Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

230 lodsejere deltog i møder om arbejdet i de lokale treparter

Interessen var stor og ca. 230 lokale lodsejere fra hele Djursland var mødt op, da henholdsvis Norddjurs og Syddjurs Kommuner havde indbudt til lodsejermøder med fokus på arbejdet med omlægningsplanerne i de lokale grønne treparter. 

30. jun. 2025

Indhold

    Arbejdet med at realisere visionen om et grønnere Danmark - som beskrevet i Aftale om et Grønt Danmark - er i fuld gang, og den 11. og 12. juni 2025 blev der afholdt møder i Norddjurs- og Syddjurs Kommuner for ejere af kulstofholdige lavbundsarealer og områder beliggende i pumpelag.

    Interessen fra lodsejerne var stor og i alt ca. 230 lodsejere var mødt frem for at høre mere om omlægningsplanerne, og hvordan de selv kan bidrage til opgaven. På møderne var der blandt oplæg fra udtagningskonsulent Rikke Skyum og kommunale medarbejdere. Der blev givet en introduktion til opgaverne i den grønne trepart og mulighed for at stille spørgsmål til den kommende proces. 

    Formand og næstformand for Lokal Trepart Djursland Kim Lykke Jensen og Niels Ole Birk, som deltog i møderne i henholdsvis Syddjurs og Norddjurs Kommuner, er tilfredse med det gode fremmøde på møderne.

    Kim Lykke Jensen udtaler:  

    "Lodsejerne er nøglen til at komme i mål med vores ambitioner. Derfor er det helt afgørende, at vi fra starten har en god dialog. Sammen har vi en historisk mulighed for at skabe forandringer, der gavner både vandmiljøet, naturen og de mennesker, der lever af og med jorden. Jeg er glad for det fine fremmøde og den gode dialog på mødet. Det er en god start". 

    Ligeledes udtaler Niels Ole Birk efter mødet:

    "På møderne i Norddjurs Kommune opnåede vi et for mig vigtigt resultat: Deltagerne fik en øget forståelse for, hvad der skal ske på deres arealer, hvilken betydning det har for dem, og ikke mindst hvilke muligheder de har, hvis deres arealer indgår i en udtagningsplan. De forlod mødet med mere viden, end da de kom". 

    Samarbejdet går på tværs af flere kommuner 

    Norddjurs og Syddjurs Kommuner er tilsammen med i tre lokale grønne treparter: Lokal Trepart Djursland, Lokal Trepart Randers Fjord og Lokal Trepart Aarhus Bugt.

    Fælles for treparterne gælder, at kommunerne, Naturstyrelsen, landboforeninger og Danmarks Naturfredningsforening sammen skal finde arealer, hvor der for eksempel kan etableres vådområder eller udtages lavbundsjorder. 

    Treparterne skal blandet andet bidrage til at identificere arealer, der ved udtagning har de fysiske forudsætninger for at kunne medvirke til at reducere tilførslen af kvælstof til havet og samtidig finde arealer med højt kulstofindhold, der kan binde CO₂, bidrage til klimaindsatsen og øge potentialet for natur og biodiversitet. 

    Lokal Trepart Djursland er alene beliggende i Norddjurs og Syddjurs Kommuner. Pt. er Syddjurs Kommune formands- og sekretariatskommune, og fra udgangen af 2027 vil Norddjurs Kommune sidde i den rolle. Både Syddjurs og Norddjurs Kommuner sidder med i Lokal Trepart Randers Fjord hvor der i alt er 23 kommuner. Derudover sidder Syddjurs Kommune også med i Lokal Trepart Aarhus Bugt, hvor der i alt er syv kommuner.  

    Omlægningsplaner skal være klar i 2025 

    Første store milepæl for de lokale treparter er en omlægningsplan, der skal være klar og godkendt politisk i de kommuner, der er medlem af treparten med udgangen af 2025. Omlægningsplanerne skal pege på arealer med potentiale for omlægning til for eksempel vådområder eller lavbundsprojekter, hvor der kan opnås national finansiering til at kompensere lodsejere for deres tab som følge af et omlægningsprojekt. Alle omlægninger forudsætter frivillige aftaler og tæt dialog med de lodsejere, der ejer jorden.

    Præsentation fra lodsejermødet kan findes på Lokal Grøn Trepart Djursland.

    Informationsmøde om Lokal Trepart Djursland - 18. august 2025 

    Hvis du vil vide mere om omlægningsplanerne, afvikler Lokal Trepart Djursland et informationsmøde for alle interesserede den 18. august 2025 kl. 19.00 i Kolind+. 

    Læs mere om informationsmødet og tilmeld på: Lokal Grøn Trepart Djursland

    Medlemmer af Lokal Trepart Djursland 

    Kim Lykke Jensen, formand Lokal Trepart Djursland, Syddjurs Byråd 

    Niels Ole Birk, næstformand Lokal Trepart Djursland, Norddjurs Kommunalbestyrelse 

    Niels Basballe, Norddjurs Kommunalbestyrelse 

    Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, Syddjurs Byråd 

    Mogens Hjort Jensen, formand Djursland Landboforening  

    Rikke Skyum, Miljøchef, Djursland Landboforening  

    Lone Bording Jensen, Danmarks Naturfredningsforening Norddjurs 

    Asger Meulengracht Olsen, Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs  

    Uffe Strandby, konstitueret skovrider, Naturstyrelsen Kronjylland 

    For de dele af Djursland, der er beliggende i Lokal Trepart Randes Fjord eller Lokal Trepart Aarhus Bugt, kan der findes yderligere oplysninger henholdsvis her: Lokal Trepart Randers Fjord - Viborg Kommune og her: Grøn Trepart: Lokal Trepart Aarhus Bugt.

    Syddjurs Kommune

    Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36

    Vedhæftede filer

    Lodsejermøde.jpg
    Grøn Trepart informationsmøde den 18. august 2025.jpg