Et løfte til de unge - og til hinanden
Sammen med virksomheder, civilsamfund og foreninger er Syddjurs Kommune med i Ungeløftet. Den landsdækkende indsats skal hjælpe unge med psykiske lidelser eller komplekse udfordringer med at finde fodfæste i uddannelse, job og fællesskaber.
Sammen med virksomheder, civilsamfund og foreninger er Syddjurs Kommune med i Ungeløftet. Den landsdækkende indsats skal hjælpe unge med psykiske lidelser eller komplekse udfordringer med at finde fodfæste i uddannelse, job og fællesskaber.
Den 10. november 2025 dannede Kulturloftet på Maltfabrikken i Ebeltoft rammen om et informationsmøde, hvor borgmester Michael Stegger Jensen og beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek underskrev aftalen om Ungeløftet.
Indsatsen er en del af en landsdækkende politisk aftale, der afsætter 1,3 milliarder kroner over ti år. Målet er at skabe bedre muligheder for unge, der har brug for ekstra støtte til at komme videre i livet.
Skal det lykkes, er der brug for alle gode kræfter. Virksomheder, civilsamfund, organisationer og kommune skal give hinanden håndslag på i fællesskab at tage ansvar. Som partner i Ungeløftet kan man bidrage med deltidsjob, praktikpladser, frivilligt arbejde eller andre muligheder, der giver unge erfaring med ansvar og fællesskab.
"At have noget at stå op til, at opleve sig værdsat og at nogen tror på dig - det kan være livsændrende for en ung. Når håndsrækningen kommer fra en virksomhed eller en arbejdsplads, kan det bryde isolation og styrke den unges tro på sig selv. Det er en god investering - for de unge, for os som aktører og for hele samfundet", sagde Borgmesteren blandt andet i sin velkomstale til de cirka 80 deltagere.
På mødet blev der delt erfaringer fra lokale initiativer som Malt Makers og Folkestedet Grøn Kors i Kolind, hvor unge oplever at blive set og accepteret, præcis som de er. Programmet bød også på en inspirerende paneldebat, som foruden beskæftigelsesministeren bestod af følgende deltagere:
- Formand for Grøn Kors - Daniel Demsitz
- Direktør for Business Djursland Ole Svit
- Leder af FGU Ryomgård Karsten Mittrup Pedersen
- Direktør fra Knebel Drilling - Klaus Christensen
- samt to lokale unge
Kolind Balladeband Ambassadørkorps gav et forrygende musikalsk nummer til arrangementet, hvilket udløste store bifald. Balladebandet er en flok engagerede amatørmusikere, som alle har oplevet forskellig modgang i livet. Nu synger og spiller de for fællesskabet, imod isolation og ensomhed.
Virksomheder og civilsamfundet spiller central rolle
Henrik Petersen, butiksejer hos COOP 365 i Rønde, deltog i mødet sammen med souschef Mia Andersen. Han fortæller:
"Jeg mener, at det skal være muligt at få en chance til. Jeg vurderer altid fra situation til situation, om jeg vil tage et ungt menneske ung ind. Vi har været med i flere lignende projekter, for vi vil gerne tage et socialt ansvar. Det er vigtigt, at man afstemmer forventningerne i begyndelsen. Den unge skal vide, hvad vi forventer, og vi skal kende personens behov for støtte og oplæring. Klar kommunikation er vejen frem."
Om Ungeløftet
Målgruppe: Unge mellem 15 og 29 år uden job eller uddannelse.
Omfang: Landsdækkende indsats med 1,3 mia. kr. over 10 år.
Udfordringen: Ca. 45.000 unge (15-24 år) står uden for arbejdsmarked og uddannelsessystem. Omkring halvdelen har en psykiatrisk diagnose (fx angst, depression, skizofreni). Mere end hver sjette har været anbragt uden for hjemmet. Næsten hver tredje har gået i specialtilbud i 9. klasse. Fire ud af ti har haft en mor på offentlig forsørgelse.
Formål: At give unge bedre muligheder for job, uddannelse og fællesskab gennem samarbejde mellem kommune, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og civilsamfund.
Mere information: www.syddjurs.dk - søg på Ungeløftet
FOR VIRKSOMHEDER
Hvis du eller din virksomhed er interesseret i at være en del af Ungeløftet i Syddjurs Kommune, så kontakt:
Danny Sannem, erhvervskonsulent i Syddjurs Kommune
Telefon 8753 5751
mail: dansa@syddjurs.dk
FOR CIVILSAMFUNDSORGANISATIONER
Hvis du eller din organisation er interesseret i at være en del af Ungeløftet i Syddjurs Kommune, så kontakt:
Sidsel Bønløkke, projektkoordinator
Telefon 2382 7531
Mail: sibo@syddjurs.dk
Mikkel Holme Hansen, Centerleder hos Center for unge, uddannelse og job i Syddjurs Kommune.
Mobil: 30 50 86 71