Brevstemmerne talt op i Syddjurs (opdateret)
Tirsdag den 24. marts afholdes valg til Folketinget. 2.717 af Syddjurs Kommunes 33.377 stemmeberettigede vælgere har allerede sat krydset i form af en brevstemme. Bemærk, at dette er en opdateret udgave af pressemeddelelsen udsendt 23. marts, da der er indkommet flere brevstemmer efterfølgende.
Tirsdag den 24. marts afholdes valg til Folketinget. 2.717 af Syddjurs Kommunes 33.377 stemmeberettigede vælgere har allerede sat krydset i form af en brevstemme. Bemærk, at dette er en opdateret udgave af pressemeddelelsen udsendt 23. marts, da der er indkommet flere brevstemmer efterfølgende.
Syddjurs Kommune har pr. mandag den 23. marts 2026 modtaget i alt 3.062 brevstemmer til Folketingsvalget, som finder sted tirsdag den 24. marts.
Ud af dette tal er 345 brevstemmer sendt videre til andre kommuner (man kan stemme i alle kommuner, uanset hvor man bor). Det giver i alt 2.717 brevstemmer fra Syddjurs-borgere.
Ud af de 2.717 har Syddjurs Kommune modtaget 346 brevstemmer via posten. Dette tal dækker over brevstemmer fra andre kommuner (Syddjurs-borgere, som har valgt at stemme i en anden kommune end hjemkommunen), fra fængsler, sygehuse og danske repræsentationer i udlandet.
Der er 33.377 stemmeberettigede i Syddjurs Kommune til dette valg. Til Folketingsvalget i 2022 var samme tal 33.263.
Til sammenligning indløb der i Syddjurs i forbindelse med det seneste Folketingsvalg den 1. november 2022 i alt 2.934 brevstemmer. 462 af disse blev videresendt til andre kommuner, så Syddjurs endte dengang med en beholdning på 2.472 af "egne" brevstemmer. Der er således flere Syddjurs-vælgere, der har brevstemt til dette Folketingsvalg end ved sidste Folketingsvalg, men færre fra andre kommuner, som har brevstemt i Syddjurs.
Som ved kommunal-og regionalvalget i november 2025 gav Syddjurs Kommune denne gang vælgerne mulighed for at brevstemme ved købmændene i hhv. Nimtofte, Balle og Lime. Det foregik onsdag den 18. marts. 121 vælgere benyttede sig af denne mulighed for at brevstemme.
Til det seneste Folketingsvalg i 2022 endte den samlede stemmeprocent i Syddjurs på 85,64. Samme tal dengang på landsplan var 83,7.
Der er 8 valgsteder i Syddjurs Kommune. Valghandlingen starter kl. 08.00 og slutter kl. 20.00.
På valgkortet står, hvor man skal stemme.
Valgstederne er:
- Ebeltoft Idrætscenter, Østeralle 17, 8400 Ebeltoft
- Molsværket, Lyngevej 18, 8420 Knebel
- Birkehuset, Skovvænget 9, Tirstrup, 8400 Ebeltoft
- Kolind+, Bugtrupvej 33, 8560 Kolind
- Ryomgård Kultur- og Fritidscenter, Marienhoffvej 13C, 8550 Ryomgård
- Hornslet Hallen, Stadionvej 4, 8543 Hornslet
- Mørke Idrætscenter, Drosselvej 1, 8544 Mørke
- Rønde Idrætscenter, Skrejrupvej 9B, 8410 Rønde
Læs mere om valget og følg stemmeprocenterne i løbet af valgdagen på syddjurs.dk/fv2026
På valg.dk kan man i løbet af aftenen den 24. marts følge optællingen af stemmer og se det endelige resultater for Djurskredsen (som Syddjurs er en del af sammen med Norddjurs Kommune) samt for de øvrige kredse i Danmark samt det overordnede resultat.
Hanne Thonsgaard, chef for Ledelsessekretariatet og valgansvarlig. Mobil: 51 14 22 43