Indkaldelse af idéer og forslag til kommuneplan 2024

Der går ofte god tid fra idé til virkelighed. 

1. Først skal ønsket om nye arealer prioriteres.
2. Oplægget til prioritering sendes i en forudgående offentlig høring som grundlag for at gøre ønskerne til rammer (det er den høring vi har vi nu).
3. Derefter skal ønskerne indarbejdes som rammer i forslaget til kommuneplanen.
4. Forslaget til kommuneplanen med tilhørende rammer sendes i offentlig høring i 8 uger.
5. Efter den offentlige høring kan små justeringer i rammerne være mulige, planen sendes til endelig vedtagelse.
6. Når kommuneplanen er endeligt vedtaget, træder kommuneplanen som politikernes arbejdspapir i kraft.
7. Herefter er det muligt at søge om at få lokalplanlagt de nye arealer i kommuneplanen. Det er op til den enkelte jordejer at søge om lokalplanen.
8. Når vi har modtaget en ansøgning om en lokalplan, bliver den forelagt til prioritering politisk.
9. Det er op til Erhvervs og planudvalget at prioritere rækkefølgen af lokalplaner.
10. Når en lokalplan er prioriteret, skal der forberedes en igangsætningssag der beskriver forudsætningerne for at arbejde med lokalplanen.
11. Erhverv og Planudvalget godkender igangsætningen af lokalplanen. Herefter er der et fast forløb for lokalplanens udarbejdelse. Forløbet indeholder mindst en høring af naboer, interessenter og myndigheder.
12. Når lokalplanen er endeligt godkendt, er det muligt at søge om byggetilladelse til projekter inden for lokalplanen. Det er muligt at fortsætte med de aktiviteter, der er i området inden det blev lokalplanlagt. Der er ikke tidsfrist for hvornår lokalplanen skal være udnyttet.  
13. I nogle tilfælde, hvor større byområder skal sikres en sammenhæng, er det en fordel at definere overordnet strukturplan for området, inden lokalplaner for enkelte byfunktioner (bolig, institution, erhverv og lignende) sættes i gang.

Da planlægningen er afhængig af frivillighed, kan det tage mange år før et rammelagt areal bliver omsat med en lokalplan. Nogle gange sker det ikke inden for den 12-årige periode kommuneplanen gælder. Det kan derfor være en god idé at væbne sig med tålmodighed. 

Først skal det politisk prioriteres at arbejde med arealønsket og gøre arealet, eller en del af arealet, til en eller flere kommuneplanrammer.

Omstændighederne ved at gøre et areal ønske til en ramme, er blandt andet beskrevet i arealbarometeret.

Arealbarometeret beskriver med grøn, gul og rød hvor mange hensyn der skal tages i en efterfølgende planproces og dermed også hvor omstændigt det er at skabe samspil mellem elementerne der er vurderet i barometeret. Tilpasningen af rammen og den senere lokalplanproces får indflydelse på antallet af boligenheder, hensyn til natur og miljø, lokale stiforbindelser, sammenhænge og lignende.

Tilpasningen når vi skal skrive forslaget til kommuneplanen, kan gennemføres på to måder: 

1: Arealønskets område bliver reduceret med hensyn til forskellige faktorer fra arealbarometeret og denne forudgående offentlige høring. Rammeområdets grænse tilpasses og minimeres. Det begrænser også hvad vi kan regulere, som potentielt kan have en lokal merværdi. Planlægningsområdet er begrænset og styring af arealerne uden for eksempelvis et boligområde er meget begrænsede.  

Eksempel: Der er at søområde med nogle store fuldkronede træer inden for et arealønske. Træerne er meget karakteristiske for området. Søen er §3 beskyttet. I dette eksempel (1) bliver rammen trukket uden om træer og sø. Nu kan vi ikke skrive i en lokalplan, at træerne skal bevares. Vi kan heller ikke sikre at sø-området bliver et aktiv for bebyggelsen. 

2:  At arealønsket opdeles i flere typer rammeområder (som rekreativ, bolig, erhverv) eller at vi med samme rammens udformning og indhold sikrer at vi passer på de lokale værdier når vi skal lokalplanlægge området.

Eksempel: Der er at søområde med nogle store fuldkronede træer inden for et arealønske. Træerne er meget karakteristiske for området. Søen er §3 beskyttet. I dette eksempel (2) kan en samlet ramme indeholde både sø, træer og byggeri. Området kan også deles op i en ramme til rekreative formål for sø-området og en til byggeri. Nu kan vi skrive i en lokalplan at træerne skal bevares og at vi ikke laver stier i søens nærhed, så den får ro til at passe sig selv. Samtidig er det grønne område et aktiv for bebyggelsen.

Antallet af boligenheder, der fremgår enten af et arealønske eller i en basal udregning er altid vejledende. Det vejledende består i, at vi arbejder med et udgangspunkt, som skal justeres i en længerevarende proces. Denne forudgående offentlige høring er en del af processen.

På dette tidspunkt i planlægningen er det meget uvist hvor mange boligbyggemuligheder der reelt bliver mulighed for i et arealønske.  Antallet bliver justeret hvis det bliver besluttet at fremme ønsket med en ramme for dele af eller hele området. Det er helt afhængig af hvordan arealønsket ender med at blive tilpasset som ramme ,hvordan arealet bliver lokalplanlagt og sidst, hvad der bliver givet byggetilladelse til. 

Se i øvrigt svar på hvordan og hvornår et arealønske bliver til virkelighed. 

Det kan tage mange år. Også ud over de 12 som Kommuneplanen sætter en retning for. For større sammenhængende byområder er det som udgangspunkt godt at starte planlægningen med en strukturlokalplan.

En by uden en byskitse har samme muligheder, som en by med byskitse, men uden et samlet overblik.

Forskellen er, at overvejelserne, der er indtænkt med et byskitse som udgangspunkt skal gøres hver gang der er et arealønske for den pågældende by.

Det er derfor både muligt at lave nye rammer til byformål i tilknytning til byen, eller fortætte i en by uden en byskitser. Det er naturligvis også muligt at arbejde med fritidsområder og stiforbindelser i og omkring byen og arbejde med lokal merværdi, når arealer lægges ud.

Strukturplanen fastlægger det, der binder et nyt byområde sammen. Det kan være byområdets rekreative områder, overordnede veje og stier, håndtering af regnvand og forsyning. Planen kan også definere hvordan de enkelte byfunktioner skal flettes sammen, og er dermed også med til at definere kvaliteten i det kommende byområde.  

På baggrund af strukturplanen bliver de enkelte bolig- institutions-, erhvervsområder og lignende lokalplanlagt. 

Hvor og hvornår der skal fastlægges en strukturplan kan typisk være en selvstændig proces, og behøver derfor ikke være en del af kommuneplan 2024. Dog indgår det som en del af anbefalingerne til den forudgående offentlighed hvor det kan være gavnligt at arbejde med strukturplaner. 

Enkelte steder gennemskæres de høje morænebakker af lavtliggende smeltevandssletter, store lavbundsflader, ådale og søer.

Lavt og jævnt. Særligt i den nordlige/centrale del af Syddjurs Kommune, er landskabet kendetegnet ved et lavtliggende, jævnt terræn, dannet af smeltevandet fra isen i den sidste istid. Her har vandet strømmet gennem de lavtliggende dele af landskabet, og skabt et fladt terræn, der typisk er præget af sandede jordarter. Enkelte steder er de flade sletter præget af mindre vandløb og søer, der skaber lokale variationer i terrænet, og derved giver det et jævnt udtryk. De jævne og sandede slettelandskaber er ofte tilplantet med læhegn og plantager for at hindre sandfygning. Flere steder ses ligeledes spor efter råstofindvinding.

Slettelandskaberne ses særligt i landskabet omkring Tirstrup (område 21), hvor landskabet er domineret af plantager, samt i landskabet omkring Pindstrup (område 7), hvor sletterne i højere grad ligger som mindre, spredtliggende ”øer” i det lavbundsprægede landskab. Derfor er plantagerne også mere spredtliggende i landskabet, hvilket tilfører landskabet en mosaikkarakter, i form af en veksling mellem de lukkede plantager på sletterne og de åbne enge i lavbundsområderne.

Lavt og fladt. I de lavest liggende dele af landskabet er terrænet kendetegnet ved en lavbundskarakter i form af våde enge og moser omkring et netværk af vandløb og søer. Lavbundslandskaberne er typisk dannet ved landhævninger, og har således oprindeligt været vanddækkede områder, i det gamle istidslandskab. Derfor er landskaberne også typisk kendetegnet ved et helt fladt terræn.

Lavbundslandskaberne er særligt markante i den nordlige del af kommunen, hvor det lavtliggende landskab oprindeligt har udgjort fjorde i det gamle stenalderhav, men som ved landhævninger gradvist er blevet tørlagt. Dette er særligt tydeligt i område 7 og 9. Her er lavbundsarealerne kendetegnet ved et sammenhængende netværk af vandløb, moser og enge, samt en tæt struktur af afvandingsgrøfter, der vidner om et forsøg på at tørlægge arealerne, med henblik på en landbrugsmæssig udnyttelse af landskabet.

Kolindsund (område 8) var oprindeligt en del af de gamle fjorde, men blev ved de senere landhævninger til en lavvandet sø. Søen er senere blevet inddæmmet med henblik på at udnytte den særligt frugtbare søbund til landbrugsmæssig dyrkning. Det har skabt et helt fladt, tørlagt lavbundslandskab, med en tæt struktur af kanaler og grøfter samt pumper til afvanding af søen.  

Også langs kysterne er landskabet kendetegnet ved lavbundsområder, der på forskellig vis strækker sig ind i kystlandskabet og skaber et varieret terræn. Det ses de fleste steder langs kysten, men er særligt tydeligt i områderne 11, 12, 13, 17, og 20. Flere steder er lavbundsarealerne gennem tiden blevet tørlagt og opdyrket.

Enkelte steder forekommer lavbundslandskabet som enkeltstående områder i de høje bakkelandskaber, hvor de er dannet ved store isklumper, der er eroderet ned i overfladen (issøer). Dette er særligt fremtrædende i område 5, der er et større, sammenhængende issølandskab, der tidligere har været tørlagt med henblik på dyrkning, men som i dag er genoprettet til våde enge.

Dallandskaberne. Enkelte steder i landskabet har istidens smeltevandsstrømme skabt tydelige dalstrukturer i landskabet, enten i form af brede, fladbundede ådale, dybe tunneldale eller smalle og mere stejle erosionsdale.

Ådalene er en del af landskabets smeltevandssletter, hvor vandet har samlet sig i vandløb, og eroderet sig ned i den jævne smeltevandsslette. Ådalene er ofte svagt markeret ned i terrænet, med svagt stigende dalsider omkring en flad, bred dalbund. Dalene er ofte afvandet med henblik på dyrkning, ligesom åerne er blevet udrettet, hvilket slører dalstrukturerne. Dette ses eksempelvis i område 9, men kan også findes flere steder i område 7, der er kendetegnet ved et netværk af åer i lavbundslandskabet.

Tunneldalene er kendetegnet ved mere dybe dalstrukturer, der er dannet af smeltevand under isen i den sidste istid. Dette ses i landskabet omkring Rønde (området 15), hvor en dyb tunneldal skærer sig tværs gennem det høje, bakkede landskab fra nordøst til Kalø Vig i sydvest. En større tunneldal findes ved kommunegrænsen til Randers Kommune i vest (område 4), hvor landskabet er en del af den store sammenhængende tunneldal omkring Alling Å.

Erosionsdale er kendetegnet ved mindre, smalle og ofte dybe dalestrukturer, der findes på de højere bakkede landskaber, hvorfra smeltevandet er løbet ned i de omkringliggende, lave dele af landskabet. Erosionsdalene kan især findes i område 1, 3, 4 og 10, hvor de skærer sig ned som smalle dalstrukturer i det bakkede terræn, og dermed skaber lokale terrænvariationer.

Stor dele af kommunens landskaber er kendetegnet ved højtliggende morænebakker. Morænebakkerne er på forskellig vis modelleret af isen i den sidste istid, hvilket har skabt store variationer i både højde og terrænformer.

Højt og kuperet. Langs de to vige, Kalø Vig og Ebeltoft Vig, er landskabet kendetegnet ved to markante højderygge, der følger vigenes bugtede form, og som møder hinanden i det høje, stærkt kuperede landskab ved Mols Bjerge. De markante højderygge er såkaldte israndsbakker/randmorænebakker, dannet af isen i den sidste istid, hvor isen har skubbet underlaget sammen foran sig, og derved har dannet de aflange, buede bakkedrag, med et kupereret udtryk.

De høje bakker er kendetegnet ved vidtrækkende udsigter, særligt mod kysten i syd. Landskaberne er derfor også attraktive for byudvikling, og kendetegnes derfor af et sammenhængende bånd af byer, der blandt andet omfatter Ugelbølle og Rønde (område 15) samt Ebeltoft (område 14). Ved Mols Bjerge (område 16) har det stærkt kuperede landskab en naturpræget karakter.

Højt og storbakket. Det højtliggende morænelandskab, der særligt kendetegner den vestlige del af kommunen (område 3 og 4), er flere steder præget af store, bløde bakkedrag, mens en række mindre erosionsdale lokalt skaber terrænvariationer i de bløde bakker. De høje morænebakker er domineret af god, dyrkningsegnet moræneler, hvilket også er afspejlet ved en landbrugsmæssig udnyttelse af landskaberne. Det højtliggende, bakkede terræn og den transparente, dyrkede karakter, giver ofte mulighed for vidtrækkende udsigter på tværs af landskabet og til de omkringliggende områder.

Højt og let bakket. I den nordlige del af kommunen er morænelandskabet generelt mere jævnt, men her er en række erosionsdale med til at tilføre lokale terrænvariationer, og giver derved terrænet et let bakket udtryk. Dette ses særligt i område 1 og 10. Her er jorden domineret af morænesand, der er velegnet til dyrkning, og som derved også afspejles ved en landbrugsmæssig udnyttelse af landskabet. Den let bakkede overflade og landbrugslandskabets transparente karakter giver ofte gode muligheder for udsigter på tværs af landskabet, mens landskabet omkring dalene har en mere lukket karakter.

Højt og jævnt. Enkelte steder har det høje morænelandskab en mere jævnt overflade, hvor der kun er enkelte terrænvariationer i form af mindre dalestrukturer, små bakker og dødishuller. Dette ses særligt i landskabet omkring Hornslet (område 6), i den sydvestlige del af kommunen, samt i landskabet omkring Fjeld Skov (område 2) i den nordlige del af kommunen. Disse områder er ligeledes kendetegnet ved en tæt bevoksningsstruktur i form af store skove, der, sammen med det jævne terræn, giver landskabet en lukket karakter.

Syddjurs Kommune er generelt kendetegnet ved en lang og varierende kystlinje, hvor relationerne til kysterne har haft stor betydning for den kulturbetingede udnyttelse af landskabet til særligt bosætning og fritidsformål.

De kystorienterede landskaber. De kystorienterede landskaber er kendetegnet ved, at landskabet har en terrænmæssig orientering mod kysten, ligesom de ofte er præget af udsigter over kystlandskabet og det omkringliggende hav. De kystorienterede landskaber er også ofte kendetegnet ved at indeholde sommerhusområder og andre rekreative anvendelser langs kysten. Syddjurs Kommune er omgivet af en lang kystlinje, og store dele af landskabet er derfor kendetegnet ved en orientering mod kysten. De kystorienterede landskaber kan dog opleves meget forskellige, idet nogle orienterer sig mod lukkede vige, eksempelvis Kalø Vig, hvor der er tætte relationer på tværs af vigene, mens andre orienterer sig mod det åbne hav, med vide udsigter over den åbne vandflade.

Det lave marine forland. De helt kystnære landskaber er ofte kendetegnet ved lavtliggende, flade områder, der strækker sig langs kysterne, og nogle steder breder sig ind i de bagvedliggende landskaber. Disse områder er typisk hævet havbund, strandvolde eller strandenge, og kendetegnet ofte ved at være dækket af naturlige vegetationer. Dette ses særligt flere steder langs de tre vige, Ebeltoft Vig, Kalø Vig og Begtrup Vig samt ved Ahl hage og Øerne.

Det høje bakkede. Flere steder er de kystnære landskaber kendetegnet ved høje, bakkede landskaber, der strækker sig helt ud til kysten, hvor de afsluttes brat af en høj kystskrænt. Her er terrænet ofte kendetegnet ved at falde jævnt mod kysten i store bløde bakker. Dette kan eksempelvis ses i landskabet på Helgenæs og Skødshoved, hvor landskaberne afsluttes af høje kystskrænter.

Ø landskab. Et ø-landskab dækker både over øer men også halvøer, der fremstår som afgrænsede landskabsområder, uden umiddelbar sammenhæng med de omkringliggende landskaber. Ø-landskaberne er også kendetegnet ved at have en nær tilknytning og sammenhæng til havet. Ø-landskaberne omfatter Hjelm ø og de to halvøer, Helgenæs og Skødshoved.

Landskabets geologiske strukturer og den lange, varierede kystlinje har stor betydning for, hvordan menneskene gennem tiderne har udnyttet landskabet, og dermed på forskellig vis har sat sig præg på landskabet karakter.

Oldtiden ( - år 1050)

Gravhøjene er de mest udbredte spor fra oldtiden, der optræder som synlige elementer i det danske landskab. Gravhøjene er med til at afspejle en stor tidsdybde i landskabets kulturbetingede anvendelse, og giver et billede af den menneskelige aktivitet i oldtidens landskab. Gravhøjene ligger fordelt over de højtliggende morænelandskaber, men med større koncentration enkelte steder i landskabet, hvor de herved optræder som tydelige, karaktergivende elementer i landskabet. Det gælder blandt andet i landskabet nord for Kolindsund (område 1), landskabet nordøst for Mårup Å (område 10), omkring Kalø Slotsruin (område 15) samt på Mols Bjerge (område 9). Gravhøjene ligger ofte i skovene, hvor de er sløret af skovens bevoksning, men flere steder optræder de også som fritliggende elementer på de åbne landbrugsflader, hvor de er med til at tilføre landskabet en særlig kulturhistorisk fortælling.

Middelalderen (ca. år 1050 - 1500)

Landsbyerne ligger fordelt i det højtliggende morænelandskab, hvor de ofte ligger i tilknytning til ådale eller lavtliggende enge. Her har de udnyttet den højtliggende, gode morænejord til dyrkning, mens de våde og frodige enge har været anvendt til afgræsning af gårdenes dyr. De gamle landsbyer optræder flere steder med en intakt struktur, hvor der kun er sket få ændringer igennem tiderne.

Mange af landsbyerne er opstået som kirkelandsbyer, omkring de gamle middelalderkirker, der ligger fordelt i landskabet og som ofte kan dateres tilbage til 11-1200-tallet. Enkelte steder er de gamle kirker nedrevet til fordel for nyere kirker, opført i moderne stil, men ofte på samme placering som den oprindelige kirke. Kirkerne ligger flere steder tæt i landskabet, hvor de har et visuelt samspil imellem sig, og fungerer som pejlemærker i det åbne land.

Kalø Slotsruin stammer fra 1300-tallet, hvor det blev opført som én af fire borge i Jylland, der skulle styrke kongemagten. Borgen blev placeret på en lille ø i Kalø Vig, hvor det blev forbundet til fastlandet via en dæmning. Her ligger ruinen således med en fremtrædende placering i kystlandskabet, indrammet af de store gamle skove langs kysten.

Djursland har en forholdsvis stor koncentration af hovedgårde, der ligger jævnt fordelt i landskabet, og har rødder tilbage til middelalderen. De mange hovedgårde vidner om et næringsrigt og dyrkningsegnet landskab. Hovedgårdene er afspejlet i landskabet ved en meget enkel karakter og stor skala, med en veksling mellem store, dyrkede marker og store gamle skove, der indrammer hovedgården. Denne struktur adskiller sig ofte fra de omkringliggende landbrugslandskaber, og fremstår som en tydelig kulturhistorisk reference i landskabet. Omkring flere af hovedgårdene er der sket senere udstykninger af de oprindelige hovedgårdejerlav, mens enkelte hovedgårde optræder med en intakt struktur. Det gælder eksempelvis Skaføgård Hovedgård, i den nordvestlige del af kommunen (område 7).

Rosenholm Slot er en af egnens mest markante hovedgårde, og udgør med sin synlige placering i landskabet nord for Hornslet (område 6), et særligt kulturhistorisk element i landskabet.

Nyere tid (ca. 1500 – 1900)

Landboreformernes udskiftning af landsbyerne, der fandt sted i slutningen af 1700-tallet, har haft stor betydning for mange af de strukturer, der kendetegner de danske landskaber i dag. Med Landboreformerne skete en omfordelingen af jorden blandt bønderne, dels som stjerneudskiftninger, og dels som blok- eller kamudskiftninger. Ved stjerneudskiftning af landsbyerne blev gårdene liggende i landsbyerne, mens de omkringliggende jorder blev fordelt i ”lagkagestykker” ud fra den enkelte gård, og som tilsammen dannede tydelige stjernestrukturer i landskabet. Disse strukturer kan flere steder ses omkring de gamle landsbyer, blandt andet i landbrugslandskabet i den vestlige del af kommunen (område 4) samt i det kystnære landbrugslandskab omkring Kalø Vig (område 20). Ved blokudskiftning blev gårdene udflyttet fra landsbyerne til de omkringliggende landbrugsjorder, typisk i rektangulære felter, hvilket eksempelvis kan ses i det landbrugsprægede landskab langs Kattegatkysten (område 12).

Som et led i de store landboreformer blev fredskovsforordningen indført i 1805 og omfattede alle landets skove. På grund af overdreven udnyttelse af landskabets skove var der omkring år 1800 kun 4 % skov tilbage i Danmark. Derfor blev der indført et påbud om at beskytte de tilbageværende skove mod fældning, blandt andet ved indhegning med gærder. De store gamle fredskove med beskyttende gærder kan ses ved mange af de gamle skove, der ligger i tilknytning til de store hovedgårde. Blandt andet Rosenholm Skov og Hvilsager Skov er indhegnet med beskyttende stendiger.  

Stigende kornpriser var en væsentlig årsag til, at de danske bønder startede et omfattende arbejde med landindvindinger af moser, enge og søer, med henblik på opdyrkning af de hidtil udyrkede dele af landskabet. Særligt i årene 1860-1880 foregik et intensivt arbejde med etablering af drænrør og grøfter, til afvanding af de våde lavbundsjorder.[1] Dette ses tydeligt i landskabets strukturer den dag i dag, eksempelvis i det lavbundsprægede landskab omkring Ryom Å og Elløv Enge (område 7), ved de mange tætliggende grøfter og de lige, udrettede vandløb, der skulle lede vandet væk.  

Behovet for landinvindinger steg særligt efter tabet af Sønderjylland i krigen i 1864, og medførte organiserede indsatser. I Syddjurs Kommune er dette særligt afspejlet ved tørlægning af den oprindelige langstrakte sø, Kolindsund, der strakte sig på tværs af kommunegrænsen mellem Kolind i vest og Grenaa i øst. I 1872 blev der dannet et aktieselskab med det formål at inddæmme søen, og omdanne landskabet til frugtbar agerjord. En intakt struktur af brede kanaler, tætliggende grøfter og pumpehuse sørger således for at føre vandet væk fra området, så jorden er tørlagt og egnet til dyrkning. I dag udgør dette landskab derfor også en særlig kulturhistorisk fortælling om udnyttelse af landskabet gennem tiderne.

Tørlægningen af Kolindsund var også en af årsagerne til etablering af en ny jernbane mellem Randers, Ryomgård og Grenaa, efterfulgt af jernbanen mellem Ryomgård og Aarhus. Begge baner blev sat i drift i 1877. Med jernbaneloven i 1894 blev det efterfølgende vedtaget at etablere en ny jernbane mellem Ebeltoft og Trustrup, der her koblede sig på banen videre til Grenaa. Jernbanerne medførte en betydelig vækst i flere af de stationsbyer, der lå langs banestrækningerne, blandt andet Hornslet, Mørke, Ryomgård og Kolind. I dag eksisterer kun banen mellem Aarhus og Grenaa, der er omdannet til letbane. De øvrige to banestrækninger kan dog fortsat ses i landskabets strukturer i form af stier på dele af strækningerne.

Ud over opdyrkning blev de våde moser også anvendt til indvinding af tørv, som skulle bruges til opvarmning, særligt i mellemkrigsårene. Spor efter tørvegravning ses flere steder i landskabet, men er særligt udtalt i landskabet omkring Pindstrup (område 7), hvor Pindstrup Mosebrug blev anlagt i 1905. Her havde virksomheden ligeledes en gunstig beliggenhed nær den nye banestrækning. Tørvegravningen har sat tydelige spor i landskabet, og har blandt at dannet vandfyldte søer omkring Pindstrup, ligesom de oprindelige, store mosearealer er forsvundet og opdyrket landbrugsmæssigt.

Nutid (1900 – i dag)

Særligt i den sidste halvdel af 1900-tallet er der sket en omfattende byudvikling, der præger store dele af de kystnære landskaber omkring Kalø Vig (område 15) og Ebeltoft Vig (område 14). Her har de højtliggende, kystnære landskaber givet mulighed for at skabe attraktive boligområder, med vidtrækkende udsigter over kysterne mod syd og vest. Den mest omfattende byudvikling er sket omkring den gamle købstad, Ebeltoft, men også langs Århusvej er der byvækst i både Rønde, Ugelbølle og Rodskov.

Langs letbanestrækningen mellem Aarhus og Grenaa er der fortsat byvækst i de større stationsbyer, særligt i Hornslet men også Mørke, Thorsager og Kolind oplever vækst.

Siden starten af 1900-tallet har de kystnære landskaber i Syddjurs Kommune været attraktive for etablering af sommerhuse, og i dag er flere af de kystnære landskaber præget af sommerhusområder, der ofte strækker sig helt ud til kysterne, og derved udgør en del af kystlandskabernes karakter.

Kommunens landskaber er ligeledes kendetegnet ved flere forlystelsesparker, der understøtter landskabernes fritidsprægede karakter. Det gælder blandt andet Djurs Sommerland, i den nordlige del af kommunen (område 1) samt Skandinavisk Dyrepark (område 9) og Ree Park (område 11). Generelt er disse indpasset i landskabet og optræder derved ikke synligt fra de omkringliggende landskaber.

I 2009 blev en betydelig del af kommunens landskaber udlagt til Nationalpark Mols Bjerge, med henblik på at sikre naturen plads til udvikling inden for et større, sammenhængende område. Nationalparken skal forbedre og styrke mulighederne for en koordineret og langsigtet udvikling af de naturmæssige, landskabelige, geologiske, kulturhistoriske og friluftsmæssige værdier i samspil med nationale interesser, lokalbefolkningen og erhverv.

Nutidens udvikling medfører i stigende grad behov for etablering af vedvarende energianlæg, der i stor udstrækning har betydning for, hvordan vi kommer til at se og opleve vores landskaber i fremtiden. Vindmøller har gennem de seneste årtier været en del af de danske landskabers karakter, og tilsvarende er der nu i stigende grad begyndt dukke nye anlæg op i de danske landskaber i form af eksempelvis solcelleparker, biogasanlæg og PtX anlæg, ligesom der er stigende behov for udvikling af energinetværket til at modtage og fordele den energi, de producerer.

Den aktuelle udvikling kræver i stigende grad en omstilling af arealanvendelsen i det åbne land, der i høj grad bør tænkes i sammenhæng med de særlige geologiske, kulturhistoriske og rumlig visuelle kvaliteter, der findes i kommunens landskaber, og som giver landskabet karakter.

[1] https://danmarkshistorien.lex.dk/Landindvinding