Fejring af frivilligheden: Her er de nominerede
Vi hylder de lokale frivillige, der gør Syddjurs til et godt sted at være. Det sker i Kolind+ torsdag den 25. september 2025. Seks priser skal uddeles denne aften - og de nominerede er nu fundet.
Aftenen er en gentænkning og kombination af de to arrangementer Syddjurs Award og Frivillig Fredag. Frivilligrådet i Syddjurs var interesseret i at gentænke Frivillig Fredag for at nå ud til en endnu bredere kreds af frivillige. Derfor har Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget besluttet, at de to begivenheder samtænkes til ét, fokuseret arrangement, hvor frivillige ildsjæle indenfor kultur og fritid samt natur, sundhed og socialt arbejde kan hædres.
Arrangementet vil foruden prisoverrækkelser byde på musik, sang, underholdning, faglige indslag og forplejning.
Måltidskunstneren Jakob Vinkler serverer et let måltid lavet over bål, og der er en genstand/vand per deltager samt kaffe med sødt.
Program
Kl. 17.00: Velkomst v. Heine Skovbak Iversen, fmd. for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget
Kl. 17.15: Fællessang
Kl. 17.20: Netværksbingo
Kl. 17.40: To prisoverrækkelser og et fagligt indslag knyttet til en af de to priser
Kl. 18.10: Bålgryde og frugtsalat samt kaffe & sødt
Kl. 19.10 - 19.40: To prisoverrækkelser og et fagligt indslag knyttet til en af de to priser
Kl. 19.40 - 19.55: To sange ved Female Singers v. Vibe Ulbrandt
Kl. 19.55 - 20.10: En prisoverrækkelse og et fagligt indslag knyttet til prisen
Kl. 20.10 - 20.25: En prisoverrækkelse og et fagligt indslag knyttet til prisen
Kl. 20.25 - 20.40: Underholdningsindslag: Den lokale poprock-trio NØK spiller
Kl. 20.40 - 20.45: Fællessang
Kl. 20.45 - 20.50: Afrunding og tak for i aften v. Borgmester Michael Stegger Jensen.
De seks priser, der uddeles den 25. september er:
- Fritidsprisen
- Kulturprisen
- Natur- og friluftsprisen
- Sundhedsprisen
- Frivilligprisen
- Ungeprisen
Fritidsprisen - uddeles af DGI Østjylland og Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget
Prisen tildeles en lokal ildsjæl, som ved frivilligt arbejde har understøttet en markant udvikling inden for et eller flere af idrættens områder. Præmie: 8.000 kr.
De nominerede til Fritidsprisen er:
Thomas Reffstrup, TRIF Hovedforening og TRIF Havsvømning
Peter Damborg, Hornslet IF Fodbold
Elsebeth Sørensen, Ebeltoft IF Gymnastik
Kulturprisen - uddeles af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget
Prisen tildeles en person, forening, institution eller virksomhed, som er med til at styrke kulturlivet i Syddjurs Kommune. Der lægges vægt på initiativ, organisering, nytænkning, engagement og/eller vedholdende indsats. Præmie: 8.000 kr.
De nominerede til Kulturprisen er:
Helle Redke, Ebdrup Forsamlingshus
De frivillige på Kulturloftet
Digegruppen
Natur-og friluftsprisen - uddeles af Nationalpark Mols Bjerge
Prisen tildeles til en person eller gruppe, der gennem året har gjort en særlig indsats for natur, kultur, friluftsliv eller formidling af Nationalpark Mols Bjerge. Præmie: 5.000 kr.
De nominerede til Natur-og friluftsprisen er:
Aksel og Ingolf Olsen, Skovløberhuset i Mols Bjerge
Foreningen Ebeltoft Gl. Havn
Jordens Sang på Rødegaard
Sundhedsprisen - uddeles af Sundheds- og ældreudvalget
Anerkender ildsjæle, der bidrager med en ekstraordinær sundhedsfremmende eller sygdomsforebyggende indsats på sundhedsområdet, hvor sundhed tænkes i et bredt perspektiv i forhold til fysisk, psykisk og social sundhed. Præmie: 5000 kr.
De nominerede til Sundhedsprisen er:
De frivillige gruppeledere i "Kom videre Mand" (det hedder nu "Mænd, mod og retning" - konceptet er det samme).
Demensvennerne Syddjurs
Frivilligprisen - uddeles af Frivilligrådet
Gives til en enkeltperson eller gruppe, der har ydet en social indsats i kommunen, skabt opmærksomhed om det frivillige arbejde og udvist eller fremmet det frivillige, sociale engagement. Præmie: 5.000 kr.
De nominerede til Frivilligprisen er:
John Skovgaard Andersen, Ebeltoft Firma- og Familieidræt
Henning Kristiansen, Hornslet IF badminton, tennis og fodbold
Søren Hjort Beckmann, Hornslet IF Stjernerne
Ungeprisen - uddeles af Syddjurs Ungeråd
Ungeprisen går til et ungt menneske - eller flere - der alle skal være under 25 år. Det kan være en enkelt person, en forening, virksomhed, gruppe eller sammenslutning af unge. Er en særlig påskønnelse af unge ildsjæle, som viser vejen for andre. Præmie: 2.500 kr.
De nominerede til Ungeprisen er:
Rampen Ebeltoft
Emmie Bruhn-Hansen og Stine Sveigaard Madsen, gymnastiksamarbejdet Show-Mix Djursland
Villads Møller, IF Midtdjurs Håndbold
Foruden pengepræmierne modtager vinderne en glas-statuette udformet af den lokale kunstner Karen Nyholm samt et diplom. Journalist Karen Straarup fra Knebel er konferencier.
Bestil billet - sådan gør du
Det er gratis at deltage i arrangementet den 25. september. Det er dog nødvendigt at bestille en billet af hensyn til forplejning.
Bestil billet på go-syddjurs - søg på "frivilligheden".
Syddjurs Kommune
Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36