LitteraDjurs samler Djursland om litteraturen
Lørdag d. 12. september inviterer bibliotekerne i Norddjurs og Syddjurs til en litteraturdag hos arbejds- og levefællesskabet Grobund ved Ebeltoft. Her kan publikum møde litteraturen i levende, industrielle rammer, når forfatterne Iben Mondrup og Glenn Bech går på scenen i den gamle fabrikshal, og når bibliotekerne folder litteraturen ud med læsning, samtaler og små aktiviteter, der gør det let at mødes på tværs.
Lørdag d. 12. september inviterer bibliotekerne i Norddjurs og Syddjurs til en litteraturdag hos arbejds- og levefællesskabet Grobund ved Ebeltoft. Her kan publikum møde litteraturen i levende, industrielle rammer, når forfatterne Iben Mondrup og Glenn Bech går på scenen i den gamle fabrikshal, og når bibliotekerne folder litteraturen ud med læsning, samtaler og små aktiviteter, der gør det let at mødes på tværs.
LitteraDjurs er et tværkommunalt initiativ, der blev lanceret i 2024 og nu vender tilbage i en ny udgave. Årets overskrift er "Fællesskab": Gennem litteraturen sættes der fokus på, hvordan fællesskaber dannes, udfordres og gentænkes - i familier, lokalsamfund og på tværs af generationer. Grobund danner en helt særlig ramme, hvor festivalens indhold spejles i et sted, der har det levende fællesskab som omdrejningspunkt.
Biblioteksleder Lars Lerche fra Norddjurs Biblioteker siger: " I år bruger vi litteraturen som mødested for samtaler om, hvad der binder os sammen. "
Hos Syddjurs Bibliotek supplerer leder Ole Wolf: "Ved festivalen forbinder vi ord, oplevelser og mennesker i et levende fællesskab. Vi håber, at publikum både får stof til eftertanke - og nye relationer med hjem."
Iben Mondrup er bl.a. kendt for Tabita‑trilogien (Tabita, Vittu, Bjørn), hvor hun skriver om adoption, familie og relationen mellem Grønland og Danmark; hun har tidligere modtaget DR Romanprisen for Godhavn (2015) og Blixenprisen for Karensminde (2017).
Glenn Bech debuterede med Farskibet (2021) og markerede sig siden med manifestet Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, som indbragte ham Politikens Litteraturpris (2023); hans tekster kredser om klasse, køn og opvækst og har gjort ham til en markant stemme i sin generation.
Udover de to forfattermøder rummer dagen vegetarisk fællesspisning i Grobunds store hal samt kaffe og kage og en afsluttende koncert med bandet KIOSK. Publikum kan desuden gå på opdagelse i festivalens små "rum i rummet", hvor litteraturen sætter ord på det, vi deler.
LitteraDjurs er støttet af Statens Kunstfond og arrangeres af Norddjurs Biblioteker og Syddjurs Bibliotek i samarbejde med Grobund.
Program for lørdag 12. september 2026
09.30-10.00: Dørene åbner
10.00-11.30: Forfatterinterview med Iben Mondrup
11.30-14.00: Fællesspisning & bibliotekernes formidlingsaktiviteter
14.00-15.30: Forfatterinterview med Glenn Bech
15.30-16.00: Kaffe & kage
16.00-17.00: Koncert: KIOSK
17.00- : Mulighed for at købe pizza hos Grobund
Tid & sted
Lørdag d. 12. september 2026 kl. 09.30-17.00
Grobund, Kaarsbergsvej 2, 8400 Ebeltoft
Billetter
Heldagsbillet 250 kr. · 200 kr. for unge under 25 år
Læs mere og køb billet via norddjursbib.dk og syddjursbibliotek.dk (supplerende info på grobund.org). Timeldingsfrist af hensyn til fællesspisningen: 6. september.
Søren Feldtfos Thomsen, Norddjurs Biblioteker - sft@norddjurs.dk
Lisbeth Larsen, Syddjurs Bibliotek - lilar@syddjurs.dk