adgang til fjernvarme. Udbredelsen af varmepumper er derfor en vigtig del af de indsatser, der er sat i gang efter vedtagelsen af kommunens nye Klimahandlingsplan. En af udfordringerne med varmepumper er dog, at kommunen jævnligt modtager henvendelser om støjgener. Kommunen opfordrer derfor til at være omhyggelig med placeringen af nye varmepumper.

Flere og flere skifter oliefyret ud med en varmepumpe, hvis de ikke kan få fjernvarme. Det er der både god økonomi i og det er godt for klimaet. Derfor giver Energistyrelsen tilskud til etablering af varmepumper og i 2021 er der to yderligere ansøgningsrunder.

En af udfordringerne med varmepumper er dog som med plæneklippere, de larmer. Og det er normalt naboens, der larmer mest. I hvert tilfælde modtager Miljø og Klima i Syddjurs Kommune jævnligt henvendelser, hvor naboens varmepumpe er placeret, så den støjer mod terrassen eller soveværelset. Og når varmepumpen først er installeret, kan det være en udfordring, at få den flyttet.

Når man installerer en varmepumpe, bør man derfor overveje placeringen også i forhold til naboer. En varmepumpes udvendige del skal overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser. Og det anbefales at montere en støjskærm.

Formand for udvalget for natur, teknik og miljø Kim Lykke Jensen udtaler:

 - Varmeproduktion er en af de store energisyndere og det gælder naturligvis især varmekilder med fossilt brændsel. Derfor er udskiftning af oliefyr med varmepumper en væsentlig del af løsningen, når vi skal føre vores nye klimahandlingsplan ud i livet. Husk dog altid at være opmærksom på placeringen, så man ikke giver sig selv og naboen unødvendig støj. Jeg vil opfordre alle med oliefyr til at overveje en varmepumpe og undersøge støttemulighederne. Er man interesseret i at se flere bæredygtige løsninger til bolig og livsstil, kan jeg også anbefale at besøge bæredygtighedsfestivalen på Rosenholm Slot den 4.-5. september, hvor der vil være mulighed for at blive klogere på grønne energiløsninger og en lang række andre emner inden for bæredygtighed og grøn omstilling.

På Syddjurs Kommunes hjemmeside kan man finde en vejledning i placering af varmepumpens støjende, udvendige del. Vejledningen kan bidrage til, at den grønne investering i en varmepumpe gøres med omtanke, så alle i nabolaget kan nyde haven eller terrassen i ro og mag. Er man i tvivl, så spørg en leverandør, der kan råde til den bedste placering, også i forhold til et godt naboskab.

På Sparenergi.dk kan man finde vejledning i ansøgning om tilskud til udskiftning af energirenoveringer og udskiftning af dit gamle fyr.

Læs mere om bæredygtighedsfestivalen på https://rosenholm.dk/fair-festival-rosenholm-slot/

Relaterede links

Læs mere om støj, røg og lugt på kommunens hjemmeside:

https://www.syddjurs.dk/borger/natur-miljoe-og-klima/miljoe/stoej-roeg-og-lugt

Se guide om støj og varmepumper her:

https://ens.dk/sites/ens.dk/files/varme/vejledningen_stoejberegner.pdf

Søg tilskud til klimavenlig bolig på sparenergi:

https://sparenergi.dk/forbruger/boligen/tilskud?gclid=Cj0KCQjwktKFBhCkARIsAJeDT0jkY0m93LfZJFUAFCVfXena96rc7qtw43X_RCzzxVEZoof9QJBxJMUaAkhTEALw_wcB

 

Foto: Velplaceret varmepumpe

Opdateret: 17-06-2021 11:20
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.
Du kan læse mere om hvordan kommunen behandler dine personoplysninger og om dine rettigheder på https://www.syddjurs.dk/databeskyttelse Her finder du også kontaktoplysninger på kommunens databeskyttelsesrådgiver.

Kontakt