Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Bogudlån i landdistrikter sætter rekord

 Molsværket slog Byens Hus i Mørke i kampen om at blive bogstationen med det største bogudlån.

05. feb. 2026

Indhold

     

    For et år siden blev den gamle bogbus i Syddjurs erstattet af 11 lokale bogstationer. Det har været en succes. Molsværket i Knebel slog Byens Hus i Mørke i kampen om at blive bogstationen med det største bogudlån.

     
     

    1. januar 2025 rullede Syddjurs Kommunes bogbus for sidste gang i garage. Byrådet havde besluttet at erstatte den gamle, udtjente bogbus med et net af bogstationer. Ligesom ved internethandel skulle man kunne sidde derhjemme og bestille bøger, hvorefter biblioteket kørte dem ud til en købmand eller brugs, en idrætshal, en skole eller et kulturhus i nærheden. Her kan man så hente bogen og låne den med en app på mobiltelefonen.

     

    Nu er der så gået et år, og bogstationerne har været en stor succes.

     

    "Vi havde i forvejen fem bogstationer," fortæller Ole Wolf, leder af Syddjurs Bibliotek, "men da bogbussen lukkede, etablerede vi ni nye i Tirstrup, Ådalshallen, Molsværket, Nimtofte, Helgenæs, Thorsager, Tved, Hyllested og Feldballe. Bogbussens udlånstal var støt faldende i de sidste år, og i 2024 var de nede på 3.838. I 2025 har de ni nye bogstationer udlånt 7.098 bøger. I alt er der fra bogstationerne udlånt 9.727 bøger, ud af et samlet udlån i kommunen på 205.895 bøger."

     

    Han fortsætter: 

    "Vi er svært godt tilfredse. Borgerne har virkelig taget godt imod bogstationerne. Molsværket havde det største udlån med 2.334 titler foran Byens Hus i Mørke med 1018". 

     

    I det hele taget har 2025 været et godt år. Syddjurs Bibliotek har haft det højeste udlån siden man i 2018 tog et nyt IT-system i brug til at opgøre tallene. Dertil har det digitale udlån også sat rekord med 74.908 udlån.

     

    Filmklubber og foredrag

     

    Omlægningen fra bogbus til bogstationer har desuden frigjort nogle personaleressourcer, som giver mulighed for at lave flere arrangementer i landdistrikterne i de byer, hvor der ikke er biblioteksfilialer.

     

    "Der er seks arrangementer i Knebel, Ryomgård og Mørke i foråret, fra bibliotekarer der fortæller om nye bøger over filmklubber til foredrag med Tom Buk-Swienty. Og der kommer flere til efteråret", slutter Ole Wolf. 

     

    Man kan se bibliotekets forårsprogram her

     
     
    Kontaktinformation

    Ole Wolf, bibliotekschef. 

    Mobil: 23 84 37 10 

     

    Syddjurs Kommune

    Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36

    Social media icon Social media icon Social media icon

    Vedhæftede filer