Rygepolitik

Godkendt på Økonomiudvalgets møde den 24. august 2016.

Formål

  • Syddjurs Kommune ønsker at være en røgfri arbejdsplads.
  • Formålet med rygepolitikken er at sikre, at alle ansatte kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø uden de gener og den sundhedsfare, der er forbundet med passiv rygning.
  • Syddjurs Kommune ønsker med rygepolitikken at fremme en sund arbejdsplads og værne om de ansattes sundhed.

 

Regler

  • Alle fastansatte medarbejdere i Syddjurs Kommune tilbydes rygestopkurser i arbejdstiden. Du kan få hjælp til rygestop hos Rygestopvejledningen i Syddjurs Kommune. Rygestopvejledningen kan kontaktes på telefon 21 70 20 40 eller e-mail: rogfri@syddjurs.dk.
  • Syddjurs Kommunes arbejdspladser er røgfrie, og rygning er ikke tilladt i arbejdstiden.
  • Arbejdstiden regnes fra man møder, til man går hjem.
  • Hvis man ryger uden for arbejdstiden, må en eventuel uniform ikke være synlig.
  • Det er ikke muligt at flekse ud for at ryge.
  • Rygepolitikken gælder for alle arbejdspladser ved Syddjurs Kommune, og det er ikke tilladt for ansatte og borgere, politikere og gæster i øvrigt at ryge i kommunens bygninger, køretøjer samt på kommunens matrikler. Syddjurs Kommune sidestiller e-cigaretter med almindelig tobaksrygning. Rygeforbuddet gælder også alle besøgende ved kommunens institutioner og arbejdspladser.
  • På ældre- og sundhedsområdet samt for aktivitetstilbuddene Midtpunktet og Alpedalen gælder særlige regler – se nedenfor.

Rygeforbud – institutioner for børn og unge under 18 år

Rygeforbuddet omfatter alle, der opholder sig på området. Rygeforbuddet omfatter også personer, der opholder sig på institutionen mv. udenfor dens normale åbningstid. Hvis anbringelsessteder er målrettet børn og unge under 18 år og fungerer som bolig for de unge, kan der dog laves lokale regler.

Rygeforbud - dagplejen

I den kommunale dagpleje er det ikke tilladt at ryge i dagplejehjemmet og i andre lokaler til brug for dagpleje, når der passes børn. Lokaler, der primært er indrettet som børns lege- og opholdsrum, skal være røgfrie hele døgnet.

Rygeforbud – plejecentre og døgninstitutioner

Det kan pålægges beboere på plejehjem, døgninstitutioner m.v. ikke at ryge i det tidsrum, hvor ansatte opholder sig i boligen. I private hjem, hvor der modtages en offentlig serviceydelse i form af personlig og praktisk hjælp fra kommunen, er det udgangspunktet for tildeling af ydelsen, at beboeren ikke ryger i det tidsrum, hvor ansatte opholder sig i boligen.

Særligt for ældre- og sundhedsområdet – fællesarealer i plejeboligerne

Af hensyn til medbeboere, ansatte mv. henstilles beboerne til at ryge i deres eget hjem og ikke i fællesarealerne.

Særligt for aktivitetstilbuddene i Syddjurs Bo- og aktivitetstilbud og Syddjurs Bostøtte – herunder Midtpunktet

Af hensyn til bl.a. de øvrige brugere mv. på disse aktivitetstilbud, må brugerne henvises til at ryge på et særligt afgrænset areal eller pavillon.

Overholdelse af rygepolitikken

  • Ledelsen har ansvaret for, at rygepolitikken overholdes på de enkelte arbejdspladser og har pligt til at skride ind overfor medarbejdere mv., der ikke overholder rygepolitikken.
  • Overtrædelse af rygepolitikken kan få ansættelsesretlige konsekvenser.
  • De lokale MED-udvalg skal sikre en implementering af rygepolitikken.
  • Fortolkninger og præciseringer af rygepolitikken afgøres i direktionen.
  • Ændringer af rygepolitikken skal godkendes i Økonomiudvalget efter drøftelse i Hovedudvalget.

Lovgivning

Syddjurs Kommunes rygepolitik tager afsæt i lov om røgfrie miljøer (lov nr. 512 af 6. juni 2007, ændret ved lov nr. 532 af 26. maj 2010 og lov nr. 607 af 18. juni 2012) og understøtter den til enhver tid gældende lovgivning på området. Se loven her: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=11388

Lokale aftaler

Det er ikke muligt at lempe kommunens rygepolitik ved lokale aftaler.

 

Opdateret: 04-09-2017 09:23

Kontakt

Feedback