To virksomheder fra Syddjurs Kommune kom gennem nåleøjet til intensiv iværksætterkonkurrence

Iværksætterprisen

50 østjyske virksomheder har netop fået at vide, at de er udvalgt til et helt særligt mentorforløb og muligheden for at vinde 50.000 kroner i konkurrencen iværksætterprisen. Fra Syddjurs Kommune er Nordic Destination og Dansk Hus & Have Service ApS gået videre i konkurrencen

I alt 115 østjyske virksomheder meldte sig til iværksætterkonkurrencen og forløbet, hvor en jury af østjyske vækstrådgivere har udvalgt 50. Bag iværksætterprisen står Business Region Aarhus.

De 50 virksomheder kommer fra hele Østjylland og står nu foran et intensivt forløb, inden vinderne kåres den 23. maj på Sostrup Slot i Norddjurs.

Første skridt i forløbet er en nytænkningsdag, som foregår i Domen ved Aarhus Havn den 23., 24. og 25. april. Inden for kategorierne effektivitet, livskvalitet og bæredygtighed mødes iværksætterne for at få banebrydende metoder og erfaringer til at forbedre deres kundeoplevelser.

Temaet for årets iværksætterpris er netop ”Kundeoplevelser i verdensklasse”.

Borgmester Ole Bollesen udtaler:

- Tillykke til Nordic Destination og Dansk Hus & Have Service ApS. Det er godt gået af begge virksomheder og det bliver spændende at følge, hvordan de klarer sig videre. Rigtig mange dygtige virksomheder deltager i forløbet og det er vigtigt at huske, at alle får noget ud af det – også selvom man kke vinder.  Alle de 50 vil nemlig drage nytte af forløbets sparring og rådgivning.

Nordic Destination fra Ebeltoft har Thomas Kjerstein i spidsen og laver natur- og madoplevelser for virksomheder og private. Dansk Hus & Have Service ApS  er fra Kolind og har skabt et onlinesystem, hvor  private, ejendomsselskaber, boligforeninger, skoler, institutioner og virksomheder kan indhente tilbud på løsning af entreprenøropgaver.

Årsagen til at Business Region Aarhus – som består af de 12 østjyske kommuner – igen i år lancerer iværksætterprisen er, at iværksætteres betydning for den samlede beskæftigelse er yderst vigtig. Iværksættere kommer med nye ideer og værdi og har hvert år de seneste 10 år skabt 4000 blivende jobs. Alene i 2018 steg antallet af nye virksomheder med seks procent i Østjylland og dermed ligger Østjylland i spidsen med den højeste rate for at etablere ny virksomheder uden for hovedstadsområdet.

Syddjurs Kommune inviterer sammen med 11 andre østjyske kommuner netop nu alle iværksættere til at række ud efter et helt særligt mentorforløb og muligheden for at vinde 50.000 kroner. Det sker som led i det fælles østjyske forløb, Iværksætterprisen, som de 12 østjyske kommuner i Business Region Aarhus står bag.

 

 

De 12 østjyske kommuner er: Viborg, Randers, Silkeborg, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Skanderborg, Samsø, Odder, Horsens, Hedensted og Aarhus.

Opdateret: 04-04-2019 17:12
Abonner på Nyheder
Vil du abonnere på Nyheder? – Tilmeld dig vores automatisk nyhedsmail - så får du en mail hver gang siden opdateres.
Vi videregiver ikke din mailadresse til andre parter og anvender den ikke til andre formål. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke på Afmeld i de mails du modtager.

Kontakt

Feedback