Attrup: Levende lokalhistorie og landsbysammenhold
Det mobile borgmesterkontor var i Attrup onsdag den 8. april. I den lille by cirka 3,5 kilometer syd for Nimtofte var Borgmesteren på virksomhedsbesøg, hørte om Vedø Hovedgårds lange historie og mødte mange af de lokale borgere.
Det mobile borgmesterkontor var i Attrup onsdag den 8. april. I den lille by cirka 3,5 kilometer syd for Nimtofte var Borgmesteren på virksomhedsbesøg, hørte om Vedø Hovedgårds lange historie og mødte mange af de lokale borgere.
Dagen i Attrup begyndte hos Brdr. Laursen I/S på Attrupvej 4. Her tog brødrene Nikolaj Hostrup Laursen og Jonas Hostrup Laursen imod og fortalte om virksomheden. De tilbyder arbejde inden for landbrugsmaskiner, ligesom de udlejer entreprenørkøretøjer og materiel fra deres maskinstation. Virksomheden beskæftiger sig også med hydraulik, smedje og bearbejdning og opbygning af vogne.
Derefter var det tid til første runde af åbent kontor i forsamlingshuset. Her kiggede omkring 10 borgere forbi, og det var meget forskelligt, hvad de havde på hjerte. En ville gerne tale om vedvarende energi og solceller, en anden fortalte om sin barndom i byen i 1950'erne og viste en seddel fra dengang med alle navnene på indbyggerne (omkring 40 personer). Der blev også talt om kollektiv trafik, snerydning og den lokale branddam, som trænger til at blive oprenset. Attrup oplever vækst i disse år, og husene bliver hurtigt solgt. Særligt landejendomme er eftertragtede og der er flyttet flere børnefamilier til indenfor få år.
Hovedgård med lang historie
Efter frokost trillede borgmesterkontoret et par kilometer hen til Vedø Hovedgård. Her tog ejer Niels Arve Pedersen imod sammen med sin hustru Susan og parrets enorme Berner Sennen Molly, hvis glæde over at få besøg ganske stod mål med størrelsen.
Niels Arve Pedersen ejer virksomheden Vedø Agro, som også omfatter Haustedgård og Koustruplund. Hovedsædet er på Vedø, som har en imponerende hovedbygning fra 1918 designet af arkitekten Anton Rosen. Hovedbygningen har en sydfløj, der er opført i traditionel dansk bindingsværk, og passer sammen med de to andre fløje, der er omkring 500 år gamle.
"Munkemølleren" lagde grundstenen til Sundby
Vedø har en lang historie, der går tilbage til 1500-tallet, hvor den første kendte ejer var Anders Christensen Sandberg. Gården har haft flere markante ejere, herunder rigsråderne Frederik Reedtz og dennes søn Jørgen Reedtz. I 1872 blev Kolindsund udtørret, og Vedø fik tillagt 120 tdr. land sundjord, som senere blev solgt fra i begyndelsen af 1930'erne.
Gården blev opkøbt af aktieselskabet Kolindsund, som solgte den igen i 1884. Henning Møller, kaldet "Munkemølleren", købte gården og solgte et større areal fra til et konsortium, der udstykkede 22 husmandsbrug, hvilket resulterede i landsbyen Sundby.
Vedø havde også en stor og driftig vandmølle, som ophørte driften i 1956. Efter »Munkemølleren« havde gården skiftende ejere, indtil den blev købt af Niels Arve Pedersens forældre Anna og Julius Grand Pedersen i 1957. I 2009 solgte de Vedø til deres søn.
Forældrene har indtil sidste år boet i hovedhuset. Niels og Susan er i tænkeboks i forhold til den fremtidige brug af den stemningsfulde ejendom, som er for stor til de to alene.
Løbecykler og hund med på walk and talk
Efter en spændende rundvisning (både inde og ude) og fortælling om Vedø fulgte endnu en runde åbent kontor i forsamlingshuset. Dagen sluttede med walk and talk. Her mødte næsten 25 personer op, flere med børn i klapvogne og på løbecykler (og en enkelt hund i snor).
Turen gik rundt i byen med flere stop undervejs, før man sagde tak for i dag.
Michael Stegger Jensen siger om dagen:
"Jeg er meget glad for det store fremmøde til det åbne kontor i Attrup. Vi havde nogle gode snakke og jeg lærte en masse om området. Fremmødet til walk and talk var imponerende, og det er suverænt den yngste flok, som har været med på turen. Det er også en stor glæde at opleve det sammenhold og omsorg for hinanden, som findes i området".
De næste besøg i rækken er Ebdrup den 5. maj og Hyllested Skovgårde den 2. juni.
Michael Stegger Jensen, Borgmester. Mobil: 23 72 86 78