Serviceniveaubeskrivelser for mestringsforløb på socialområdet

Ydelseskatalog med beskrivelse af serviceniveau

Der kan være livsomstændigheder og udfordringer i ens funktionsevne, der gør, at man har behov for støtte og vejledning for at styrke ens forudsætninger for i så høj grad som muligt at mestre og tage aktivt del i eget liv. Derfor er der i Syddjurs Kommune medarbejdere på socialområdet, der kan understøtte borgernes udvikling af kompetencer, livsfærdigheder, handlekraft og selvbestemmelse i eget liv. Vi kan hermed støtte borgerne til i så høj grad som muligt at være selvhjulpne og selvforsørgende.  

Vi vil i samarbejde med dig, der er tilknyttet socialområdet, afdække hvilke mål og drømme du har for dit liv. Formålet med vores indsatser er at arbejde frem imod, at du kan leve et så selvstændigt liv som muligt. Vi tager udgangspunkt i det, som du allerede kan selv.

Dette ydelseskatalog beskriver hvad mestringsforløb gennem kommunens socialområde består af. Du kan i ydelseskataloget få indsigt i, hvad du kan forvente, hvis du er i målgruppen for et forløb. Serviceniveauet er fastlagt og godkendt af Byrådet i Syddjurs Kommune.

De tidsbegrænsede og længerevarende mestringsforløb skal ses i sammenhæng med kommunens politikker, herunder byrådets Vision og udviklingsstrategi 2022-2034 samt Social- og beskæftigelsespolitikken 2023-2026. I disse kan du læse mere om, hvordan vi på socialområdet har fokus på at understøtte dig i at arbejde proaktivt med dine udfordringer, og hvordan vi sammen med dig søger at finde løsninger på de udfordringer, du oplever.

Socialområdet har som kerneopgave at tilbyde indsatser, der er med til at forløse borgernes potentiale overfor målgruppen af borgere, der har en nedsat fysisk eller psykisk/kognitiv funktionsevne eller sociale udfordringer.

Et styrende princip for socialområdet generelt er mindst mulig indgriben i borgernes liv. Det betyder, at vi har en række tilbud, der er målrettet dig, der kun kortvarigt eller i mindre grad har behov for støtte og vejledning men også tilbud, der er mere omfattende, til dig, der har et stort behov for støtte og vejledning i din hverdag. Vi vil have fokus på, at du bliver tilbudt en indsats, der passer bedst muligt til det behov, du har.

I dette ydelseskatalog kan du under hvert afsnit læse, hvad de enkelte tilbud indeholder, og hvem der er i målgruppen for tilbuddet. Du kan også læse om omfanget af den støtte og vejledning, der tilbydes. Det er dog altid en konkret og individuel vurdering, hvor meget støtte og vejledning, der gives i det konkrete tilfælde. Et mestringsforløb tilbydes enten gennem Center for Social Rehabilitering eller Syddjurs Bo- og Aktivitetscenter.

I afsnit 1 kan du læse om de tidsbegrænsede mestringsforløb, der består af enten gruppeforløb eller individuelle forløb. Her er der fokus på kortere forløb om specifikke udfordringer.

I afsnit 2 kan du læse om mere længerevarende mestringsforløb. Her er der fokus på forløb, der omhandler mere komplekse udfordringer.

Hvordan kan du komme i kontakt med os?

Hvis du har en fysisk eller psykisk/kognitiv funktionsnedsættelse eller sociale udfordringer, og du oplever udfordringer i forhold til at have en velfungerende hverdag, kan du henvende dig til socialområdets samlede indgang - Én indgang - som tilbyder åben rådgivning på følgende adresser, fordelt på forskellige hverdage:

 

Alpedalen, Hornslet,

Alpedalen 14, 8543 Hornslet

Mandag kl. 9.00 – 11.00

 

Byens Hus, Rønde,

Hovedgaden 75B, 8410 Rønde

Torsdag kl. 15.00 - 17.00

 

Kafe Kolind, Kolind,

Drasbeksgade 17, 8560 Kolind

Fredag kl. 8.30 - 10.30

 

og

 

Strandgårdshøj, Ebeltoft,

Strandgårdshøj 48, 8400 Ebeltoft

Fredag kl. 9.00 - 11.30

 

Du har derudover mulighed for at kontakte Socialcenteret, ved at ringe til kommunens callcenter på telefon 87 53 50 00 mandag til tirsdag i tidsrummet 8.30 - 15.00, torsdag i tidsrummet 8.30 - 17.00 og fredag i tidsrummet 8.30 - 12.00. Du kan også sende en mail til socialcenteret på syddjurs@syddjurs.dk.

 

Hvis du i forvejen er i kontakt med en rådgiver fra socialområdet, kan du kontakte rådgiveren i Socialcenteret ud fra de kontaktoplysninger, du har.

TIDSBEGRÆNSEDE MESTRINGSFORLØB

Gruppeforløb

Formål

Formålet med et gruppeforløb er at fastholde og udvikle kompetencer for dig, der i en tidsafgrænset periode har behov for støtte og vejledning. Gruppeforløb støtter din udvikling og kompetencer i en grad, der gør dig i stand til i højere grad at opnå et mere selvstændigt liv.

Målgruppe

Et tidsbegrænset mestringsforløb er målrettet dig, som har en nedsat fysisk eller psykisk/kognitiv funktionsevne, eller dig, som har nogle sociale udfordringer, der gør, at du har behov for vejledning eller støtte til at udvikle og vedligeholde kompetencer, som medvirker til at få dit hverdagsliv til at fungere. Du kan også have behov for støtte og vejledning for at forebygge, at dine færdigheder forværres.

Gruppeforløb tilgodeser dig, der har et socialt behov eller behov for at styrke dine sociale kompetencer. Gruppeforløb gør det muligt for dig at danne relationer til de andre deltagere i gruppen. Dem, du møder i gruppen, vil have erfaringer med nogle af de samme udfordringer, som du selv oplever. Det betyder, at I kan dele jeres erfaringer med hvad der kan hjælpe i en svær situation og derved hjælpe og støtte hinanden. Det er et trygt rum, hvor I kan udvikle jer sammen. Styrken ved et gruppeforløb er, at man både får viden og input af faglig karakter fra underviserne men også på basis af konkret personlig erfaring fra de andre deltagere. Samtidig vil du opleve, at andre kan have gavn af dine egne erfaringer.

Indhold

Du har mulighed for at deltage i følgende grupper:

Netværksgruppe:

Dette forløb er for alle i målgruppen, der har behov for og lyst til at træne at være i sociale sammenhænge. I netværksgruppen er der mulighed for at mødes med andre i en tilsvarende situation og træne det at være en del af et fællesskab. Samtidig får du viden og inspiration til andre steder, du kan finde fællesskaber, for eksempel i foreninger og igennem fritidsaktiviteter. Forløbet løber over 4 måneder, hvor gruppen mødes 7 gange. I er de samme, der mødes hver gang. Gruppen mødes om torsdagen i tidsrummet 12.00 -14.00. Der er pause undervejs. Der startes en gruppe op, når der er minimum 6 deltagere. Det er forskelligt, om forløbet afholdes i Syddjurs Kommunes lokaler i Hornslet, Kolind, Ebeltoft eller Rønde. Det skyldes, at vi forsøger at oprette gruppeforløb, så tæt deltagernes bopæl som muligt.

Økonomigruppe:

Dette forløb er for alle, der har behov for hjælp og vejledning til at få overblik over sin økonomi, bruge netbank eller læse og besvare sin digitale post. I forløbet får du undervisning og træning i at lægge et budget, læse digital post, anvende netbank til at betale regninger og bruge SKATs hjemmeside. Når I mødes i gruppen, er der først undervisning, og derefter er der mulighed for at arbejde hver for sig med egen digital post og økonomiske papirer. Her får du hjælp og vejledning fra underviserne. I er de samme, der mødes hver gang. I forløbet mødes gruppen 6 gange. I mødes hver tirsdag fra kl. 12.00 - 14.00, hvor der er pause undervejs. Det er forskelligt om forløbet afholdes i Syddjurs Kommunes lokaler i Hornslet, Kolind, Ebeltoft eller Rønde. Det skyldes, at vi forsøger at oprette gruppeforløb så tæt deltagernes bopæl som muligt.

Gruppeforløb for dig med en Autisme Spektrum Forstyrrelse:

Denne gruppe kaldes en selvforståelsesgruppe og er for dig, som ønsker at få en større forståelse for, hvordan din Autisme Spektrum Forstyrrelse påvirker dit liv og din hverdag. Du får i forløbet viden om autisme generelt og en større forståelse for, hvordan din autisme udfordrer og styrker dig. Begge dele vil understøtte din måde at forstå dig selv og din autisme på. I forløbet vil du også få viden om, hvordan du kan hjælpe dig selv, og hvordan du kan formidle dit behov for støtte til andre. I gruppen er der mellem 4 og 6 deltagere. I er de samme, der mødes hver gang. Gruppen mødes 8 gange i alt. I mødes hver tirsdag fra kl. 15.30 - 17.15. Der er pause undervejs. Mødested er Syddjurs Kommunes lokaler på Lindegården, Skolevej 19, 8544 Mørke. Efter hver mødegang, er der café, som dels er åben for alle, der deltager i forløbet, men også for dem, der er på venteliste til at starte op i næste forløb og alle, der tidligere har deltaget i forløbet. Underviserne i forløbet er også til stede i caféen.

Gruppeforløb for dig, som har en opmærksomhedsforstyrrelse:

Dette forløb er målrettet dig, der har ADHD/ADD eller lignende. Gruppeforløbet bygger på en anerkendt metode, der hedder Reasoning & Rehabilitation. I daglig tale, kaldes gruppen R&R. I forløbet vil du for eksempel arbejde med at styrke din hukommelse og koncentration samt blive bedre til at håndtere konflikter. I forløbet undervises blandt andet i, hvordan du kan kontrollere impulser, overveje konsekvenser af det, du gør og blive mere bevidst om dine egne og andres tanker og følelser. Gruppen mødes 15 gange i alt. I er de samme, der mødes hver gang. I mødes én gang om ugen i 2 timer med en pause undervejs. Mødested er Syddjurs Kommunes lokaler på adressen Alpedalen 14, 8543 Hornslet. Gruppeforløbene afvikles i samarbejde mellem Socialcenteret og Center for Social Rehabilitering. Gruppeforløbene er fleksible, og hvis socialområdet oplever et behov for forløb med andet indhold eller andre temaer end de ovenstående, kan de relativt hurtigt oprettes.

Lovgrundlag: Lov om social service § 82 a

 

Individuelle forløb

Formål

Formålet med tidsbegrænsede mestringsforløb er at vejlede i, hvordan du selv kan oparbejde og træne færdigheder og udvikle dine kompetencer til at have en så selvstændig hverdag som muligt. Vi tager udgangspunkt i det, som du allerede kan selv, og bygger videre herpå, så du kan opnå flere kompetencer, eller vi kan forebygge, at dine udfordringer ikke forværres.

Målgruppe

Et tidsbegrænset individuelt mestringsforløb er målrettet dig, som har en lettere nedsat fysisk eller psykisk/kognitiv funktionsevne, eller dig, som har nogle sociale udfordringer, der gør, at du har behov for vejledning eller støtte til at udvikle og vedligeholde dine kompetencer til at få dit hverdagsliv til at fungere. Du kan også have behov for støtte og vejledning for at forebygge, at dine kompetencer reduceres. Når du tilbydes et individuelt mestringsforløb, har vi vurderet at et gruppeforløb ikke alene er tilstrækkeligt til, at opfylde dine behov for støtte og vejledning.

Indhold

I et tidsbegrænset individuelt mestringsforløb arbejder én eller flere medarbejdere sammen med dig om en konkret og afgrænset udfordring. Forløbet tager udgangspunkt i dine egne ønsker og drømme, så dit eget perspektiv og dit eget medansvar styrkes. Konkret vil et mestringsforløb blive tilrettelagt i dialog med dig, og du skal selv bidrage til, at vi sammen kan identificere, hvor du kan have behov for vejledning.

Et individuelt, tidsbegrænset mestringsforløb vil typisk vare 3 måneder og kan maksimalt vare 6 måneder. Hvis du forsat har udfordringer i din hverdag, kan du tilbydes flere tidsbegrænsede forløb, men med forskellige mål.

Et individuelt mestringsforløb kan indeholde støtte og vejledning til: 

  • At strukturere din hverdag herunder for eksempel at holde styr på aftaler eller at opnå en døgnrytme, der gør, at du kan deltage i de ting, du ønsker for eksempel i møder eller sociale arrangementer.
  • At planlægge praktiske opgaver i dit hjem såsom rengøring, oprydning og indkøb.
  • Dit sociale liv, for eksempel hvis du er ensom og gerne vil vejledes i at etablere og vedligeholde dit sociale netværk og kontakten til din familie.
  • Dit fritidsliv, hvis du har udfordringer med at indgå i sociale sammenhænge i fritids- og kulturaktiviteter.
  • At håndtere post, henvendelser fra det offentlige samt at håndtere og styre din økonomi.
  • At deltage i dagtilbud, uddannelse eller beskæftigelse
  • At anvende offentlig transport eller færdes sikkert i trafikken

Hvis en del af dine udfordringer er at anvende offentlig transport, færdes sikkert i trafikken eller deltage i sociale sammenhænge og møder, kan forløbet indeholde træning af dine færdigheder til selv at kunne transportere dig rundt og deltage i møder. Der er ikke mulighed for, at medarbejderen selv transporterer dig.

Der er forskellige former for kontakt, der kan indgå som en del af et individuelt tidsbegrænset mestringsforløb:

  • Telefonisk kontakt
  • Online støtte enten via apps eller videomøde
  • Gruppeforløb
  • Samtaler mellem en medarbejder og dig i kommunens bygninger
  • Besøg i eget hjem

Lovgrundlag: Lov om social service § 82 b.

LÆNGEREVARENDE MESTRINGSFORLØB

Formål

Et længerevarende mestringsforløb er et forløb, hvor du tilbydes hjælp til at udvikle de kompetencer og færdigheder, du har brug for, så du kan blive mest mulig selvhjulpen i din hverdag. Et længerevarende mestringsforløb kan være relevant, når et tidsbegrænset mestringsforløb ikke er tilstrækkeligt til at opfylde de overordnede mål med indsatsen.  

Forløbet skal bidrage til, at du kan skabe en tilværelse på̊ egne præmisser, og der arbejdes med vejledning og støtte til det, du helt specifikt har behov for. Derudover kan formålet være, at du trænes i at vedligeholde kompetencer til at være selvhjulpen i din hverdag. Målet er at du kan leve et liv med færrest mulige begrænsninger og mindst mulig indgriben fra andre. Et forløb kan også være med til at forebygge en forværring af dit funktionsniveau. I særlige tilfælde kan et mestringsforløb have fokus på at kompensere for de udfordringer, du har som følge af din funktionsnedsættelse.

Et mestringsforløb bevilges gennem Socialcenteret efter en konkret og individuel vurdering. Deltagelse i et mestringsforløb tilbydes enten gennem Center for Social Rehabilitering eller Syddjurs Bo- og Aktivitetscenter.

Målgruppe

Mestringsforløb er målrettet dig, der har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk/kognitiv funktionsevne, eller dig, som har sociale udfordringer, der gør, at du har behov for hjælp, omsorg eller støtte til at udvikle og vedligeholde dine kompetencer til at få dit hverdagsliv til at fungere.

Derudover kan et mestringsforløb i særlige tilfælde, indeholde støtte, der kompenserer for de konkrete begrænsninger og udfordringer, du kan have i praksis, når du har en funktionsnedsættelse.

Indhold

Indsatsen vil være afhængig af de udfordringer, du oplever, og de behov, du har. Det er en rådgiver fra Socialcentret, der sammen med dig fastsætter de overordnede mål med indsatsen. Indsatsen beskrives i den handleplan, du laver sammen med rådgiveren, og du aftaler hvordan forløbet skal tilrettelægges i praksis med en medarbejder fra Center for Social Rehabilitering eller Syddjurs Bo- og Aktivitetscenter.

Du vil blive tilknyttet en eller flere medarbejdere, som er uddannet til opgaven. Medarbejderen har indsigt i og typisk konkret erfaring med de typer af funktionsnedsættelser, du kan have, og hvordan man kan arbejde med at de begrænser dig mindst muligt.

I mestringsforløbet vil du modtage råd, vejledning og støtte, der skal styrke din mestringsevne gennem samtaler, færdighedstræning og vejledning.

De udfordringer, du kan have behov for vejledning og træning i at mestre, kan f.eks. være:

  • At strukturere din hverdag herunder for eksempel at holde styr på aftaler eller at opnå en døgnrytme, der gør, at du kan deltage i de ting, du ønsker, for eksempel i møder eller sociale arrangementer.
  • At planlægge praktiske opgaver i dit hjem såsom rengøring, oprydning og indkøb.
  • Dit sociale liv, for eksempel hvis du er ensom og gerne vil vejledes i at etablere og vedligeholde dit sociale netværk og kontakten til din familie.
  • Dit fritidsliv, hvis du har udfordringer med at indgå i sociale sammenhænge i fritids- og kulturaktiviteter.
  • At håndtere post, henvendelser fra det offentlige samt at håndtere og styre din økonomi.
  • At deltage i dagtilbud, uddannelse eller beskæftigelse
  • At anvende offentlig transport eller færdes sikkert i trafikken

Hvis en del af dine udfordringer er at anvende offentlig transport, færdes sikkert i trafikken eller deltage i sociale sammenhænge og møder, kan forløbet indeholde træning af dine færdigheder til selv at kunne transportere dig rundt og deltage i møder. Det kan for eksempel være træning i brugen af offentlige transportmidler, besøg i banken og/eller fremmøde i café og samværstilbud som led i træning af sociale færdigheder. Der ydes også støtte til at afsøge om du kan få anden hjælp til transport. Der er ikke mulighed for, at medarbejderen selv transporterer dig.

Der er forskellige former for kontakt, der kan indgå som en del af et mestringsforløb:

  • Telefonisk kontakt
  • Online støtte enten via apps eller videomøde
  • Samtaler mellem en medarbejder og dig i kommunens bygninger, enten i en gruppe eller individuelt
  • Besøg i eget hjem

Du kan forvente et mestringsforløb, som er niveauinddelt efter omfanget og kompleksiteten dine udfordringer, som er beskrevet af rådgiveren.

Mestringsforløb kan tilbydes i følgende omfang:

  • Niveau 1: Let støtte

I niveau 1 tilbydes op til 1-2 planlagte kontakter fordelt over to uger.

Støtte i niveau 1 kan også være tryghedsskabende kontakt og en del af en udslusning fra længere forløb.

  • Niveau 2: Moderat støtte

I niveau 2 tilbydes op til 1-2 ugentlige planlagte kontakter.

  • Niveau 3: Omfattende støtte

I niveau 3 tilbydes op til 3-4 ugentlige planlagte kontakter.

  • Niveau 4: Meget omfattende støtte

I niveau 4 er der tale om støtte, der muliggør, at du kan blive boende i eget hjem, og er derfor et alternativ til et botilbud. Støtten tilbydes, når niveau 3 ikke er tilstrækkeligt.

Når du deltager i et mestringsforløb, vil indsatsen være målrettet og fleksibel. Det betyder, at der kan ske tilpasninger undervejs også i forhold til niveauer. Det er for at sikre, at forløbet har den ønskede effekt på dine udfordringer i hverdagen. Som minimum følger vi op på om tilbuddet er det rette og på rette niveau en gang om året.

Lovgrundlag:  Lov om social service § 85. 

Borgerservice

Mandag-Tirsdag

08:30 - 15:00

Torsdag

08:30 - 17:00

Fredag

08:30 - 12:00

Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft