Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Erhverv

Erfarne iranske sygeplejersker får autorisation og fast job i Syddjurs Kommune

På Plejehjemmet Søhusparken er der ansat seks iranske sygeplejersker, og to af dem har netop opnået autorisation og fastansættelse

15. aug. 2025

Indhold

    I Danmark er der stor mangel på sygeplejersker, og regeringen indgik derfor i 2019 en aftale med en række lande uden for EU. Aftalen har betydet, at over 2.000 sygeplejersker fra Iran er kommet til Danmark på treårige opholdstilladelser. For at få forlænget deres opholdstilladelse, skal de have et fast arbejde som sygeplejerske, men inden da skal de bestå en danskprøve og gennemføre en halvårig evalueringsansættelse, for eksempel på et hospital eller et plejehjem.

    Syddjurs Kommune har modtaget en lang række ansøgninger fra iranske sygeplejersker, og der er nu iranske sygeplejersker på fire ud af fem plejehjem. På det femte plejehjem er der ansat to i ufaglærte forløb.

    De iranske sygeplejersker bringer både stor erfaring og høj faglighed med sig. Mange har arbejdet over ti år i faget, men skal igennem en omfattende proces med sprogprøver, læring af danske fagudtryk, introduktion til arbejdsgangene i det danske sundhedsvæsen og evaluering, før de kan få en dansk autorisation som sygeplejerske.

    På Plejehjemmet Søhusparken har de haft seks iranske sygeplejersker i evalueringsansættelse. To af disse er nu færdige, og både Somayeh Torabiandastgerdi, kaldet Somi, og Sama Masoudian er blevet fastansat på plejehjemmet.

    Somi og Sama udtaler om deres vej til Plejehjemmet Søhusparken:

    "Vi har begge taget rejsen fra Iran til Danmark for at kunne bruge vores faglighed her. Det har krævet at starte forfra, lære dansk og forstå en ny arbejdskultur. Undervejs har vi mødt udfordringer - men også fantastiske kolleger og ledere, som har støttet os hele vejen. Vi føler os velkomne, og vi er stolte over at kunne bidrage."

    På Plejehjemmet Søhusparken i Ebeltoft kan det være vanskeligt at tiltrække uddannet arbejdskraft på grund af afstanden til Aarhus og den generelle mangel på sygeplejersker. Plejehjemsleder Lis Kjems er glad for arbejdskraften, men erkender, at det kræver en indsats:

    "Det kræver ressourcer at tage imod sygeplejersker fra andre lande, som jo skal følges tæt af mentorer i starten - men vi får så meget igen. Vi har været åbne over for hinandens kultur og forskelle, og det har skabt både grin, læring og stærke relationer. Beboerne er glade for den omsorg, de får, og vi får dygtige kolleger, som viser en imponerende arbejdsmoral og hurtig indlæringsevne."

    Selvom de iranske sygeplejersker har en høj faglighed og kommer med over ti års erfaring, er det en stor opgave at lære sproget og forstå dansk arbejdskultur, som er meget anderledes end den hierarkiske ledelse, de er vant til. Hertil kommer, at man skal lære de danske dokumentationskrav, regler for medicinhåndtering og være i dialog med læger og apoteker. Det er en stor mundfuld, og Kristine Kilde, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, anerkender deres indsats og er taknemmelig:

    "At lære sproget, forstå kulturen og finde et job inden for tre år er en stor bedrift. De iranske sygeplejersker viser høj faglighed og passer godt ind i vores teams. Men vi ved også, at der stadig er mange iranske sygeplejersker i Danmark, som mangler evalueringsansættelser. Jeg håber, at vi har mulighed for at integrere flere, ellers risikerer vi at miste en vigtig ressource, som vi har brug for i en tid med stor mangel på vores faglighed."

    Formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Riber Hog Anthonsen, anerkender behovet for de iranske sygeplejersker, selvom det kræver en indsats at integrere dem på kommunens arbejdspladser:

    "Vi har svært ved at rekruttere sygeplejersker - især i Ebeltoft. Derfor er det en gevinst, når vi kan integrere dygtige udenlandske kolleger. Det kræver en indsats, men resultaterne taler for sig selv: Vi får kvalificeret arbejdskraft, beboerne får tryghed og omsorg, og vi bidrager til en bæredygtig løsning på den nationale mangel på sygeplejersker. Stor ros til alle medarbejdere og ledere, som i deres dagligdag har hjulpet og uddannet deres nye kollegaer."

    Evalueringsansættelserne følges tæt af Styrelsen for Patientsikkerhed, som kræver løbende information om de enkeltes faglige fremskridt. Styrelsen godkender den endelige autorisation på baggrund af en indstilling fra arbejdspladsen.

    Foto fra venstre:

    Fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne Kristine Kilde

    Sygeplejerske Sama Masoudian

    Plejehjemsleder Lis Kjems

    Sygeplejerske Somayeh Torabiandastgerdi

    Syddjurs Kommune

    Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36

    Vedhæftede filer

    IMG_1247.jpeg