headspace starter op i Syddjurs Kommune
Fra 1. oktober 2026 får børn og unge i Syddjurs Kommune nem adgang til tidlig hjælp og støtte, når noget fylder i deres liv.
Fra 1. oktober 2026 får børn og unge i Syddjurs Kommune nem adgang til tidlig hjælp og støtte, når noget fylder i deres liv. Med økonomisk støtte fra Syddjurs Kommune åbner headspace et lokalt tilbud med gratis og anonyme samtaler for unge mellem 12 og 25 år.
I headspace kan unge få nogen at tale med om stort og småt - uden henvisning og uden ventetid. Samtalerne foregår på de unges præmisser, og der føres ikke journal.
headspace har centre over hele landet og bygger på et tæt samarbejde mellem ansatte, frivillige og kommunale medarbejdere. Ud over individuelle samtaler arbejder headspace også opsøgende med blandt andet oplæg og workshops på skoler, uddannelsesinstitutioner og andre steder, hvor unge færdes.
Syddjurs Kommune bidrager til det lokale tilbud med lokaler og 15 ugentlige timer fra en vejleder fra Ungdommens Uddannelsesvejledning. Der er i forbindelse med Budget 2026 afsat midler til headspace.
Formanden for Social- og beskæftigelsesudvalget Jesper Yde Knudsen glæder sig over, at tilbuddet nu bliver en del af de lokale muligheder for børn og unge:
"Det skal være nemt for unge at række ud, når noget fylder - også før problemerne vokser sig store. Med headspace får vi et uformelt og anonymt tilbud, hvor unge kan komme ind ad døren og møde et menneske, der har tid til at lytte. Samtidig får vi en mulighed for at bygge bro til andre tilbud, hvis den unge har brug for mere hjælp. Jeg er rigtig glad for, at vi nu får headspace til Syddjurs."
Den lokale Rotary-afdeling i Rønde har også ydet en stor støtte til etableringen af headspace Syddjurs. Gennem blandt andet en række julekoncerter har Rotary indsamlet 100.000 kr., som er doneret til headspace og skal bidrage til etableringen og opstarten af det nye tilbud. Derudover hjælper Rotary med en række praktiske opgaver i forbindelse med opstarten.
Skal du være frivillig?
En vigtig del af headspace er de frivillige, og i forbindelse med etableringen i Syddjurs Kommune søger headspace nu borgere, der har lyst til at gøre en forskel for lokale børn og unge.
Som frivillig kan man blandt andet have samtaler med unge i centret eller være med til at afvikle oplæg og workshops rundt omkring i lokalområdet.
Interesserede kan læse mere og søge om at blive frivillig på headspace.dk under "Bliv frivillig".
Om headspace
headspace Danmark er et gratis og anonymt samtaletilbud til børn og unge mellem 12 og 25 år. Formålet er at give unge nem adgang til tidlig hjælp og støtte, når noget fylder i deres liv.
Unge kan henvende sig direkte eller tage kontakt via telefon, SMS eller chat. headspace kan også hjælpe unge videre til relevante lokale tilbud og med at finde vej i det offentlige system, når der er behov for det.
Til headspace er desuden knyttet headspace Family, som tilbyder gratis samtaler og rådgivning til forældre og nære pårørende til unge mellem 12 og 25 år.
Adresse og åbningstider
Hovedgaden 61, Rønde
Åbningstider: tirsdag, onsdag og torsdag kl.12-18
Telefon nummer offentliggøres den 1. oktober på åbningsdagen, da bookingsystemet først fungerer derfra.
Formanden for Social- og beskæftigelsesudvalget Jesper Yde Knudsen 23 83 98 91