Klimaborgermøde: Gode klimavalg skal være med til at forme fremtidens Syddjurs
Klimaborgermøde i Rønde Idrætscenter torsdag den 5. november for alle interesserede
Hvordan kan gode klimavalg bidrage til at skabe et robust og attraktivt Syddjurs - både nu og i fremtiden? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Syddjurs Kommune torsdag den 5. november inviterer alle interesserede til klimaborgermøde i Rønde Idrætscenter.
Hvordan kan vi gennem gode klimavalg styrke vores lokalsamfund og skabe nye muligheder for erhvervslivet? Hvordan kan vi bruge vores lokale ressourcer mere bæredygtigt, og hvordan kan vi samtidig passe bedre på naturen og de landskaber, der gør Syddjurs til noget særligt?
Det er nogle af de spørgsmål, som Syddjurs Kommune inviterer borgerne til at drøfte på Klimaborgermødet 2026.
Kommunen er i gang med at opdatere sin klimahandlingsplan, og borgermødet skal være med til at bringe borgernes perspektiver, erfaringer og idéer ind i det videre arbejde. Samtidig er ambitionen at skabe en bredere samtale om, hvordan den grønne omstilling kan gå hånd i hånd med udviklingen af Syddjurs som et godt sted at bo, leve og drive virksomhed.
Borgmester Michael Harregaard Stegger ser frem til at høre borgernes perspektiver:
"Når vi taler om klima, kommer det hurtigt til at handle om CO2-udledninger, beregninger og målsætninger. Det er selvfølgelig vigtigt, men klimaarbejdet handler også om vores hverdag og om de steder, vi holder af. De gode klimavalg kan samtidig være med til at skabe stærke lokalsamfund, nye muligheder for erhvervslivet og en kommune, der er godt rustet til fremtiden. Derfor vil vi gerne invitere borgerne med i samtalen om, hvordan vi udvikler Syddjurs i en mere bæredygtig retning."
Inspiration, fællesspisning og dialog om klima
Klimaborgermødet finder sted torsdag den 5. november kl. 16.45-20.00 i Rønde Idrætscenter.
Fra kl. 16.45 kan deltagerne gå på opdagelse i udstillingen "Hvem forandrer fremtiden?", møde andre deltagere og få en kop kaffe. Det officielle program begynder kl. 17.15 med en kort introduktion til kommunens klimaarbejde.
Herefter åbner en klimamesse, hvor deltagerne kan møde kommunens fagfolk og politikere, høre om de forskellige klimaindsatser og bidrage med deres egne erfaringer og idéer.
Aftenen byder også på gratis fællesspisning, hvor der er mulighed for at fortsætte samtalerne på tværs af borgere, politikere og fagfolk. Mødet afsluttes med en klimasalon, hvor repræsentanter fra lokale klimainitiativer deler deres erfaringer og lægger op til en fælles samtale om fremtidens Syddjurs.
Formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget Kim Lykke Jensen håber, at mange forskellige borgere vil deltage:
"Man behøver hverken være klimaekspert eller have færdige løsninger for at være med. Vi vil gerne høre, hvad der optager borgerne, og hvilke muligheder de ser i deres egen hverdag og deres lokalområde. Jo flere forskellige perspektiver vi får med, des bedre grundlag har vi for det videre klimaarbejde."
Alle er velkomne
Klimaborgermødet er åbent for alle interesserede, og det er gratis at deltage.
Af hensyn til forplejningen er tilmelding nødvendig senest tirsdag den 3. november på syddjurs.dk/klima, hvor man også kan læse mere om kommunens klimaarbejde.
Praktisk information
- Tid: Torsdag den 5. november 2026 kl. 16.45-20.00
- Sted: Rønde Idrætscenter, Skrejrupvej 9B, 8410 Rønde
- Deltagelse: Gratis, inklusive fællesspisning
- Tilmelding: Senest 3. november på syddjurs.dk/klima
Borgmester Michael Harregaard Stegger 23 72 86 78
Formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget Kim Lykke Jensen 22 66 38 23