Valgmuligheder

Tilbud og valgmuligheder i Tandplejen

Den kommunale børne- og ungdomstandpleje er et tilbud fra Syddjurs Kommune. Det er byrådet, der bestemmer serviceniveauet. Du kan vælge mellem forskellige ordninger. Dit valg gælder hele tandplejetilbuddet, også tandregulering.

Hvis du vælger tandpleje på kommunens klinikker i det distrikt, hvor du bor

- skal du ikke foretage dig noget, dit barn bliver automatisk indkaldt og tandplejen er gratis for dig.

Hvis du vælger tandpleje på en af de andre kommunale klinikker i Syddjurs Kommune

- vil vi bede dig give os besked om at flytte dit barn til den klinik eller den tandlæge, hvor du ønsker, at dit barn skal gå.
Dit barn bliver derefter automatisk indkaldt til tandpleje på den nye klinik og tandplejen er gratis for dig.

Hvis du vælger tandpleje på en anden kommunes klinikker

- vil vi bede dig give os besked herom. Tandplejen er gratis for dig. Du skal være opmærksom på at andre kommuner har ret til at sige nej til at behandle dit barn, hvis de ikke har kapacitet hertil. Du skal derfor spørge på den kommunale klinik, hvor du ønsker dit barn behandlet, om det kan lade sig gøre.

Fritvalgsordning - Privat tandlæge til børn under 16 år

Hvis I ønsker at benytte jer af fritvalgsordning skal Syddjurs kommunale tandpleje først kontaktes, da der skal indgås en aftale med tandlægen. Dette skal være i orden, før undersøgelse og behandling må påbegyndes. I modsat fald kan Syddjurs kommune ikke tilbyde at dække udgiften.

Hvis I ønsker at benytte privat tandlæge efter fritvalgsordning, skal I være opmærksomme på følgende retningslinjer og vilkår:

  • For 0-15 årige er der tilskud på 65 % til tandplejeydelser med fast pris efter Børne- og Ungdomstandpleje-overenskomsten (BUT), f.eks. undersøgelse, bedøvelse og forebyggende behandling, mens egenbetalingen er på 35 %.
  • Valg af tandplejetilbud gælder det samlede tandplejetilbud, dvs. almindelig tandpleje og tandregulering.
  • Forud for påbegyndelse af større behandlinger uden fast pris efter overenskomst, f.eks. tandreguleringsbehandling, operativ fjernelse af tænder/visdomstænder, bidskinner mm. skal jeres tandlæge altid ansøge om tilskud til behandlingen. I modsat fald er der intet tilskud fra Syddjurs Kommune til behandlingen, men 100 % egenbetaling.
  • Der kan være varierende grad af egenbetaling for 0-15-årige, der modtager behandlinger uden fast pris efter overenskomst i privat praksis.
    Egenbetalingens størrelse vil afhænge af den private tandlæges prisniveau i forhold til størrelsen af det kommunale tilskud til den aktuelle behandling. (se priseksempler nedenunder)
  • Igangværende behandling skal være afsluttet. Dette gælder også, hvis du ønsker at vende tilbage til Tandplejen i Syddjurs Kommune igen.
  • Dit valg af tandlæge er som udgangspunkt gældende for et år af gangen

Priseksempler:

Tandregulering:
Udregning afventer

Bidskinne:
Udgift til bideskinne hos privat praktiserende tandlæge: f.eks. kr. 3.800,-
Beregnet kommunalt tilskud til bidskinne kr. 3.627,75,- (beregnet april 2024)
Kommunalt tilskud til bideskinne: 65% af kr. 3.627,75,- =  kr. 2.358,04,-
Egenbetaling: kr. 3.800,- minus kr. 2.358,04,- = kr. 1.441,96,-

 

Fritvalgsordning - Privat tandlæge til børn over 16 år

Hvis I ønsker at benytte jer af fritvalgsordning skal Syddjurs kommunale tandpleje først kontaktes, da der skal indgås en aftale med tandlægen. Dette skal være i orden, før undersøgelse og behandling må påbegyndes. I modsat fald kan Syddjurs kommune ikke tilbyde at dække udgiften.

Hvis du ønsker at benytte privat tandlæge efter fritvalgsordning, skal du være opmærksom på følgende retningslinjer og vilkår:

  • For 16-21 årige er der tilskud på 100 % til tandplejeydelser med fast pris efter Børne- og Ungdomstandpleje-overenskomsten (BUT), f.eks. undersøgelse, bedøvelse og forebyggende behandling.
  • Valg af tandplejetilbud gælder det samlede tandplejetilbud, dvs. almindelig tandpleje og tandregulering.
  • Forud for påbegyndelse af større behandlinger uden fast pris efter overenskomst, f.eks. tandreguleringsbehandling, operativ fjernelse af tænder/visdomstænder, bidskinner mm. skal din tandlæge altid ansøge om tilskud til behandlingen. I modsat fald er der intet tilskud fra Syddjurs Kommune til behandlingen, men 100 % egenbetaling.
  • Der kan være varierende grad af egenbetaling for 16-18-årige, der modtager behandlinger uden fast pris efter overenskomst i privat praksis.
    Egenbetalingens størrelse vil afhænge af den private tandlæges prisniveau i forhold til størrelsen af det kommunale tilskud til den aktuelle behandling. (se priseksempler nedenunder)
  • Igangværende behandling skal være afsluttet. Dette gælder også, hvis du ønsker at vende tilbage til Tandplejen i Syddjurs Kommune igen.
  • Dit valg af tandlæge er som udgangspunkt gældende for et år af gangen

Priseksempler:

Tandregulering:
Udregning afventer

Operativ fjernelse af visdomstand:
Udgift til operativ fjernelse af visdomstand hos privat praktiserende tandlæge: f.eks. kr. 2.700,-
Beregnet kommunalt tilskud til fjernelse af visdomstand kr. 2.284,33,- (beregnet april 2024)
Kommunalt tilskud til operativ fjernelse af visdomstand: 100% af kr. 2.284,33- = kr. 2.284,33,-
Egenbetaling: kr. 2.700,- minus kr. 2.284,33,- = kr. 415,67,-

Bidskinne:
Udgift til bideskinne hos privat praktiserende tandlæge: f.eks. kr. 3.800,-
Beregnet kommunalt tilskud til bidskinne kr. 3.627,75,- (beregnet april 2024)
Kommunalt tilskud til bideskinne: 100% af kr. 3.627,75,- =  kr. 3.627,75,-
Egenbetaling: kr. 3.800,- minus kr. 3.627,75,- = kr. 172,25,-

Bemærk: Ovenstående tilskud på fjernelse af visdomstand og bidskinne er beregnet på baggrund af oplyste priser på Sundhed.dk. Der pågår imidlertid dialog mellem KL og tandlægeforeningerne om
valg af metode til beregning af referencepriser. Det er derfor muligt, at priserne senere skal genberegnes efter anden metode. Hvorvidt dette kan give højere eller lavere referencepriser, er uafklaret.

Tandplejen

Tandreguleringen: 87 53 51 40